Bog

De dør begge til sidst

Af (
2017
)

Anmeldelse

De dør begge til sidst af Adam Silveras

16 nov.17

Carpe diem. Det er ikke uden grund, Adam Silvera er en af tidens mest populære YA-forfattere.

’En dag tilbage. Lev mens du gør det, elsk mens du tør det’. Nik & Jay er oldgamle sammenlignet med Rufus & Mateo, hovedpersonerne i Adam Silveras nyeste Young Adult-roman. Er man ældre end 25, er det dog umuligt at læse historien uden at nynne disse linjer et par gange undervejs.

Klokken er 00.22, da Mateo bliver ringet op af Dødsrådet, som informerer ham om, at han skal dø i dag. Det vil sige lige et kort øjeblik er der lidt tvivl, for de kommer til at kalde ham ved et forkert navn, men nej, den er god nok, Mateo skal dø indenfor de næste 24 timer. Hvordan vides ikke, men det er i hvert fald sikkert; 1 dag tilbage som Nedtæller!

Mateo er en introvert fyr, som på trods af mange drømme og ønsker aldrig rigtig er kommet ud af sin skal; han er mest alene med sine egne tanker, men har dog én kær veninde og hendes datter, som han ind imellem ser, og en far, der ligger i koma. Mateo har fulgt andre Nedtællere dokumentere deres sidste timer på forskellige blogs, og når man definitivt ved at det er ens Sidste Dag, kunne det være rart at dele den med nogen. -There´s an app for that!

Rufus ville egentlig gerne holde en ordentlig begravelse/afsked med sine venner, men nogen har ringet efter politiet. I stedet for at bruge sine sidste timer på stationen leder også Rufus efter en at dele sin sidste dag med, og på appen Sidste Ven finder han og Mateo hinanden. Men kan man nå at udleve et helt livs drømme på 24 timer?

Vi følger skiftevis Mateo, Rufus og andre mennesker i deres liv gennem romanens korte kapitler, som markeres med tidspunkt og dermed tæller ned til enden. Romanen er på den måde en hektisk tour de force, men samtidig er der tid til at dykke ned i tankerne om livet, døden, venskab og kærlighed, for både Mateo og Rufus er på hver deres måde afklarede med, at de skal dø, men der er ting, der skal opleves og afsluttes og sandheder, der skal frem i lyset. Og når man kun har 24 timer, må man springe en masse faser over; man må i bogstaveligste forstand springe ud i det!

Adam Silvera har skrevet en både spændende, sørgelig og opløftende roman. Da præmissen er, at man ved at hovedpersonerne dør, kan man lægge tristheden fra sig og i stedet heppe og glædes over de store øjeblikke, der kan opleves i løbet af kun 24 timer.

Forfatteren skriver så alle, Young Adults eller ej, føler med hovedpersonerne, og det, der kunne være banalt, løftes højere op. ‘De dør begge til sidst’ er en kærlig opfordring til at springe ud i livet, have tillid til sine medmennesker og få det allerbedste ud af det - inden det pludselig er for sent.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Betty Frank Simonsen
Faustnummer
5 365 380 4
ISBN
9788702228205
Antal sider
300

Tema

Tema

Romance

Det er på tide at tage romancelitteraturen seriøst. Dens evne til at udbrede læseglæde er ikke til at tage fejl af.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer