Bog

Christas to forlovelser

Af (
2016
)

Anmeldelse

Christas to forlovelser af Karsten Lund

Velskrevet roman om en af de danskere, der måtte deltage på tysk side i Første Verdenskrig og om konsekvenserne for dem, der blev hjemme.

Karsten Lund har en lang række romaner bag, og mange af dem tager udgangspunkt i historiske begivenheder. Her drejer det sig om de sønderjyder, som måtte deltage i 1. Verdenskrig på tysk side.

Vi er i 1916. Hjemme på gården i Sommersted går Christa og venter på nyt fra sin forlovede Nis, som er tysk soldat i ved fronten i Flandern. Selv om fremtiden synes lys for dem, og de skal giftes når krigen er overstået, er Christa alligevel kommet i tvivl om, det er det rette. Hun synes Nis har ændret sig, når han har været hjemme på orlov, og Christa har givet udtryk for sine betænkeligheder i et brev til Nis, som hun har bedt veninden Inga om at poste.

En dag kommer der brev om, at Nis er blevet såret og har fået bevilliget sygeorlov. Men han kommer ikke, og ingen ved, hvad der er blevet af ham, alle sporene løber ud i sandet.

Tiden går og der er stadig intet nyt om Nis, men i stedet dukker tyskeren Dieter op. Han fortæller, at han og Nis var kammerater, og at Dieter var sammen med ham, den dag Nis faldt på slagmarken. Som bevis på at han har kendt Nis, har han Christas sidste brev  til Nis med.

Men er det rigtigt? Døde Nis virkelig på slagmarken og hvordan er det lykkedes Dieter af flygte fra krigen. Han selv fortæller, at han tog Nis’ identitet, da Nis blev ramt, men kan man stole på ham?

Christa og Dieter bliver gift, og det går godt for dem. Dieter bliver en stor forretningsmand, de flytter ind i en stor villa, men hele tiden lurer usikkerheden. Hvad skete der i virkeligheden, og hvad stod der egentlig i Christas sidste brev til Nis. På et tidspunkt, hvor Christa er blevet er blevet træt af alle hemmelighederne og fortielserne, spørger hun ”Er dette her noget, der skal spøge videre i næste generation? Og næste igen? En evig forbandelse?”

Karsten Lunds bog er spændende, velfortalt og med en overraskelse til sidst, som får det hele til at hænge godt sammen. Fortællestemmen skifter mellem flere af hovedpersonerne, og det virker godt, for det føjer ekstra dimensioner til historien.

Historien er et godt eksempel på, hvordan store historiske begivenheder spiller ind på almindelige menneskers liv, og hvordan krig sætter alting på spidsen.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52632927
ISBN
9788702217896
Antal sider
380

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer