Lotte Kaa Andersen

I en tid, hvor det føles som om verden er ved at blive delt over på midten, kan fiktionen være et godt sted at søge hen, hvis vi vil være klogere på ”de andre.”
Litteraturen kan beskrive de bobler og ekkokamre, vi tumler rundt i, så vi mærker dem og læser os selv med ind i historierne.

Nedenstående har været bragt som kronik i Berlingske, søndag den 5. marts, 2017.

Forfatterlivet er dobbelt: En sær blanding mellem at være eremit og deltager i et reality program. Et skizofrent miks mellem at være koncentreret indadvendt og veloplagt udadvendt.

Nogle mennesker lytter til musik, når livet er uoverskueligt, andre løber en tur eller ringer til deres mor. Selv søger jeg det helt rigtige selskab i bogreolen og læser mig ud af kriserne. (Og hvis det ikke hjælper, løber jeg en tur med musik i ørerne og ringer til min mor.)

Forfatterskolerne vælter frem i Danmark, markedet er umætteligt, siger dem, der kaster sig ud i det. Når der opstår en ny forfatterskole, bliver behovet for kurser bare endnu større. Danskerne vil lære at skrive. Eller – danskerne vil gå på forfatterskole. En af dem, der netop har åbnet en ny forfatterskole gætter på, at skrivelysten er et x-factor fænomen. Vi vil gerne udtrykke os, sætte ord på det, vi ser og tænker, skille os ud fra mængden.

De næste par måneder kan jeg kalde mig forfatterambassadør her på Litteratursiden. Det er muligvis det fineste, jeg nogensinde kommer til at kunne kalde mig selv, og jeg vil gøre mit bedste for at leve op til titlen.

BogForum er lige overstået. Her går publikum fra stand til stand og ser veloplagte, velklædte, velformulerede forfattere fortælle historier om deres succesrige bøger og deres lækre forfatterliv. Med til historien hører den lange, svære vej, de fleste forfattere må slæbe sig henad med deres kors: Behovet for at udtrykke sig på skrift, lysten til at fortælle historier. Historierne om forfatterenes ofte næsten umulige vej mod litterær debut skal også fortælles.