Bog

Hestenes øjne

Af (
2008
)

Anmeldelse

Hestenes øjne af Hans Otto Jørgensen

Denne lille udviklingsroman trakterer med detaljemættede og sanselige barndomserindringer fra det nordjyske, der giver et sug af genkendelse - når man selv er bondefødt og kvajet opdraget.

Hans Otto Jørgensen er en yderst produktiv og anmelderrost forfatter – senest har han fået Kritikerprisen i 2007. I de tre romaner, der netop er blevet genudgivet som "Ida og Axel-trilogien", viser han derudover potentiale til at få sit folkelige gennembrud. Lidt på linje med Smærup Sørensens "Mærkedage", som bøgerne minder om i miljø og tematik. Et lignende udgangspunkt ses her i "Hestenes øjne", der rent geografisk også foregår ved Limfjorden. Denne bog er dog mere fokuseret og uden tvivl selvbiografisk.

Vi følger drengen Hans Otto fra han kun registrerer - ofte med et sprogligt amokløb, en ophobning af adjektiver, en poetisk skildring af den blotte væren og det simple liv - og til han træder i karakter og dannes som person. Han vokser op på landet i en indremissionsk familie, hvor især bedstefaderen og en elsket faster spiller en stor rolle for ham. Efterhånden som han vokser til, oplever han en stigende isolation fra de "ikke-frelste" kammerater, han trættes ved det ørkesløse arbejde og de trivielle pligter. Han har ikke selv set lyset og skammer sig over sit urene hjerte. Tidligt oplever han døden som en realitet, og denne tvivl på det evige liv skiller ham ud fra omgivelserne.

Efterhånden oplever han en fremmedgørelse i forhold til dine forældre – og især sin far. Køerne får al den kærlighed og omsorg, som han selv har savnet. Hans Otto kommer på katedralskolen og vokser ud af og væk fra barndommens land: "At der ikke bare er et a, men også et jeg. Jeg bliver en fremmed, idet det fremmede overtager mig, så jeg fra nu af må se alting fra det fremmede sted." 

Titlen henviser til hans tilbagevendende mareridt, som hjemsøger ham også som voksen. Ballasten fra barndommen bæres med videre i livet. I denne bog aflægger han smerteligt vidnesbyrd om splittelse, fortrængninger og traumer - men fornemt balanceret, så det bliver alment i stedet for privat. Hans Ottos familiealbum giver samtidig et danmarksbillede, der henvender sig til en bred gruppe af læsere.

Gyldendal, 2008. 189 sider.

Analyse

Jørgensen, Hans Otto - Hestenes øjne

Hans Otto Jørgensen beskriver i Hestenes øjne sin opvækst på landet i 1950-60’erne. Det bliver en fortælling om tab, om død og om at blive sig selv – på godt og ondt.

Skrevet af Rune Staun Søndergaard, gymnasielærer og cand. mag., april 2014

Hans Otto Jørgensens roman Hestenes øjne fra 2008 tilhører den voksende mængde af bøger, der befinder sig i grænsefeltet mellem biografi og fiktion, den såkaldte autofiktion. Imidlertid er det uproduktivt for den enkelte læser at spørge, hvilke dele af romanen der er sand, og hvilke der er fiktion. Romanen er nemlig ingen nøgleroman, der beskriver kendte mennesker og historisk betydningsfulde begivenheder i fiktionaliseret form; tværtimod er romanen et kunstprodukt, der udsiger en almengyldig sandhed om barndommen og barndommens betydning for resten af livet. Godt nok tager romanen afsæt i en specifik barndom, forfatterens opvækst på landet nær Limfjorden i 1950-60’erne, men netop i kraft af dens kunstneriske form, dens struktur og dens eksistentielle indsigter bliver den relevant for os alle, også som andet end en selvudlevering. Romanens enkle pointe er, at barndommen påvirker os resten af livet, at vi simpelthen formes af visse ydre omstændigheder, der ”danner personen”. Det er romanens illustration af denne pointe, der gør den almen og vedkommende, idet den uvilkårligt sætter tanker i gang hos læseren om dennes egen opvækst.

Et tematisk væv
Hestenes øjne er som et væv af tematiske tråde, der godt kan udskilles og forstås enkeltvis; det er imidlertid netop i sammenhængen, den gensidige afhængighed i vævet, at romanen hæver sig op og bliver mere end summen af enkeltdelene.  

Grundlæggende handler Hestenes øjne som døden og dødens betydning for livet. Dette tema kobles i romanen sammen med barndommen, idet barndommen (for fortælleren i hvert fald) slutter, da døden erkendes. Erkendelsen skaber et brud mellem et før og et efter, der ikke kan gøres om. Bruddet gør, at barnet bliver sig selv bevidst som et selvstændigt individ med sin egen endelige historie. Det er denne individualiseringsproces, som Hestenes øjne skildrer, denne ”rystende oplevelse, det er at opdage sig selv”.

For fortælleren er det oplevelse af, hvordan familiens elskede arbejdsheste en dag forsvinder fra stalden, kørt bort for at dø, der afslutter barndommen. Denne oplevelse af døden udvikler sig til en række af tilbagevendende mareridt og et traume, der afbryder den umiddelbare kontakt mellem barn og omverden. Hermed bliver barnets øjne også til hestenes øjne, der skal forstås symbolsk som dét at se verden med den erkendelse, at du skal dø – heraf romanens titel.

Denne oplevelse mellem før og efter falder i øvrigt sammen med den industrielle mekanisering af bondesamfundet, som træder helt igennem i denne periode. Hestene erstattes af traktorer. Det er et motiv, som kan genfindes i mange andre af Hans Otto Jørgensens romaner, der ofte foregår blandt landmænd, og som illustrerer væsensforskellene mellem by og land, blandt andet Exodus fra 2010 for at nævne en enkelt titel. Således stikker Hestenes øjne ikke ud fra Jørgensens øvrige forfatterskab, tværtimod.

Ud over denne udvikling hos fortælleren er døden til stede overalt i Hestenes øjne. Den begynder med farmorens død, fortsætter med hestenes død og slutter ved søsterens dødsleje, hvor fortælleren formulerer romanens pointe om omstændighedernes indflydelse på vores personlighed.

Et tredje tema ud over barndommen og døden er religionen og dens betydning for fortællerens liv. Han vokser op som en del af en indremissionsk familie med strenge kristne idealer. Det medfører, at familien isolerer sig fra andre familier, der ikke tilhører missionen. Denne isolering resulterer hos fortælleren i en følelse af ensomhed, bl.a. fordi han aldrig får klassekammerater på besøg og kun må deltage i de missionske ungdomsmøder. Dette kobles sammen med de mange gøremål, som han er pålagt i forbindelse med familiens landbrug: Han føler sig anderledes end sine jævnaldrende. Han får ikke tid til at hænge ud med dem, slappe af, ”snakke og grine og ingenting skulle”.

Ydermere betyder religionen, at den splittelse mellem subjekt og objekt, mellem mig og verden, som fortælleren føler, fortolkes som synd. Han vil noget andet end de missionske og ”kan ikke knæle ned foran stolen som de andre og bekende”, og derfor føler han sig som ”den største synder, som en hykler, en paria, der ikke er værdig til livet”. Splittelsesproblematikken bliver på den måde understreget af den religiøse opvækst. 

Denne følelse af at være anderledes i forhold til sine jævnaldrende indser fortælleren først, da han bliver sig selv bevidst og ser verden med hestenes øjne. Individualiseringen medfører nemlig også, at individet distancerer sig fra barndomsverdenen, der netop bliver taget for givet af barnet. Dette åbner for en kritik af barndomsmiljøet, hvilket vi også ser i Hestenes øjne. Det er ikke en kold, fordømmende kritik, snarere en melankolsk, trist vurdering af opvækstmiljøet og dets afgørende virkning på fortællerens personlighed.

I forlængelse af den robuste bibeltro har fortællerens familie heller ikke en nuanceret forståelse af det menneskelige sind. Det ser vi bl.a. i den manglende bearbejdning af fortællerens følelser over for de døde arbejdsheste. Der er ingen forståelse for psykologiske mekanismer, ingen forståelse for, at en sådan begivenhed kan have en afgørende virkning på barnesindet. Det samme ser vi hos fortællerens far. Fortælleren formoder som voksen, at faderen længe har lidt af en depression, men familien godtager ikke den slags forklaringer. Freud er med andre ord endnu ikke nået til Limfjorden i 1950-60’erne!

Men dette er kun en del af et større problem i familien, nemlig den manglende kommunikation. Man taler ikke sammen. I stedet flyder hverdagen af sted med hårdt arbejde i en velkendt, slidsom trummerum. Problemer fortrænges og forties. Alt vendes indad – hvilket især er et problem, hvis man ikke passer ind i de givne rammer. I denne skildring er Hestenes øjne beslægtet med megen nyere dansk litteratur, der ofte tematiserer denne mangelfulde kommunikation i parforhold, i familier og mellem venner.   

Tidsmæssige perspektivskift og plotløs ophobning af beskrivelse
I Hestenes øjne skiftes der løbende mellem to forskellige tidsmæssige fortællerpositioner. I den ene position ses verden gennem barnets øjne, i den anden ses barndomsverdenen gennem den voksnes. Disse tidsmæssige skift mellem det nærværende medsyn og det distancerede bagudsyn giver romanen en interessant dobbelthed mellem umiddelbar oplevelse og efterrationaliserende forklaring.

Et eksempel på denne dobbelthed ser vi i skildringen af fortællerens faster, der optager en stor del af romanens første halvdel. I kapitlet ”Hjertemor slikker fløde” bliver fasteren skildret varmt og indgående i en plotløs beskrivelse af barnets sanseindtryk og den daglige gentagelse af oplevelser, den faste rutine. Dette giver tilsammen et følelsesfyldt billede af fortælleren og fasterens forhold. Denne effekt opstår grammatisk ved brug af iterativ nutid, dvs. vi får ikke en bestemt begivenhed beskrevet, men snarere en kondenseret beskrivelse af alle deres eftermiddage sammen, selve dagligdagen i sammenfatning. Det er samtidig interessant, at fortælleren ikke umiddelbart er hovedpersonen i første del af romanen. Det skyldes netop, at barnet endnu ikke forstår sig selv som et individ. Dette sker først med den beskrevne individualisering, der bryder den naturlige sammenhæng mellem barn og verden. På dette tidspunkt føler barnet: ”verden er vores (…) derfor kan vi være i den med denne selvfølgelighed, så fuldstændige som vi er, med hele vores sjæl.” Det er den ubrudte harmoni.

I det følgende kapitel skifter synsvinklen. Barnets sansende tilgang til verden erstattes af en nøgternt beskrivelse af fasterens ensomme hverdag fra måltid til måltid, væk er den varme tone, for til sidst i et senere kapitel at skifte over i den distancerede fortæller, der forklarer fasteren således: ”Fasters liv er i en vis forstand et begivenhedsløst liv, det er en tragedie.” Her er barnet og barnets oplevelse af sammenhængende verden væk, erstattet af den voksnes refleksion. Barndommens ubrudte harmoni erfares først, når den er tabt for altid.

Denne betydningsforskydning, der opstår som følge af de tidsmæssige skift, er kendetegnende for hele romanen. Det er jo netop i dette dobbelte perspektiv, romanens pointe træder frem. Kendetegnende for romanen er også den umiddelbare mangel på plot. Romanen drives ikke frem af elementær spænding og følger ingen spændingskurve; den er derimod struktureret af samspillet mellem de nævnte tematikker og den glidende, kronologiske overgang fra barn til ung til voksen. Her kan det i øvrigt bemærkes, at barndommen fylder mere end ungdommen, der fylder mere end det voksne liv; det illustrerer romanens pointe og understreger samtidig den voksnes følelse af, at tiden accelererer, at årene går hurtigere og hurtigere.

I stedet for plot og spænding bæres romanen også af fortællerens umiddelbare indlevelse og detaljerigdom i de passager, der fortælles gennem barnets øjne. Stilistisk består disse mange passager af ophobninger af indtryk, der følger hurtigt efter hinanden, ofte kun adskilt af komma. Det har den effekt, at indtrykkene ikke prioriteres, men synes at blive formidlet ligeværdigt i en jævn, nivellerende strøm, og netop derfor fungerer det som et barns opremsning af oplevede kendsgerninger. Samtidig udgør hvert indtryk, hvert lille billede, et fragment af en helhed. Denne helhed kan ikke beskrives på andre måder end som et kludetæppe af enkeltheder. Det kan samtidig ses som en parallel til romanens komposition og påstanden om, at vi som individet formes af ydre omstændigheder, idet selve romanen består af kondenserende beskrivelser af de ydre omstændigheder, dagligdagens trædemølle og enkelte, markante begivenheder, der er med til at forme fortælleren for resten af hans liv.

 
BIBLIIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af
bibliotekar Mette Francke, Vejle Bibliotekerne. 

LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i tidsskrifter

37.1489605
Dansk noter
(heri 2008, nr. 2, s. 7-15: Henrik Skov m. fl.: Forfatterens rolle i ny dansk litteratur: Claus Beck-Nielsen, Knud Romer og Hans Otto Jørgensen som eksempler).
Analyse af Hestenes øjne. 

Anmeldelser i aviser

 1/3 2008 Per Krogh Hansen i Berlingske Tidende
29/2 2008 Jonas Hindsholm Bentzen i Børsen
28/2 2008 Erik Skyum-Nielsen i Information
27/2 2008  Erik Svendsen i Jyllands-Posten
28/2 2008 Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad
1/3 2008 Lasse Horne Kjældgaard i Politiken
7/3 2008 Lars Bukdahl i Weekendavisen 

Anmeldelser i tidsskrifter

Standart: anmeldelser af ny litteratur
(heri 2011, nr. 1, s. 22-23:  Birgitte Steffen Nielsen: Hjemfalden).
Anmeldelse af Sæt Asta fri, men også en anmeldelse af den samlede trilogi.

Anmeldelser på nettet

Sentura: Magasin for litteratur og levende billeder.
Stefan Kjerkegaard: En stemmes indre mission. 
 

GENERELT OM FORFATTEREN

Afsnit i bøger

46.4
Skivebogen
(heri 1989, s. 88-111: Hans Otto Jørgensen: Gammeltid - nutid).
Hans Otto Jørgensen fortæller om sin barndom på landet. 

81.6
Litteraturens stemmer/ red. af Klaus P. Mortensen, 1999.
(heri s. 293-294: Johs. Nørregaard Frandsen: Hans Otto Jørgensen).

81.64
Danske digtere i det 20. århundrede. - 4. udgave, 2000-2002/ redigeret af Anne Marie Mai.
(i bind 3, s. 455-460: Marianne Ping Huang: Hans Otto Jørgensen). 

81.65
Hybrider: Fra traditionsbevidsthed til radikaliserede litterære udtryk. - Syddansk Universitetsforlag, 2003.
(heri s. 27-37: På herrens mark med hver eneste sætning - Hans Otto Jørgensen (1996)).
Interview.  

81.65
Vandmærker: Nærlæsninger af ny dansk litteratur. - Dansklærerforeningen, 1999.
(heri s. 309-343: Frits Andersen: Breve: Fortryllelse og forvandling hos Jens Smærup Sørensen og Hans Otto Jørgensen).

Artikler i tidsskrifter

80.5
Deb blå port: tidsskrift for litteratur
(heri 2005, nr. 68/69, s. 22-37: Lone Hørslev m. fl.: Jeg tror det har noget med det sublime at gøre).
Samtale mellem Hans Otto Jørgensen og Pia Tafdrup. 

Artikler i aviser

Berlingske
(heri 7/12 2013: Jeppe Bangsgaard: Når det drejer sig om mælkeprodukter, er man forsigtig med monopoler...) 
Interview med Hans Otto Jørgensen.

Information
(heri 10/1 2008: Rasmus Bo Sørensen: Familien er det sted, hvor man allerhelst vil elskes, og hvor man allernemmest bliver forkastet).
Interview med forfatterparret Hans Otto Jørgensen og Christina Hesselholdt. 

Information
(heri 11/4 2008: Trisse Gejl: Det er som om hovedet bliver yngre og yngre)
Interview. 

Information
(heri 5/11 2010: Rasmus Bo Sørensen: Taberne er dem, der bliver tilbage). 
Interview med Hans Otto Jørgensen i forbindelse med udgivelsen af Sæt Asta fri -tredie del af Hestenes øjne. 

Jyllands-Posten
(heri 18/5 2012: Kasper Schütt-Jensen: Der er SÅ grimt ude på landet).
Interview i forbindelse med udgivelsen af Strange days indeed.

Kristeligt Dagblad
(heri 27/2 2008: Dorte Washuus Bundgaard: Hans Otto Jørgensen).
Portræt. 

Kristeligt Dagblad
(heri 16/11 2007: Dorte Remar: Når jeg læser godt sætninger, så er jeg i live).
Interview. 

Kristeligt Dagblad
(heri 8/5 2010: Daniel Øhrstrøm: Familieliv - : Jeg beundrer folk, der hengiver sig i bøn).
Interview i forbindelse med udgivelsen af Exodus. 

Politiken
(heri 7/4 2012: Carsten Andersen: Det kommer altid bag på mig).
Interview med i forbindelse med udgivelsen af Strange days indeed .

Weekendavisen
(heri 21/12 2007: Marianne Krogh Andersen: Bonden som fandt en sand sætning).
Interview. 

 Links

Forfatterweb
Artikel om forfatteren. Dansk Bibliotekscenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.

Wikipedia: den frie encyklopædi
Artikel om forfatteren. 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
27137318
ISBN
9788702066012
Antal sider
188

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer