Ægte amerikanske cowboybukser af Jan Guillou

Spændende udviklingshistorie om en lille drengs opvækst og forvandling til en ung mand. Vi er nået til sjette del og til 1950’erne i ’Det Store Århundrede’.

1953 er året hvor 9-årige Eric begynder sin historie om en velhavende families indre kampe og problemer. Eric ser egentlig ikke sig selv som rig; de har blot lidt flere midler end andre. At de har flere biler i garagen er heller ikke usædvanligt. Det eneste han synes er lidt pinligt, er de sædvanlige ”efter-aftensmaden-klø”. Det er en fast rutine, som kun ændres, når de spiser hos bedsteforældrene. Han har en klar fornemmelse af, at denne rutine ikke er gældende i andre hjem. Og hos dem gælder de også kun ham, ikke hans lillebror, Axel.

Efterhånden som årene går, kommer Eric og familien ud for en del forandringer. Størst af alt er morfar Oscars død. Dødsfaldet splitter familien, men Eric forstår ikke helt grunden – og børn skal jo holdes uden for den slags. Skiftet af bopæl fra Sandhamn til Stockholm gør, at Eric kommer i berøring med flere samfundsklasser. Han finder ud af, at penge ikke blot er noget man har; det er noget, man skal tjene for at overleve. Og Eric må kæmpe hårdt for at overleve. Der er meget, han ikke forstår og mange forskelle på ham og kammeraterne fra skolen. Men ét har de til fælles: de er vilde med alt amerikansk: cola, musik, cowboybukser osv. Herefter følger vi på nærmeste hold en lille drengs forvandling til ung mand med alt, hvad der følger af problemer og udfordringer med skole, fritid og piger.

Vi er nu nået til sjette del i serien ’Det Store Århundrede’. Denne gang gælder det 1950’erne som Oscars barnebarn, Eric, får lov til at fortælle om. Da Eric i 1953 kun er 9 år gammel, opleves dette årti med et barns øjne. Og dette skift af fortæller giver serien et tiltrængt løft. Væk er alt det politiske; væk er krigens rædsler, og væk er skruplerne over et enkelt familiemedlems tilhørsforhold til nazismen. Alt får pludseligt et mere barnligt og naivt udtryk. Der er naturligvis meget, barnet Eric ikke forstår. Men hans skildring af familiens trængsler er virkelig god. Man fornemmer helt klart barnets syn på de begivenheder, der præger familien i dette årti. At en mere voksen Eric ind imellem får lov til at skrive enkelte kapitler henvendt til Johanne, hvori han gør opmærksom på, at han godt er klar over, at barnet Eric har et meget rosenrødt syn på sin mor, er fint. Jeg fornemmer, at vi nok får en mere uddybende forklaring på visse begivenheder i løbet af seriens næste bind. Nogle ting kræver helt klart en voksen fortæller.

Serien bør læses i den korrekte rækkefølge, da de foregående bind danner grobund for fortællingens forløb. Det kan helt klar anbefales at læse med helt til 1950’erne. Nu vil jeg glæde mig til at få resten af historien i de efterfølgende bøger.