Dorrit Willumsen

Gennem mere end 30 værker skildrer Dorrit Willumsen, i en modernistisk skrivestil, især den kvindelige erfaring og skæbne, ofte med et islæt af grotesk og punkterende humor. 

Willumsens (1940) forfatterskab centrerer sig om det kærlighedsløse liv: om personer, der ikke er elskede, ikke kan eller vil elske. Dette, og Willumsens stilistiske sikkerhed eksemplificeres også i romanen Tjeneren og hans søster (2022). Her portrætteres et aldrende søskendepars relation gennem drømme, længsler og hemmeligheder. Søster, der altid har stået i skyggen af sin udadvendte bror Alf, må som pensionist nu flytte ind og passe ham under et sygdomsforløb. Efter Alfs død finder Søster hans kladdehæfte med ungdommens noter i. Snart får hun derfor et indblik i Alfs største kærlighed udfoldet i en broddet kærlighedshistorie. 

I 1965 debuterede Dorrit Willumsen med novellesamlingen 'Knagen'. Den står som et toneangivende værk i forfatterskabet, der med historier om kærlighed mellem mand og kvinde, der fremmedgøres og skaber et kærlighedsløst og mandsdomineret forhold, udforsker kvindens rolle i det moderne samfund. 'Knagen' og Willumsens yderligere værker fremstiller en skildring af middelklassekvindens daglige kamp for at holde sig interessant som seksuelt menneske. Den blev et springbræt til over 30 værker, som har inkasseret utallige litteraturpriser, blandt andet den anerkendte Nordisk Råds Litteraturpris i 1997.

Den første del af Dorrit Willumsens store forfatterskab kan betegnes som modernistisk og eksperimenterende i formen med titlerne 'Stranden' (1968), 'Modellen Coppelia' (1973), 'Neonhaven' (1976) og 'Manden som påskud' (1980). Indholdsmæssigt behandler de temaer som menneskets fremmedgørelse og kærlighedsløsheden. Personerne er næsten altid sarte og usikre voksne og børn. Da hun i 1981 modtog Det danske Akademis store pris (som den første kvinde), fik hun den for sin evne til at skildre ulykkelige, rørende og desperate eksistenser.

Den næste del af forfatterskabet er af en helt anden karakter. Her er det det historiske og biografiske stof, der er udgangspunkt for de realistiske romaner Marie (1983), et portræt af Madame Tussaud, 'Suk hjerte' (1986), en delvis biografisk roman, 'Klædt i purpur' (1990) om luksusluderen Theodora fra Byzans og ikke mindst Bang (1996), romanen om forfatteren Herman Bang, der er Dorrit Willumsens store forbillede, og som hun føler sig stærkt beslægtet med. For 'Bang' modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris i 1997.

I det nye årtusind følger Willumsen tematikkerne om nutidskvindens stræben efter lykke og drømme om et andet liv i takt med samfundets udvikling, som i novellesamlingen ’Den dag jeg blev Honey Hotwing’ (2005) og romanerne Nær og fjern (2015) og Løg trækker tårer (2019). Her balancerer hun igen mellem det nøgterne, groteske og humoristiske. Hvor det tidlige og den historiske del af forfatterskabet havde fokus på kvindens længsel i et mandsdomineret samfund, bredes denne længsel ud i de nyere værker. Her er længsel er et grundvilkår for begge køn, og hvor begge er ofre i kærlighedsrelationerne. Derudover er Dorrit Willumsens erindringer udkommet i to bind med titlerne Det søde med det sure (2009) og Pligten til lykke (2011).
 

Dorrit Willumsen fortæller om sin opvækst
Jeg blev født i 1940 og boede de første tolv år sammen med mine bedsteforældre, min mor og lillesøster i en lille lejlighed på Nørrebro. Krigen oplevede jeg som sirener, en vild angst for flyvemaskiner, at vi alle sammen sad i nattøj i beskyttelsesrummet og, at de voksne talte om alt det, man ikke kunne få: Rigtig kaffe, 80 % sæbe, chokolade og hårsløjfer af silke. Det var som om, alt det virkelig fine var sunket i jorden ved min fødsel. Ellers var der meget trygt i Prins Jørgens Gade 12. Min morfar ejede ejendommen, og især "huslejedagene" var noget særligt. Hele dagen gik døren, alle beboerne kom og betalte kontant i tikronesedler. Jeg sad ganske stille på gulvet eller flyttede lidt om på møblerne i mit dukkehus, mens jeg forelskede mig i en stemme, en håndbevægelse, en guldplombe eller en rødlakeret negl, der stak ud af en sutsko. Siden har jeg følt næsten samme lykke, når jeg stod alene i en stor by, skinnende af lysreklamer, fuld af liv, profiler, bevægelser og stemmer. Somme tider har jeg været bange for at fare vild på grund af min elendige stedsans og flov over mine ringe sprogkundskaber. Men det er ofte i sådan et vibrerende, nervøst og euforisk øjeblik, at en novelle eller roman er begyndt for mig.

Foto: Morten Holtum, 2008