Bog

Apropos Opa

Af (
2009
)

Anmeldelse

Apropos Opa af Julia Butschkow

En smuk og smertefuld roman om den skyld, som går i arv til børn og børnebørn, og som er svær at slippe af med.

”Opa er død. Min far ringer på min mobil. Det var det, siger han”

Det er det eneste, der står på første side i Julia Butschkows selvbiografiske roman om hendes slægt i tre generationer.

Knud Romer har gjort det, og nu også Julia Butschkow – skrevet om den skyld og skam, der kan ramme børn eller børnebørn, og som stammer fra tidligere generationers handlinger.
Den Opa, som titlen hentyder til, er fortællerens farfar. Han var overbevist nazist og  Obersturmbannführer i Hitlers Tyskland og medvirkende til udryddelsen af polske jøder.

I virkeligheden er det tre generations historie, som fortælles. Om Bedstefaderen, som slap for straf efter 2. verdenskrig. Han udviklede sig til en bitter mand, som tyranniserede sin familie, og som alle var bange for. Om Faderen, som valgte at tage afstand fra sin tyske familie og alt hvad, der var tysk og autoritært. Han flyttede til Danmark og blev sammen med fortællerens mor en del af kollektivbevægelsen i 1970’erne. Om datteren, jeg-fortælleren, som lider af angst og depression, og som hele sin barndom har forsøgt at passe på sin far, selv om hun har oplevet mange svigt fra ham.

Bedstefaderens sygdom og død får de hemmeligheder frem, som der ikke er blevet talt om i familien. Fortælleren har droppet sine universitetsstudier, og arbejder nu hos en urmager på Hovedbanegården. En dag træder hendes tyske fætter ind i forretningen, og fra ham får hun mange ting at vide, som hendes far ikke har villet fortælle hende, og langsom bliver bedstefaderens historie stykket sammen, og ganske langsomt sker der også en forsoning mellem far og datter.

Julia Butschkows komposition er meget stram, kort og præcis, næsten helt minimalistisk. Med ganske få ord kan hun beskrive en stemning og en følelse, og romanen er på én gang meget trist og tragisk, men så også let og munter med mange fine små detaljer. En fin læseoplevelse

Analyse

Butschkow, Julia - Apropos Opa

Med sproglig præcision, afdæmpet ironi og ømhed skildrer Julia Butschkow i Apropos Opa en ung kvindes undersøgelse af sammenhængen mellem sin egen historie og sin farfars fortid som nazist.

Julia Butschkow (f. 1978) debuterede i 1997 med digtsamlingen Lykkekompleks og udgav i 1999 kortprosasamlingen Så simpelt. I 2004 udkom romanen Lunatia, der er skrevet som én lang sætning. Romanen beskriver en ung kvindes åndeløse monolog under en hospitalsindlæggelse efter et selvmordsforsøg. Den formeksperimenterende undersøgelse af mennesker i krise er gennemgående for forfatterskabet. Apropos Opa er et markant stilskifte fra den hvirvlende, labyrintiske tankestrøm i Lunatia til en ordknap fortællestil med korte sætninger og halvtomme sider. Med Apropos Opa nærmer Butschow sig nu i en langt mere tilgængelig form den klassiske romangenre.

Apropos Opa er en fortælling om en ung kvindes opsporing af sin familiehistorie. Hun arbejder i en urmagerforretning på Københavns Hovedbanegård, hvor hun får dagene til at gå, indtil hun en dag uventet får besøg af sin fætter, som hun ikke har set i 20 år. Han iscenesætter sig som sultekunstner og afslører, at deres fælles Opa var topnazist, mere præcist Obersturmbannführer i Polen og leder af et tysk kontor i landsbyen Leczyca, hvor der under krigen blev oprettet en jødisk ghetto, og hvorfra der blev deporteret flere tusinde jøder til Chelmno-lejren.

I en episodisk og anekdotisk fortællestil undersøges sammenhængen mellem tre slægtleds historier, fra farfarens nazistiske fortid, over faren, der har levet en hippietilværelse, til fortælleren, der lever et monotomt og fastlåst liv på lykkepiller. Der antydes sammenhænge mellem Opas oplevelser under krigen og hans senere rolle som familiedespot, mellem farens flugt fra den tyranniske Opa og hans udsvævende liv som blomsterbarn med et hav af elskerinder, og mellem fortællerens opvækst med skilte og udsvævende forældre og hendes fastlåste livssituation. Alligevel er der en ægte medfølelse og indlevelse i de sørgmuntre portrætter, der gør, at fortællerens historie undgår at blive en offerhistorie. Fortællingen undgår både det sentimentale og det vredladne, når tyrannen Opa menneskeliggøres af fortælleren, som forestiller sig, at han for første og eneste gang oplever medfølelsen som et smertende sår under krigens sidste dage.

I Apropos Opa får tomrummet lov til at fylde. På romanens første side står kun tre sætninger:

”Opa er død.
Min far ringer på min mobil.
- Det var det, siger han.”

Den lakoniske indledning er et godt eksempel på fortællerens afdæmpede ironi, det mundrette og ordknappe sprog, den korte, brudte fortællestil og fraværet af fortolkende refleksioner og kommentarer til historien. Den afmagrede fortællestil giver Apropos Opa stilmæssige ligheder med minimalismen. Men fortællerens undersøgelse af den fortrængte familiehistorie ligger fjernt fra minimalismens fokus på hverdagsbegivenheder og på det trivielle. I stedet bliver tomrummet betydningsskabende under fortællerens afdækning af sin familiehistorie, hvor centrale dele af historien er blevet fortiet.

Apropos Opa befinder sig i grænselandet mellem fiktion og selvbiografi. Da Opa i krigens sidste dage undslipper en russisk henrettelsespeloton, råber en af soldaterne hans navn, - Butschkow! Det er det eneste sted i romanen, hvor der findes en tydelig kobling mellem romanens forfatter og dens fortæller. Det er tilstrækkeligt til at angive, at der er tale om en roman bygget på (selv)biografisk materiale, en genre som også Kim Leine og Kristian Ditlev Jensen anvender. I interviews har Julia Butschkow forklaret, at hendes farfar var topnazist, men at hendes egen far – modsat fortællerens far i Apropos Opa – ikke fortrængte denne fortid. Der er derfor tale om en autofiktion, hvor forfatteren tilsyneladende er identisk med jegfortælleren, men hvor forfatteren også sammenblander det biografiske og fiktionen.

Romanen opnår sin særlige effekt, fordi fortællerens bearbejdning af sit private traume afspejler den kollektive traumebearbejdelse af 2. verdenskrigs begivenheder. En sådan autofiktiv bearbejdning af det 20. århundredes historiske traumer finder man også hos forfattere som Knud Romer i Den som blinker er bange for døden (2007) og hos Pablo Llambías i Et ukendt barn (2005). I Europæisk kontekst finder man samme træk hos Javier Cercas, som med Salamis soldater (2001) og Lysets hastighed (2005) undersøger henholdsvis Den spanske borgerkrig og Vietnamkrigen.

Cand.mag. Mette Henriksen

LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser  

Information
(heri 24/2 2009: Karen Syberg: Kulturens groteske last).
Interview med Julia Butschow i anledning af Apropos Opa

Information
(heri 5/3 2009: Tue Andersen Nexø: Debat: Spørgsmål: Autentisk havregrød: lavet på Opa).
Debat om Julia Butschkows Apropos Opa.

Jyllands-Posten
(heri 6/6 2009: Jesper Stein Larsen: Da farfar var nazist).
Interview med Julia Butschkow i anledning af Apropos Opa.

Anmeldelser i tidsskrifter

05.16
Arbejderen: Danmarks røde dagblad
(heri 2/4 2009: Jens Fransen: Når bedstefar fortier fortiden).
Om Julia Butschkows roman Apropos Opa.

Anmeldelser i aviser
Anmeldelser på nettet



GENERELT OM FORFATTEREN

Links

Forfatterweb - et tilbud fra bibliotek og skole
Portræt af Julia Butschkow

Julia Butschkows hjemmeside

Wikipedia: den frie encyklopædi
Artikel om Julia Butschkow




Bibliotekar Anne Birgitte Hundahl, Vejle Bibliotekerne  

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante & Co
Faustnummer
27620698
ISBN
9788763810494
Antal sider
202

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer