Blog
Virkeligheden mellem linjerne
I en tid, hvor det føles som om verden er ved at blive delt over på midten, kan fiktionen være et godt sted at søge hen, hvis vi vil være klogere på ”de andre.”
Litteraturen kan beskrive de bobler og ekkokamre, vi tumler rundt i, så vi mærker dem og læser os selv med ind i historierne.
Nedenstående har været bragt som kronik i Berlingske, søndag den 5. marts, 2017.
København kan stråle og gøre sig til som få andre byer, når den virkelig vil, det ved enhver, der har gået gennem de små gader og skridtet over pladser og torve i godt selskab. ”Se mig, jeg er verdens lykkeligste by”, jubler den og knejser med alle sine velholdte slotte, palæer og spir.
For et par uger siden gik jeg der i solen med min søster en fredag ved frokosttid. Restauranter og caféer var fulde af velklædte mennesker med lækre sko og dyre tasker. Udsalget var på sit højeste, og lige den dag var det, som om der var ekstra mange glatte, indbydende poser med internationale logoer i hænderne på folk. Luften var næsten elektrisk af optimisme.
Som vi gik der, var der én ting, der kværnede i mit hoved: Optur! Så vi er i gang igen. Boligmarkedet bobler og koger og har for længst overgået det niveau, vi med feber i stemmen kaldte TOPPEN i 2007. Arbejdsløsheden er rekordlav, det samme er renten. Vi drev forbi den nye champagnebar, og min søster, der går meget mere ud end jeg, fortalte, at du skal være tidligt ude, hvis du vil have bord på en af de gourmetrestauranter, alle taler om lige nu. Vores indre super-forbruger lå lidt i dvale i nogle år, nu rører den på sig igen.
Man siger, at det der sker på den amerikanske vestkyst kommer hertil om tre-fire år: I Seattle har Starbucks skabt et nyt eksklusivt kaffebrand, Reserve Roastery. Den sædvanlige flat white og frappucino er blevet mainstream for de kræsne, købestærke forbrugere, de vil have noget nyt og spektakulært, de vil have en oplevelse, når de drikker kaffe. En kop Reserve-kaffe koster ti dollar, men så bliver bønnerne også ristet live og serveret af en kaffeperformer. ”Reserve is coffee as theater”, skriver de på hjemmesiden. Det første kaffeteater er allerede den næstmest besøgte attraktion i Seattle, kun overgået af Space Needle. Snart indvier kæden et nyt kaffeteater i New York, og hvis der er tilstrækkeligt med forbrugere, der leger med, kommer de også her og opfører kaffe som teater til 70 kroner per kop. For det er jo det, vi vil have, vi har været der før. Når opturen rammer, vil vi have mere, mere af det hele. Gourmetkaffe, gourmetmad, gourmetchokolade, gourmetlakrids, gourmetliv, kaffe som teater. Fremtiden og folkestemningen skal læses i kaffegrums.
Litteratur på Økonomisk Institut
For nyligt hørte jeg ved et tilfælde, at en lektor på Økonomisk Institut ved Københavns Universitet nævner min roman Hambros Allé 7-9-13, når han præsenterer økonomistudiet for unge mennesker, der overvejer en fremtid som DJØF’ere. Hambros Alle 7-9-13 er en roman om dengang, vi gik amok i hushandler og firehjulstrækkere. Dengang vi ændrede mentalitet og glemte alt om Janteloven. Bogen viser, hvad der sker, når mennesker i deres iver efter fremdrift glemmer at tænke sig om. Personerne bliver blinde overfor deres egne begrænsninger. De tror, de kan gå på vandet, fordi økonomien byder på uendelige muligheder, de bliver grådige og vil have mere af det hele: Kærlighed, opmærksomhed, penge, magt, kvadratmeter, hestekræfter, status. Mere, bare mere. Det er dumt og ufornuftigt og meget, meget menneskeligt. Ordet finanskrise er ikke nævnt én eneste gang i romanen, men den er med på hver side, fordi både opturen og krisen presser romankaraktererne og forstærker nogle konflikter, de har i forvejen. Nu har jeg ikke selv deltaget i forelæsningen på Økonomisk Institut, men så vidt jeg kan forstå, inddrager lektoren romanen, når han fortæller om boligbobler, bankernes rolle i samfundet, den historisk lave rente og udsigten til en eventuel ny krise. Det er interessant, at han bruger et eksempel fra litteraturens verden, når han skal forklare en kompleks finansiel virkelighed for de kommende økonomistuderende. For hvad er det, litteraturen kan fortælle om vores tid, som statistikker og lagkagediagrammer ikke formår?
Sociale tilstandsrapporter
For få uger siden udkom Thomas Korsgaards delvist selvbiografiske roman Hvis der skulle komme et menneske forbi. I romanen hører vi om en dysfunktionel familie for enden af en grusvej. Langt ude på de splattede marker i Nørre Ørum omkring Skive henslæber familien dagene i modløshed og fodkold forråelse. Faren er bitter og indebrændt, moren er sunket ned i depression efter en dødfødsel. Hvis der skulle komme et menneske forbi det nedlagte landbrug, ville man opdage, at de tre børn er overladt til sig selv, mens faren småfusker, og moren spiller poker på nettet. Der kommer bare ikke rigtigt nogen. Thomas Korsgaard giver et hjerteskærende og trøstesløst billede af et Danmark, som mange af os ikke kender eller vælger at ignorere. I sin erindringsroman Planen giver Morten Pape et andet bud på en dansk virkelighed, som de færreste af os har oplevet på tæt hold. Hans Danmarksbillede handler om svigt, vold, integrationsproblemer og børns overlevelsesinstinkt i en ghetto på Amager.
Da Søren Kassebeer anmeldte Thomas Korsgaards roman i denne avis, kaldte han den meget præcist en ”social tilstandsrapport.” Og måske er det lige det, det handler om. Når lektoren på Økonomisk Institut inddrager en roman i sit oplæg om økonomistudiet, er det måske netop, fordi realistiske romaner kan læses som sociale tilstandsrapporter, der sætter ord, billeder og stemninger på det, der ellers kan være svært at forklare. Litteraturen i dens mange forskellige former kan sige de ting, vi bare aner og fornemmer uden at kunne bevise dem, den kan invitere os ind i mentale tilstande og indviede, lukkede verdener, vi ellers ikke har adgang til. Korsgaard og Pape beskriver miljøer, der ligger meget langt fra den privilegerede lomme af Danmark, jeg beskriver i mine bøger, men romanerne har det til fælles, at de viser Danmarksbilleder fra en genkendelig nutid.
Litteratur kan formidle stemninger
Fortællingerne fra Nørre Ørum, Amager og Gentofte er alle fiktive og derfor en anden type vidnesbyrd om vores tid end den virkelighed, aviserne og den øvrige nyhedsstrøm beskriver. Den realistiske litteratur kan være med til at nuancere vores syn på virkeligheden. Den kan det, som nyhedsstrømmen, Power Point præsentationerne og lagkagediagrammerne ikke kan: Den kan formidle stemninger, sprog, overmod, håbløshed, menneskelighed, ambivalens, tvivl og alle de andre svære, uhåndgribelige sager, der altid lurer, hvor mennesker er. Den kan få os til at genkende og engagere os i mennesker og problemer, der ligger langt væk fra vores egen erfaring. Hvis min søster og jeg havde taget bussen ud til Urbanplanen eller kørt mod vest til Nørre Ørum, havde vi oplevet en anden virkelighed end det struttende lækre København K, der havde sat sig til frokostbordet og swingede guldkortet den fredag. I en tid, hvor det føles som om verden er ved at blive delt over på midten, kan fiktionen være et godt sted at søge hen, hvis vi vil være klogere på ”de andre.”
Litteraturen kan beskrive de bobler og ekkokamre, vi tumler rundt i, så vi mærker dem og læser os selv med ind i historierne. Fiktionens uvirkelighed kan vise solsider og bagsider og alt det midt i mellem, og måske bliver det ikke meget virkeligere end det. Litteraturen er mangfoldig, og den realistiske litteratur kan ikke alt, men måske kan vi i romanerne finde nye scenarier, nye potentialer og en slags svar på, hvordan vi undgår at slå os på den næste optur, eller hvordan vi skal rejse os fra sofaen og de splattede marker i Nørre Ørum og finde en vej ud.
LÆS MERE
Læs Litteratursidens anmeldelse af Hambros Allé 7-9-13
Læs Litteratursidens anmeldelse af 100 dage
I en tid, hvor det føles som om verden er ved at blive delt over på midten, kan fiktionen være et godt sted at søge hen, hvis vi vil være klogere på ”de andre.”
Litteraturen kan beskrive de bobler og ekkokamre, vi tumler rundt i, så vi mærker dem og læser os selv med ind i historierne.
Nedenstående har været bragt som kronik i Berlingske, søndag den 5. marts, 2017.
København kan stråle og gøre sig til som få andre byer, når den virkelig vil, det ved enhver, der har gået gennem de små gader og skridtet over pladser og torve i godt selskab. ”Se mig, jeg er verdens lykkeligste by”, jubler den og knejser med alle sine velholdte slotte, palæer og spir.
For et par uger siden gik jeg der i solen med min søster en fredag ved frokosttid. Restauranter og caféer var fulde af velklædte mennesker med lækre sko og dyre tasker. Udsalget var på sit højeste, og lige den dag var det, som om der var ekstra mange glatte, indbydende poser med internationale logoer i hænderne på folk. Luften var næsten elektrisk af optimisme.
Som vi gik der, var der én ting, der kværnede i mit hoved: Optur! Så vi er i gang igen. Boligmarkedet bobler og koger og har for længst overgået det niveau, vi med feber i stemmen kaldte TOPPEN i 2007. Arbejdsløsheden er rekordlav, det samme er renten. Vi drev forbi den nye champagnebar, og min søster, der går meget mere ud end jeg, fortalte, at du skal være tidligt ude, hvis du vil have bord på en af de gourmetrestauranter, alle taler om lige nu. Vores indre super-forbruger lå lidt i dvale i nogle år, nu rører den på sig igen.
Man siger, at det der sker på den amerikanske vestkyst kommer hertil om tre-fire år: I Seattle har Starbucks skabt et nyt eksklusivt kaffebrand, Reserve Roastery. Den sædvanlige flat white og frappucino er blevet mainstream for de kræsne, købestærke forbrugere, de vil have noget nyt og spektakulært, de vil have en oplevelse, når de drikker kaffe. En kop Reserve-kaffe koster ti dollar, men så bliver bønnerne også ristet live og serveret af en kaffeperformer. ”Reserve is coffee as theater”, skriver de på hjemmesiden. Det første kaffeteater er allerede den næstmest besøgte attraktion i Seattle, kun overgået af Space Needle. Snart indvier kæden et nyt kaffeteater i New York, og hvis der er tilstrækkeligt med forbrugere, der leger med, kommer de også her og opfører kaffe som teater til 70 kroner per kop. For det er jo det, vi vil have, vi har været der før. Når opturen rammer, vil vi have mere, mere af det hele. Gourmetkaffe, gourmetmad, gourmetchokolade, gourmetlakrids, gourmetliv, kaffe som teater. Fremtiden og folkestemningen skal læses i kaffegrums.
Litteratur på Økonomisk Institut
For nyligt hørte jeg ved et tilfælde, at en lektor på Økonomisk Institut ved Københavns Universitet nævner min roman Hambros Allé 7-9-13, når han præsenterer økonomistudiet for unge mennesker, der overvejer en fremtid som DJØF’ere. Hambros Alle 7-9-13 er en roman om dengang, vi gik amok i hushandler og firehjulstrækkere. Dengang vi ændrede mentalitet og glemte alt om Janteloven. Bogen viser, hvad der sker, når mennesker i deres iver efter fremdrift glemmer at tænke sig om. Personerne bliver blinde overfor deres egne begrænsninger. De tror, de kan gå på vandet, fordi økonomien byder på uendelige muligheder, de bliver grådige og vil have mere af det hele: Kærlighed, opmærksomhed, penge, magt, kvadratmeter, hestekræfter, status. Mere, bare mere. Det er dumt og ufornuftigt og meget, meget menneskeligt. Ordet finanskrise er ikke nævnt én eneste gang i romanen, men den er med på hver side, fordi både opturen og krisen presser romankaraktererne og forstærker nogle konflikter, de har i forvejen. Nu har jeg ikke selv deltaget i forelæsningen på Økonomisk Institut, men så vidt jeg kan forstå, inddrager lektoren romanen, når han fortæller om boligbobler, bankernes rolle i samfundet, den historisk lave rente og udsigten til en eventuel ny krise. Det er interessant, at han bruger et eksempel fra litteraturens verden, når han skal forklare en kompleks finansiel virkelighed for de kommende økonomistuderende. For hvad er det, litteraturen kan fortælle om vores tid, som statistikker og lagkagediagrammer ikke formår?
Sociale tilstandsrapporter
For få uger siden udkom Thomas Korsgaards delvist selvbiografiske roman Hvis der skulle komme et menneske forbi. I romanen hører vi om en dysfunktionel familie for enden af en grusvej. Langt ude på de splattede marker i Nørre Ørum omkring Skive henslæber familien dagene i modløshed og fodkold forråelse. Faren er bitter og indebrændt, moren er sunket ned i depression efter en dødfødsel. Hvis der skulle komme et menneske forbi det nedlagte landbrug, ville man opdage, at de tre børn er overladt til sig selv, mens faren småfusker, og moren spiller poker på nettet. Der kommer bare ikke rigtigt nogen. Thomas Korsgaard giver et hjerteskærende og trøstesløst billede af et Danmark, som mange af os ikke kender eller vælger at ignorere. I sin erindringsroman Planen giver Morten Pape et andet bud på en dansk virkelighed, som de færreste af os har oplevet på tæt hold. Hans Danmarksbillede handler om svigt, vold, integrationsproblemer og børns overlevelsesinstinkt i en ghetto på Amager.
Da Søren Kassebeer anmeldte Thomas Korsgaards roman i denne avis, kaldte han den meget præcist en ”social tilstandsrapport.” Og måske er det lige det, det handler om. Når lektoren på Økonomisk Institut inddrager en roman i sit oplæg om økonomistudiet, er det måske netop, fordi realistiske romaner kan læses som sociale tilstandsrapporter, der sætter ord, billeder og stemninger på det, der ellers kan være svært at forklare. Litteraturen i dens mange forskellige former kan sige de ting, vi bare aner og fornemmer uden at kunne bevise dem, den kan invitere os ind i mentale tilstande og indviede, lukkede verdener, vi ellers ikke har adgang til. Korsgaard og Pape beskriver miljøer, der ligger meget langt fra den privilegerede lomme af Danmark, jeg beskriver i mine bøger, men romanerne har det til fælles, at de viser Danmarksbilleder fra en genkendelig nutid.
Litteratur kan formidle stemninger
Fortællingerne fra Nørre Ørum, Amager og Gentofte er alle fiktive og derfor en anden type vidnesbyrd om vores tid end den virkelighed, aviserne og den øvrige nyhedsstrøm beskriver. Den realistiske litteratur kan være med til at nuancere vores syn på virkeligheden. Den kan det, som nyhedsstrømmen, Power Point præsentationerne og lagkagediagrammerne ikke kan: Den kan formidle stemninger, sprog, overmod, håbløshed, menneskelighed, ambivalens, tvivl og alle de andre svære, uhåndgribelige sager, der altid lurer, hvor mennesker er. Den kan få os til at genkende og engagere os i mennesker og problemer, der ligger langt væk fra vores egen erfaring. Hvis min søster og jeg havde taget bussen ud til Urbanplanen eller kørt mod vest til Nørre Ørum, havde vi oplevet en anden virkelighed end det struttende lækre København K, der havde sat sig til frokostbordet og swingede guldkortet den fredag. I en tid, hvor det føles som om verden er ved at blive delt over på midten, kan fiktionen være et godt sted at søge hen, hvis vi vil være klogere på ”de andre.”
Litteraturen kan beskrive de bobler og ekkokamre, vi tumler rundt i, så vi mærker dem og læser os selv med ind i historierne. Fiktionens uvirkelighed kan vise solsider og bagsider og alt det midt i mellem, og måske bliver det ikke meget virkeligere end det. Litteraturen er mangfoldig, og den realistiske litteratur kan ikke alt, men måske kan vi i romanerne finde nye scenarier, nye potentialer og en slags svar på, hvordan vi undgår at slå os på den næste optur, eller hvordan vi skal rejse os fra sofaen og de splattede marker i Nørre Ørum og finde en vej ud.
LÆS MERE
Læs Litteratursidens anmeldelse af Hambros Allé 7-9-13
Læs Litteratursidens anmeldelse af 100 dage
Kommentarer