En magisk beretning om Unn, der er opdagelsesrejsende ud i undertrykkelse, nytænkning og udforskning af kulturens begrænsninger og muligheder i Grønland i 1300-tallet.
Unn er den forældreløse pige, der i det 14. århundrede sammen med sin plejesøster Ingebjørg bliver sendt til et benediktinerkloster i den grønlandske ødemark for at lære både praktiske sysler og boglige færdigheder. Stjernestene er den gård i Grønland, hun er født på, og som hun som ganske lille blev reddet fra, mens hendes forældre blev dræbt af omstrejfende fredløse.
Dette er udgangspunktet for romanen, der emnemæssigt spinder mange tråde. Et af de store temaer er Unns personlighed. Hun udviser talent for at skrive, hvilket klosterets intellektuelle nonne, Edmonda, støtter med undervisning. Unns videbegærlighed gør hende motiveret for forandring af traditionelle tankemønstre og positioner, hvilket står i modsætning til Ingebjørg, der ikke kan vente med at komme til at leve et praktisk liv med børn, husholdning og ægteskab. Forskellen mellem de to plejesøstre ses også i beskrivelsen ad deres ydre: Ingebjørg er den lyse og Unn den mørke. Unns mørke, der kunne være et symbol på det okkulte og farlige, kan også ses som udgangspunktet for intellektuel oplysthed, mens Ingebjørgs lyse og rene kvindelige underkastelse med tiden falmer, da hun mister sin mand på problematisk vis og forfalder fysisk. Forskellen mellem de to søstre afspejler således tidens strømning; spirende tanker om en friere religiøsitet overfor den mandsdominerede og kvindeundertrykkende samfundsånd og religiøsitet. Dette ses tydeligt i Unns åbenhed for og kærlighed til munken Nicholas (Edmondas bror), der besøger klosteret. Nicholas er billedet på nytænkning, nysgerrighed og på det at ville udfordre den gængse opfattelse af verden. Dette kommer blandt andet til udtryk i hans udforskende rejse til Nordgrønland, der skal hjælpe til at kortlægge landet, men som udfordrer rejsefællernes angst for at falde i afgrunden, når de når kanten af landet, idet de tror, at jorden er flad. Rejsen bliver således en udforskning af land, natur og sindets vildfarelser på en og samme tid.
Side om side med paradokserne mellem religion og kulturelle opfattelser ses en storslået beskrivelse af den smukke grønlandske natur, der står i knivskarp kontrast til hverdagens barske realiteter som mord, pest, blodskam og overtro. Dette leder tankerne hen på forskellen mellem det uberørte og det berørte: Natur><kultur, skyld>< uskyld, jomfruelighed><seksualitet og uvidenhed><oplysning. Nicholas kæmper da også med at forene sin religiøse fromhed og kirkens videnskabeligt ubegrundede, dogmatiske troslære med sin videnskabelige forskning og interesse.
Et andet tema i bogen er den tidlige kolonialisering af Grønland. Romanens kristne tilflyttere ser på de grønlandske indfødte med en vis arrogance og en holdning om, at de knapt nok er tænkende væsner og dermed ikke værdige til at blive døbt. De mere ”imødekommende” kristne indlemmer dem i den kristne tro, der står som det højeste ideal, men som i sin praksis får udtryk af uligeværdig indoktrinering. Unn bryder også her med normerne, da hun indleder et venskab med de to grønlændere Sol og Måne. Unn og Måne har lange samtaler om blandt andet religion, og Unn favner i sin religiøsitet også den grønlandske (over)tro, da hun tager imod en magisk amulet af Måne, som kan forbinde hende åndeligt med Nicholas på hans ekspedition til Nordgrønland. Hvad Måne angår, kæmper han en indre kamp mellem sin grønlandske og kristne sjæl - symboliseret ved hans grønlanske og kristne navn, hvor hans gamle tro, den panteistiske, der knytter sig til naturens kræfter og love, dog ser ud til at holde ved. Kolonialiseringen af den grønlandske natur bliver her til en kristen indtrængen i den grønlandske tro, der vakler.
Hvor Nicholas trækker tråde til vestlige og pr. definition mandlige opdagelsesrejsende, bliver Unn pendanten hertil; den kvindelige opdagelsesrejsende udi undertrykkelse, nytænkning og udforskning af kulturens begrænsninger og muligheder. Dette giver romanen en stadig aktualitet.
Hanne Marie Svendsen skriver storslået, smukt, ordrigt og magisk og sprænger rammerne for traditionel genrebevidsthed, idet hun bevæger sig smidigt mellem fakta, fiktion, magisk realisme, eventyr og sagn. Dette sås allerede i hendes gennembrudsroman 'Guldkuglen' fra 1985, som er et stykke magisk realisme om et øsamfund. Den indbragte hende i øvrigt Kritikerprisen. Hanne Marie Svendsen medierer generelt mellem fornuft og fantasi, hvor fornuften hører hverdagslivet til, mens fantasien lever i drømme, eventyr og kunst. Et andet tematisk træk er ”opbruddet”: bruddet med normer, rutiner og hverdag, som det også ses i 'Kaila på fyret' fra 1987 og i 'Karantæne' fra 1995. Karakteristisk for Hanne Marie Svendsens romaner er, at de er gennemresearchet i ”den virkelige verden” og derefter bragt ind i en magisk-realistisk kontekst. Genkendeligheden giver her den magiske realisme et identificerbart ståsted, der imødekommer læseren.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer