Rudimenter af R

Sanselig og spændende biografisk roman om Rasmus Rask, 1800-tallets store danske sprogforsker, genoplivet via Hanne Marie Svendsens studier og fortolkning.

”Har han sovet?
Jo, vist har han sovet, sovet sig ældre og svagere, mens han venter. Novemberstormen raser udenfor. Det var også i novemberstorm, at han for mange år siden kørte mod Tiflis.”

Det var der på vejen mod Tiflis, at jeg ville holde ham fast, fiksere ham i det øjeblik, hvor han går over sneen, som knirker under støvlerne, ung, stærk, ivrig, nysgerrig, parat til at satse stort og vælge sine eventyr.

Romanen krydsklipper mellem beskrivelse af Rasmus Rasks dødsleje og et tilbageblik på et af hans store livsoplevelser, rejsen til Tiflis i Georgien, fortolket af en fortællerske eller en dødsengel et sted i Danmark i 1832.

Rasmus Rask gør status over sit liv i himmelsengen: Han kredser ustandselig om sin opvækst som en skravlet, men samtidig usædvanligt velbegavet skræddersøn på Fyn, der også fungerede som klog mand med stor viden om knogler. Faderen var hård og uforsonlig, hvorimod hans i alt tre koner meget bedre forstod den kantede, ensomme og begavede Rasmus. Kærligheden til de svage bærer Rasmus med sig gennem livet, hvor han hjælper og støtter sine halvsøskende og mødre. Men han har svært ved at forsone sig med livet i dødsstunden. Han er på en gang bange, selvhævdende og dybt ulykkelig.

Anderledes dengang i Tiblis, hvor han med alle sanser i behold gennemlevede et fantastisk ridt i Georgiens vilde tragter, på jagt efter sproget. Det sprog, som han drømte om at finde og dermed kunne bevise de nordiske stammers oprindelse i Kaukasus.

Sproget i denne roman er bindemiddel – for historien og for forfatteren.  Hvor er vi dog heldige at have en så sanselig, enestående og empatisk forfatter, hvor sproget understøtter, giver nye dimensioner og anderledes oplevelser.

Forsideillustrationen med et litografi fra 1809, der forestiller et vildt ridt i uvejsomme egne dækker smukt bogens indhold.