Bar

Kristian Ditlev Jensen sætter ord på konsekvenserne af det livsvalg, hvor alkoholen vælges til og livet vælges fra. Romanen BAR har et strejf af hedonisme, men den hverken hylder eller mytologiserer alkoholmisbruget.
 

Livet er en bar
Eller er det ”bar” som i den drøm, hvor man har glemt at tage tøj på, så man vågner med et sæt, pinligt berørt over at have udstillet alt? Romanen BAR følger hovedpersonen Kristian Ditlev Jensens opvækst og voksenliv, hvor han både opdager, nyder og misbruger alkohol på en pinagtig måde, så alt andet træder i baggrunden og mister betydning. Privatøkonomi, karriere, kærlighedsforhold, venskaber. Og skrækken ved at vågne op efter drukturen og pludselig indse, hvad der skete, følger med. Fest og hedonistisk vildskab er også i fokus i fortællingen, og især den alkohol, som er helt integreret i dansk kultur.

Romanen tager udgangspunkt i forfatterens egne erfaringer med alkohol, og placerer sig altså i første omgang som en del af den stærke autofiktionstendens i samtidens litteratur. Men hen mod den sidste tredjedel af romanen vælger hovedpersonen at gå en anden vej i livet end forfatteren selv, og fortællingen bliver et kontrafaktisk eksperiment.

Hvad nu hvis valget havde været et andet? Livsvalget og valget af livets vej er det tema, hovedpersonens terapeuter bringer på banen, når det gælder hans relation til alkohol: ”Du bestemmer jo selv. Træf et valg! Det er faktisk et frit land, det her,” som psykologen Susan siger.
 

Sprog, sansninger og handlingens genstand
Jeg-fortællerens sprog er gennemgående neutralt og ofte påfaldende nøgternt, og sanselige, detaljerede beskrivelser handler ofte om alkoholen. Det neutrale sprog viser sanseglimt, men afkobler følelserne, fx i kapitlet Stempelkaffe, hvor fortælleren beskriver kæresten Louise:

”Hendes hår var kulsort, og hendes hud var helt bleg. Der var noget grafisk over det. Louise og jeg boede ikke sammen. Men vi var så meget hos hinanden, at vi nærmest boede sammen, bare to forskellige steder. Alligevel blev det for meget for mig, når hun begyndte at tale om et fælles navneskilt, og når hun begyndte at kigge saligt efter de spædbørn, som mødrene ude på studiet demonstrativt slæbte med, så de lå og skreg under forelæsningerne. ”

Der er ingen beskrivelse af forelskelse eller bare fysisk tiltrækning, kun løsrevne elementer af hendes udseende som ”kulsort hår” og ”bleg hud” – hendes krop er ikke genstand for fortællerens sansninger. Hendes følelser er reduceret til drømmen om fælles navneskilt og et saligt blik efter babyer, noget som jeg-fortælleren oplever som invasivt. Kapitlet slutter med, at kæresten har lagt en seddel med ét eneste ord: ”Røv”, efter at hun har slæbt ham og hans Giraføl-brandert hjem. Med dette ord forsvinder hun ud af fortællingen, men om hun slog op på den måde får læseren ikke at vide, og fortællerens oplevelse af at blive invaderet bliver heller aldrig beskrevet som hans egen.

I beskrivelsen af alkohol bliver fortællerens sprog lyrisk og drømmende. I kapitlet Chartreuse beskrives flaskerne som ”juveler”, ”designobjekter” og ”farverne var helt vilde”. Drukprocessen beskrives næsten som en forelskelse eller en ekstra-sanselig åbenbaring:

”Den grønne var en helt anden snak. Den havde noget næsten medicinsk over smagen. Jeg kom til at tænke på munke og herbarier og Rosens Navn af Umberto Eco. Hvis man blev sund af at drikke Chartreuse, så var jeg godt på vej. ”

Fortælleren forsvinder ind i sin egen verden, og selvironien tilhører ikke jeget i situationen. Det gør den intense skamfølelse til gengæld, da det senere går op for ham, at han er blevet interviewet plørefuld i radioen på den lokale kanal, som hele familien plejer at høre.

Sproget hos jeg-fortælleren kan altså siges at være sansninger frakoblet følelser, eller overvældende sansninger (med fokus på alkohol) uden selverkendelse i situationen.

Lige som Kristians vej i livet er retningsbestemt af alkohol, så er handlingen i hvert enkelt kapitel også sat i forhold til en udvalgt type af alkohol. Titlerne på de enkelte kapitler er ganske enkelt forskellige drikkevarer med alkohol: Blå Smirnoff, Guld Tuborg eller Chablis. Når det en sjælden gang ikke er alkohol, så er der stadig en tydelig relation mellem drikkevaren og hovedpersonens relation til alkohol, fx i kapitlet Nescafé, hvor handlingen er centreret om en terapisession med hans misbrug i fokus.

På sin vis er hvert kapitel bygget op som en novelle, hvor genren ofte defineres som en historie hvor en genstand eller en ting har en symbolsk betydning og samler hele handlingen. I BAR er dette taget helt bogstaveligt, og den betydningsbærende ting er simpelthen ”en genstand”, som handlingen udkrystalliseres omkring. Kristian drikker sig gennem livet.
 

Livets veje og valg
Det eksistentielle ansvar for eget liv står centralt som ramme for romanen, og vejen som symbol for livets valg indleder og rammesætter romanen i det indledende citat af Robert Frost:

”Two roads diverged in a wood, and I - I took the one less traveled by, And that has made all the difference.”

Kristians møde med en alkoholcoach lægger sig op ad samme symbolik: coachen konfronterer ham med de to veje, han kan vælge mellem: et liv uden alkohol,”som faktisk kan føre til et godt liv” og et liv med misbruget, ”… et helvede af desperation og mangel og sygdom og lidelse”.

Men på trods af en slem deroute får Kristian en smuk død, omgivet af omsorgsfulde sygeplejersker som passer godt på ham, og efter han har fået et bad med rosenduft. Ikke den død, man ellers ser for virkelighedens misbrugere, men nærmere en omsorgsfuld ønskedrøm, der afslutter romanen og altså livet for romanens Kristian. Selvom forfatteren lader sin hovedperson gå en anden vej i livet, end den han selv valgte, så viser han ham en fin omsorg til sidst – og romanens slutning bliver på den måde et symbol for den terapeutiske selvomsorg, og på samme tid et farvel til misbrugeren.
 

Romanen på det litterære verdenskort
Mange romaner fra modernismen og frem skildrer emnet alkoholmisbrug. Selma Lagerlöfs Gösta Berlings saga fra 1891 gør en gruppe fordrukne mænd både poetiske og nærmest mytologisk, Hemingways Og solen går sin gang fra 1926 skildrer en ung mand som foretrækker at drikke, fremfor at indse hvor ødelagt han er af krigen. Og selvfølgelig den nok mest åbenlyse i en dansk sammenhæng: Tom Kristensens Hærværk fra 1930, der på trods af sin realisme også er en ekspressionistisk, sanselig rejse ind i et menneskes forfald.

BAR har et strejf af hedonisme, men den hverken hylder eller mytologiserer misbruget. Den trækker især på tendensen litterær autofiktion, en tendens som i Danmark fx ses i Leonora Christine Skovs, Den der lever stille, eller Yahya Hassans lyrik. Internationalt er der fx også romanen Alt må vige for natten af franske Delphine de Vigan (2011). Men BAR er ikke kun autofiktion: ved at skabe en fiktiv vej for den hovedperson, som også er selvbiografisk, eksperimenterer den med genren og skaber en alternativ virkelighed. Den holder et spejl op for virkeligheden og fortæller en alternativ slutning, sådan som det også kunne være gået.

I autofiktionen er det ofte et spørgsmål om at konfrontere skamfulde, pinagtige begivenheder. Det er vidnesbyrd og stemmer som insisterer på at blive hørt, og ikke blive glattet ud eller pakket væk, stemmer som sætter ord på smertefulde erfaringer, som ellers har svært ved at finde deres plads i fællesskabet.

På den måde er romanen BAR en stemme, som sætter ord på konsekvenserne af det livsvalg, hvor alkoholen vælges til og livet vælges fra.