Tue Omø

Så fik jeg afslag på en digtsamling, på lykkehjul og stejle, som jeg havde sendt til Linhardt & Ringhof. Jeg gik i den naive tro at min debutantudgivelse, ville åbne alle døre og gøre en ende på den tunge vandring.

Har du nogensinde skrevet et digt, en historie eller roman, der udelukkende var baseret på andres oplevelser, uden at du selv var indblandet?

Jeg vil tro de færreste kan frasige sig det. Jeg ved det selv, for mange af de emner jeg bringer frem er ting jeg selv tumler med. Minder, følelser, tanker der kredser om de begivenheder og handlinger der formede mennesket, Tue Omø.

Jeg vil lige indskyde, at jeg vil betegne min barndom som den rene idyl, og jeg havde en bekymringsløs opvækst uden tørre tæsk og nedsablinger af min personlighed.

Gid det var så vel.

En udvidet version af et indlæg jeg lagde ind på facebook

Jeg har siddet og spekuleret på hvor stor en andel af læserflokken der egentlig interesserer sig for digte. Især fordi den bog jeg har udgivet, Nano poet, har meget vigtige budskaber omkring hvordan vi har udviklet vores samfund baseret på teknologien. Hvorvidt vores identitet er ændret i forhold til nutidens mange sociale medier og omgangstone. Alle de inputs jeg har fået er skrevet som digte, som observationer.

Hvordan får vi muligheden for at kunne ytre os, uden at det ender med blodsudgydelser?

Det spørgsmål kommer ofte, og er ikke blevet besvaret, men gentaget så mange gange. Problemet er at der er befolkninger i verden som ikke ved hvad det betyder at ytre sig, at have lov til det uden at stå skoleret overfor offentligheden, at sige deres mening om et givent emne.

I det forløbne år er flere begivenheder, der alle har med udgivelser at gøre fyldt min hverdag. Jeg debuterede på Forlaget Helle med digtsamlingen Nano poet, og fik 3 anmeldelser, men intet mærkbart salg. Og så blev jeg selvudgivet i et samarbejde med min kone.

Det at selvudgive, blev en mulighed gennem Saxo.com, hvor vi i første omgang lagde en samling ud der blev kaldt LS2 favoritter – Hverdagsdigte. Den blev også oversat til engelsk og lagt ind hos Lulu.com, i håbet om at det ville give en positiv oplevelse. Men salget udeblev på begge fronter.

For nyligt snublede jeg over en artikel i MetroXpress om at hjernen dømmer ansigter, før man rent faktisk har set personen. Dette lå i fin tråd med et digt jeg fik med i Nano poet, øjenvidne – vi ser hinanden i glimt. 

Jeg kunne dog ikke finde artiklen direkte, men fandt en mere sigende som jeg valgte at bruge på facebook.

http://psygo.dk/nyheder/hjernen/166-hjernen-dommer-andre-for-du-faktisk-har-set-dem.html