Analyse
Sonnergaard, Jan - Radiator
Tonen hos Jan Sonnergaard er rå og hård. I novellesamlingen 'Radiator' skriver han i et hverdagsagtigt, talenært sprog, som er en af 90ernes mest læste værker.
Jan Sonnergaard er blandt sen-90’ernes mest læste forfattere. Han debuterede i 1997 med novellesamlingen 'Radiator', der er første del af en planlagt novelletrilogi, og som i 2001 blev fulgt op af anden del, 'Sidste søndag i oktober'.
'Radiator' består af 10 noveller, der genremæssigt spænder vidt. Fælles for novellerne er persongalleriet. Hovedpersonerne er ofte unge arbejdsløse på bistandshjælp, kriminelle eller psykopater. De lever alle på kanten af samfundet, og kan ikke rigtig kan finde deres plads nogen steder. Historierne foregår først og fremmest omkring miljøet i nordvestkvarteret i København. Temaerne er sociale, og Sonnergaards miljøskildringer er umiddelbart præget af en traditionel form for realisme med mange genkendelige detaljer og troværdige situationer. Men på handlingsplanet brydes realismen ofte, på grund af utroværdige fortællere (som i novellen "Polterabend"), eller surrealistiske og absurde indslag. I novellen med den lange titel "Historie om en mand, der tvinges ind i et klædeskab, fordi et ubehageligt væsen bryder ind i hans kærlighedsliv på de mest umulige og ubelejlige tidspunkter" forvandler den forsmåede universitetslærer sig pludselig midt i de ellers meget realistiske omstændigheder til et lille uhyre, der både afgiver plasma og sender små røgskyer ud af munden.
Tonen hos Sonnergaard er rå og hård, og han skriver i et hverdagsagtigt, talenært sprog. Stilistisk er han blevet sammenlignet med Leif Panduro og Klaus Rifbjerg.
Med novelletrilogien vil Jan Sonnergaard beskrive Danmark lige nu, og han gør det ud fra et stort politisk engagement. For ham er det også vigtigt, at forfatteren revser samfundet.
Tonen hos Jan Sonnergaard er rå og hård. I novellesamlingen 'Radiator' skriver han i et hverdagsagtigt, talenært sprog, som er en af 90ernes mest læste værker.
Jan Sonnergaard er blandt sen-90’ernes mest læste forfattere. Han debuterede i 1997 med novellesamlingen 'Radiator', der er første del af en planlagt novelletrilogi, og som i 2001 blev fulgt op af anden del, 'Sidste søndag i oktober'.
'Radiator' består af 10 noveller, der genremæssigt spænder vidt. Fælles for novellerne er persongalleriet. Hovedpersonerne er ofte unge arbejdsløse på bistandshjælp, kriminelle eller psykopater. De lever alle på kanten af samfundet, og kan ikke rigtig kan finde deres plads nogen steder. Historierne foregår først og fremmest omkring miljøet i nordvestkvarteret i København. Temaerne er sociale, og Sonnergaards miljøskildringer er umiddelbart præget af en traditionel form for realisme med mange genkendelige detaljer og troværdige situationer. Men på handlingsplanet brydes realismen ofte, på grund af utroværdige fortællere (som i novellen "Polterabend"), eller surrealistiske og absurde indslag. I novellen med den lange titel "Historie om en mand, der tvinges ind i et klædeskab, fordi et ubehageligt væsen bryder ind i hans kærlighedsliv på de mest umulige og ubelejlige tidspunkter" forvandler den forsmåede universitetslærer sig pludselig midt i de ellers meget realistiske omstændigheder til et lille uhyre, der både afgiver plasma og sender små røgskyer ud af munden.
Tonen hos Sonnergaard er rå og hård, og han skriver i et hverdagsagtigt, talenært sprog. Stilistisk er han blevet sammenlignet med Leif Panduro og Klaus Rifbjerg.
Med novelletrilogien vil Jan Sonnergaard beskrive Danmark lige nu, og han gør det ud fra et stort politisk engagement. For ham er det også vigtigt, at forfatteren revser samfundet.
Kommentarer