Hørslev, Lone - Tak | Litteratursiden

AfAstrid Ravn Skovse

Skribent

21 sep.06

Analyse

Hørslev, Lone - Tak

I digtsamlingen 'Tak' holder Lone Hørslev en diskret ironisk tone og kommenterer den vidunderligt normale hverdag fra skæve og uventede vinkler.

Tak, værsgo, farvel. Ordene, der knytter sig til menneskers udveksling af følelser, tanker, berøring etc. er korte, ved første øjekast undselige og dog stærkt betydningsladede. Det samme kan siges om digtene i Lone Hørslevs debut fra 2001, hvor alle tre ord indgår gentagne gange, og det ene af dem tilmed udgør titlen, 'Tak'. I digtsamlingen, der består af 36 urimede digte, som med en enkelt undtagelse holder sig inden for én sides længde, afsøges og gennemskrives et jeg's møder og udvekslinger – kropslige såvel som følelses- og erkendelsesmæssige – med den omgivende verden, der sjældent lader sig fastholde og forstå umiddelbart. I stedet oplever jeg'et sine omgivelser medieret – gennem et videokamera ”You feel like putting that/videocamera down? Og han kan/tro nej Ja No Mister”!”, citater fra popsange eller skematiske handlingsgange hentet fra børnelege: ”eftersom knoglerne er kortet på bordet/må man hellere lukke op/banke banke på!”.

Hørslev leger fermt og sprælsk med digterkunstens lager af konventioner, så der bl.a. bydes på hjerter, roser og dalende sne, hvilket – sammenholdt med nivelleringen af det højeste og det laveste (som fx kærlighed og dårlige tyske tungekys) og en generaliseret følelse af ustabilitet i den afbildede verden, hvor relationer og positioner hele tiden lige så godt kunne afløses af helt andre (som mødet med en sømand på ”Fjordkroen/ Havnecaféen/ eller hvor det nu var”) – kunne give indtryk af, at vi med 'Tak' har at gøre med regelret, ironisk postmodernisme, hvor alt holdes to skridt fra livet. Denne fornemmelse forstærkes af, at også kroppen og tingsverdenen, der ellers er massivt til stede, hele tiden står i fare for at opløses og skride i lagene: ”Og selv mandens sirlige snoskæg/er aftageligt/når man hellere vil se/på alt det der er indeni/ (…) /en hovedbanegård/af betydninger/og aftageligt pap”. Bevægelsen ind under lagene fortsætter altså tilsyneladende i det uendelige.

Imidlertid vil Hørslev videre end blot at gennemspille postmodernismens ulideligt lette repertoire for gud ved hvilken gang, og det kommer hun netop til ved, insisterende at fremvise og forholde sig til denne, igen og igen. Flere steder bringes en ligegyldighed i spil: ”Så forlader du mig snart/Jeg ved det/ - og vandet vil løbe mig/i øjnene og en tysker/vil præsentere sig som Hanz/en dag og jeg/selv vil præsentere mig som Easy Going, det er let nok/faktisk – ”, men den udfordres sekundet efter, modsiges på subtil, men sammenbidt vis, som i det vers, der følger efter ovennævnte: ”(der er alligevel ingen som kan se det)”. Letheden er et skin, der skal dække over det, der er for sårbart at vise andre. Spændingen mellem det skjulte og det synlige dukker op i mange af digtene, enten som erfaringen af en grundlæggende ensomhed, eller som løgne, bedrag, svigt og tab. Det tematiseres flere steder, hvordan ethvert møde uundgåeligt forudsætter en afsked, og denne sammenblanding af et forholds spæde begyndelse og grumme afslutning afspejles på det sproglige plan, hvor fortid, nutid og forventningerne til eller frygten for fremtidens tildragelser kan rummes inden for ganske få linier, som når et kys på jeg'ets pande kalder på overbevisningen om, hvordan hun vil få sit hjerte knust, hvilket igen følges af erindringen om, hvorledes du'et ”fik fjernet et stykke/af dit hjerte engang/og nu står det ved siden af sengen”. Gennem hele digtsamlingen glider sådanne konkrete og abstrakte betydningslag sammen i én stor, synæstetisk rutschebanetur, der når fra afdøde elskere i New York til det (knap så) idylliske liv på landet, hvor haner er til for at få halsen vredet om.

Skønt geografien, kroppen og erindringen kan glide ubesværet fra det inderligst smertefulde til blasert-frejdige konstateringer som ”Åh, selv HT-busserne bevæger sig/yndigt i dag”, er der ét element, jeg'et bestandigt konfronteres og kæmper med, og hvor associationernes yndefulde og morsomme dans må give plads for et indædt lidenskabeligt livtag. Det gælder sproget og brugen heraf som en udspændthed mellem det private, hvor det kan have sin helt egen drejning og fascinationskraft (”Da du fløjtede på dit særlige/kulørte sprog/så kom jeg/som en tatovering”) og det alment tilgængelige og derfor potentielt udvandede, der hele tiden vil ind og blande sig i den personlige udsigelse, der derved fjernes fra jeg'et selv og trues på sin autenticitet: ”Flyvende sommer. Det er det de/kalder det […] Det er det JEG kalder det”.

Sproget er naturligvis som alt andet i denne digtsamlings verden på samme tid det ene og det andet: offentligt tilgængeligt og dybt personligt. Sproget er det medium, der formidler løgnene, men samtidig postuleres det (som citat), at ”under alle lag af løgn findes også sprogets skelet”. Dobbeltheden føres således konsekvent igennem. Man kan godt være BÅDE ironisk OG mene det dybt alvorligt. Er nogen stadig i tvivl, så lad digtsamlingen selv føre bevis for påstanden.