Bog

Kunsten at græde i kor

Af (
2002
)

Anmeldelse

Kunsten at græde i kor af Erling Jepsen

I den indremissionske, sønderjyske familie har de en usædvanlig form for lørdagshygge.

De synger slagere, tyske som danske, og de slutter af med sange, der er så sentimentale, at de alle græder. De kaster sig grædende om halsen på hinanden, og de har det dejligt!

Vi befinder os i 60'erne. Familiens yngste, en dreng på 11 år, er bogens fortæller. Han beretter om faderen, der er en fremragende taler, især ved begravelser. Ved sine ords magt kan han få selv granvoksne mænd til at bryde sammen over kisten.

Drengen er med til at forstærke virkningen; han kan et trick med at hælde hovedet til siden og lade være med at blinke rigtig længe, så en tåre triller ud ad øjenkrogen.
Faderen har et ismejeri, der ikke går for godt. Når han har været rigtig god ved en begravelse, stiger mængden af kunder for en tid, og derfor spekulerer drengen på, hvordan han kan skaffe nogle flere begravelser. Han diskuterer sin dødsliste med storesøsteren Sanne.

Sanne sover af og til på sofaen i stuen med faderen. Drengen aner ikke, hvad der foregår, han opfordrer bare Sanne til at lægge sig med faderen, når denne er sur, for drengen vil gøre alt for at formilde faderen. Han har nemlig "psykiske nerver" og truer med selvmord. Sanne bliver sær og sendes til lægen, der fylder hende med medicin, og det bliver så galt fat med hende, at hun indlægges på sindssygeanstalten Augustenborg.

Moderen er en afmægtig skikkelse, der vender ryggen til begivenhederne. Tilbage står drengen, som føler sig som den, der bør få orden på tingene i familien.

Bogens genistreg er, at den er fortalt af drengen. I bund og grund er det en sørgelig og grotesk historie om en småborgerlig provinsfamilie, det kører helt skævt for, men den er fortalt med rendyrket galgenhumor. Man morer sig så meget over drengens spøjse logik, hans naivitet og hans ofte fejlagtige opfattelse af begivenhederne, at det næsten overskygger det faktum, at det er en forfærdelig barndom, han gennemlever.

Det er eminent godt gjort. Meget af stoffet er selvoplevet, men Erling Jepsen holder det ud i strakt arm og fortæller historien med lune og helt uden bitterhed eller had. Kunne du lide "Angelas aske", vil du også synes om denne. De bruger den samme afvæbnende humor til at skildre en ussel barndom.

Analyse

Jepsen, Erling - Kunsten at græde i kor

01.dec.06

Ønsket om andres død, faderens ”psykiske nerver” og søsterens nætter med faderen på sofaen en naturlig del af den 11-årige fortællers hverdag i Kunsten at græde i kor.

Barndommens land er for mange fyldt med søde minder om en lykkelig og ubekymret tid, hvor lørdag aften i familiens trygge skød var ugens absolutte højdepunkt. I Erling Jepsens roman Kunsten at græde i kor fra 2002 bliver læseren taget med til et barndomsland i 1960'ernes sønderjyske provins, hvor fjernsynet lige har holdt sit indtog, og hvor tiden går med at synge sørgelige slagere. Umiddelbart lyder det som ren idyl, men det der foregår i dette barndomsunivers er dog langt fra uskyldigt.

I Kunsten at græde i kor udgør ønsket om andres død, faderens ”psykiske nerver” og søsterens nætter med faderen på sofaen en naturlig del af den 11-årige fortællers hverdag. Disse ting beskrives derfor med en lige så stor selvfølgelighed og naturlighed som alle hverdagens øvrige hændelser. Med en blanding af naturlig, barnlig naivitet og snusfornuft beretter den 11-årige fortæller således om sit liv, der med en voksen læsers briller antager et grotesk og sørgeligt skær. Naiviteten bidrager dog samtidig med en syrlig humor, der holder det sørgelige på en vis afstand, således at man sidder tilbage med en svær udefinerlig fornemmelse af ikke at vide, om man skal grine eller græde.

Fortællingens univers er barnets nære omgivelser, hvor den 11-årige dreng ser det som sin fornemmeste opgave at holde styr på gemakkerne og sørge for, at alle er glade og tilfredse – særligt faderen, som med sin svage sjæl holder resten af familien i et nervepirrende og jernfast greb. Faderen kæmper indædt mod de nye, moderne tider, der gør det svært at holde liv den butik, han ejer. For at holde skindet på næsen udnytter han dog sine talegaver til at holde sørgelige begravelsestaler ved enhver given lejlighed, og den 11-årige søn bistår ham ved seancerne ved at lade sine store blanke øjne flyde over med bedrøvelige tårer. Deres talent er så stort, at de kan få enhver granvoksen mand til at bryde sammen i gråd, og begejstringen for dem får omsætningen i butikken til at stige i de efterfølgende dage. Den enes død er som bekendt den andens brød! Barnets stolthed over at kunne hjælpe faderen og tilsidesættelse af egne behov for at formildne faderens humørmæssige luner giver læseren et indblik i en sørgelig og forskruet barndom, hvor almindelig logik og normalitet er fordrejet på en underlig og trist facon.

Man kan undre sig over, hvor moderen er i det spil, som hendes mand har drevet den lille familie ud i. Men hun forholder sig mere eller mindre passiv og afmægtig til begivenhederne og i stedet for at gribe ind og give børnene den beskyttelse, de trænger til, vender hun ryggen til. Den 11-årige fortæller finder dog tryghed på sin helt egen (triste) facon. Han klamrer sig med bønner om bedre tider til den selvopfundne skytsengel Hr. Tarriel, der i barnets forestilling er en blanding mellem Tarzan og ærkeneglen Gabriel. På trods af den vrangvendte hverdag opfatter det naive barn dog ikke sin barndom som noget anderledes end andres, idet han betragter sin families adfærd som værende normal – og hvordan kan han vide andet. Men mod historiens slutning begynder det dog langsomt at dæmre for ham, at hans verden måske ikke er helt som den burde være, og at han uanset hensigten og indsatsen for at faderen skal være glad, ikke altid selv har indflydelse på, hvordan verden ter sig. Derfor bliver det også en historie, hvor modernitetens forandringer af det sønderjyske provinssamfund bliver en indirekte parallel til fortællerens tab af barnlig uskyld. Alle barndommens groteske indbildninger og ihærdige forsøg på at gøre faderen glad og stabil – for enhver pris - afslører sig efterhånden for fortælleren som det, de er: En syg mands spil med sine omgivelser.

Erling Jepsen har skabt et rørende og smertefuldt opgør med sin barndoms provins og familiemæssige spøgelser. Barnets sørgelige og groteske tilværelse rammer læseren med en intens smerte og afmagtsfølelse over de vilkår, som den 11-årige fortæller er tvunget til at vokse op under. Samtidig anvender han et raffineret fortællergreb, der i kraft af den barnlige vinkel bidrager med en bittersød galgenhumor, der gør det svært ikke at grine, der hvor det er allermest upassende.

Cand. mag. Tina Brødsgaard Andersen, december 2006

 

Litteratur om bogen

Artikler i tidsskrifter

20.5
Fønix
(heri  2002, nr. 4, s. 189-198: Søren E. Jensen: Ålborg og Gram som magisk litteratur).
Stil og sprog i Jakob Ejersbos Nordkraft, Benn Q. Holms Album og Erling Jepsens Kunsten at græde i kor.

77.6
Filmmagasinet Ekko
(heri 2007, nr. 37, s. 42-46: Christian Monggaard: Det oversamarbejdende barn)
I anledning af filmatiseringen af forfatterens selvbiografiske roman

80
Nordica
(heri 2011, nr. 28, s. 51-76: Knud Bjarne Gjesing: "Når sorgen ruller": Om Erling Jepsens Kunsten at græde i kor.)  

Artikler i aviser

Berlingske Tidende
(heri 23/12 2002: Per Theil: Skriften på væggen).
Interview.

Information
(heri 22/6 2005: Marie Louise Kjølbye: Hemmeligheder : hemmeligheder er sønderjysk tortur).
Om Erling Jepsens afdækning af familiehemmeligheder.

Jyllands-Posten
(heri 31/7-2006: Jesper Stein Larsen: Kunsten at filme en bog)
interview med Erling Jepsen og Peter Schønau Fog i forbindelse med filmatiseringen af Kunsten at græde i kor.

Jyllands-Posten
(heri 22/4 2007: Annelise Bistrup: Barndommen der blev kastet op)

Kristeligt Dagblad
(heri 25/10 2004: Dorte Kvist: Kunsten at vise tillid).
Interview  om at skrive ud fra barndomserindringer, præget af skam og social udstødelse.

Politiken
(heri 3/10 2002: Carsten Andersen: Drengen der elskede begravelser).
Interview i anledning af udgivelsen af Kunsten at græde i kor.

Weekendavisen
(heri 11/10 2002: Henning Thøgersen: Forkrøblet kærlighed).
Interview i anledning af udgivelsen af Kunsten at græde i kor.

Anmeldelser i tidsskrifter

37.36305
Folkeskolen. - udgivet af Danmarks Lærerforening.
(heri 2003, nr. 29/30/31/32, s. 37: Ingrid Skovgaard Andersen: Kunsten at græde i kor).

81.17 
Graf : blad om bøger.
(heri 2002, nr. 4, s. 31: Morten E. Nørskov: Kunsten at græde i kor).

81.17 
Standart : anmeldelser af ny litteratur.
(heri 2002, nr. 4, s. 11-12: Rasmus Øhlenschlæger Madsen: Lad sorgen rulle).

Anmeldelser i aviser

25/9 2002 Per Theil i Berlingske Tidende
24/9 2002 Erik Skyum-Nielsen i Information
24/9 2002 Henriette Bacher Lind i Jyllands-Posten
24/9 2002 Kasper Lezuik Hansen i Kristeligt Dagblad
24/9 2002 Lise Garsdal i Politiken
18/10 2003 Susanne Bjertrup i Politiken
27/9 2002 Anne Knudsen i Weekendavisen

Links

Tale ved overrækkelsen af Holberg Medaljen til Erling Jepsen 2004.
Tale ved Vagn Lundbye, som bl.a. kommer ind på drengens komediespil i Kunsten at græde i kor.  

 

Generelt om forfatteren

Afsnit i bøger

77.096
Hvem der? : scener fra 90erne / Per Theil og Lise Garsdal. - Høst, 2000.
(heri s. 82-84: om Erling Jepsens dramaer).

81.69
Kirsten Verner: Samtidens vidner : den nye dramatiske bølge. - Drama, 2002.
En gennemgang af de centrale dramatiske forfatterskaber i slutningen af 90'erne.
(heri s. 58-67: om Erling Jepsens dramatiske forfatterskab).

99.381
Dansk forfatterleksikon / redigeret af John Chr. Jørgensen under medvirken af Thomas Bredsdorff. – Rosinante, 2001. – 2 bind.
(i Biografier, s. 222-223: Per Theil: Erling Jepsen).

99.4
Alting begynder i Gram / Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz - Borgen, 2008

Artikler i tidsskrifter

20.5
Fønix
(heri: 2002, nr. 4, s. 189-198: Søren E. Jensen: Ålborg og Gram som magisk litteratur).
Stil og sprog i Jakob Ejersbos Nordkraft, Benn Q. Holms Album og Erling Jepsens Kunsten at græde i kor.

81.17
Graf: Blad om bøger
(heri 2004, nr. 3, s. 5-7: Morten E Nørskov: Portræt af Erling Jepsen: Begravelsestaler er merkantile rejser i undermålernes land)  

Artikler i aviser

Berlingske Tidende
(heri 24/8 2004: Mads Kastrup: Fra et land med undertekster).
Interview i anledning af udgivelsen af romanen Frygtelig lykkelig. Om barndom og opvækst.

Information
(heri 27/1 2005: Marie-Louise Kjølbye: Fra udkanten).
Interview.

Information
(heri 22/6 2005: Marie-Louise Kjølbye: Hemmeligheder er sønderjysk tortur).
Om Erling Jepsens afdækning af familiehemmeligheder.

Information
(heri 15/11 2007: Trisse Gejl: At svæve som en sommerfugl og stikke som en bi)
Forfatteren og dramatikeren Erling Jepsen om mænd, mandefællesskaber og manderollen


Jyllands-posten
(27/8 2004: Marianne Juhl: Det er sådan, de skal ha' det).
Interview i anledning af udgivelse af romanen Frygtelig lykkelig.

Jyllands-posten
(heri 15/1 2005: Bodil Krogh: Integration : men det endte lykkeligt).
Interview.

Kristeligt Dagblad
(heri 8/4 2000: Rikke Rottensten: Hverdagens dramatiker).
Interview i anledning af nomineringen til Årets Reumert som Bedste dramatiker.

Kristeligt Dagblad
(25/10 2004: Dorte Kvist: Kunsten at vise tillid).
Interview.

Kristelig Dagblad
(4/5 2011: Dorte Wasuus: Så længe der er vrede, er der håb)


Links

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportrætter. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.

Tale ved overrækkelsen af Holberg Medaljen til Erling Jepsen 2004.
Tale ved Vagn Lundbye.


Bibliotekar Hanne Thusgaard Madsen, Vejle Bibliotek

Bogdetaljer

Forlag
Borgen
Faustnummer
24260844
ISBN
9788721020095
Antal sider
213

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer