Blog
”Jeg er frygteligt nysgerrig, kan du ikke fortælle os lidt om, hvordan du arbejder?”
De næste par måneder kan jeg kalde mig forfatterambassadør her på Litteratursiden. Det er muligvis det fineste, jeg nogensinde kommer til at kunne kalde mig selv, og jeg vil gøre mit bedste for at leve op til titlen.
Jeg vil starte med at fortælle om en litteraturaften, jeg aldrig har glemt. Da jeg var 17 år, tog jeg til mit første forfatterforedrag. Kirsten Holst skulle holde oplæg om sit forfatterskab på mit gymnasium, der lå på en forblæst mark i en lille nordjysk stationsby. Jeg mødte op, selvom jeg aldrig havde læst hendes bøger, uden helt selv at vide hvorfor. Der var bare noget ved det hele, der trak, jeg ville gerne opleve en rigtig, levende forfatter! Efter foredraget indtrådte et akavet øjeblik, da arrangøren spurgte, om der var nogle spørgsmål fra salen. Ikke en lyd, ikke en bevægelse i rummet. Nordjyder kan være meget tavse mennesker. Der var ingen, der turde eller havde lyst til at komme forfatteren og arrangøren i møde og åbne snakken, den kolde vinteraften på det nybyggede gymnasium ude på marken.
Heldigvis var min eksotiske fransklærer til stede. Anni Klein, hed hun. Hun var anderledes end de andre hippie-gymnasielærere – og anderledes end nogen, jeg nogensinde havde mødt før, mere ligesom dem på film og i fjernsynet. Hun gik i kropsnære kjoler og sko med høje hæle og havde langt, gråt hår. Hun kunne endda finde på at komme i skole med hat! Hun var fra København, mildt excentrisk, kultiveret og helt ligeglad med konventionerne. Jeg tror, hun så det som en mission (eller overlevelsesstrategi?) at puste lidt liv i de tavse nordjyder, hun levede blandt. Da ingen andre havde noget at spørge forfatteren om, rakte min fransklærer hånden i vejret og sagde på sit syngende hurtige københavnske: ”Jeg er frygteligt nysgerrig, kan du ikke fortælle os lidt om, hvordan du arbejder? Hvordan er din skriveproces?” Skriveproces! Alene ordet var nyt og fremmed. Vi var mange, der stirrede på hende. Men hendes spørgsmål reddede aftenen, for netop det ville Kirsten Holst rigtig gerne tale om. Hun havde masser af spændende ting at fortælle om sin skriveproces, og hendes fortælling affødte flere spørgsmål og rundede aftenen smukt af for hele forsamlingen.
Siden da har jeg været til masser af forfatterforedrag, og hvis tavsheden sænker sig, når ordet er frit, kan jeg godt finde på at lave en Anni Klein: ”Altså, jeg er frygteligt nysgerrig, kan du ikke fortælle os lidt om, hvordan du arbejder? Hvordan er din skriveproces?” For forfatterne vil altid gerne dele ud af deres skriveråd og metoder, og det er SÅ interessant at høre, hvordan de gør! Og de gør det altid på vidt forskellige måder, så man har svært ved at kapere, at det i bund og grund er den samme (skrive)handling, de taler om.
Suzanne Brøgger skriver ud fra princippet first things first. Skrivning først – derefter bad, påklædning, gåtur i mosen, læsning, musiceren, andre mennesker. ”At skrive er det første, man gør, når man slår gluggerne op om morgenen.(…)Lidt yoga kan måske gå an, en kop te eller kaffe. Alle andre aktiviteter er den rene gift for det spirituelle arbejde”, skriver hun et sted. Merete Pryds Helle skriver intenst og koncentreret i hånden i to timer, og energiudladningen er så voldsom, at hun er nødt til at lægge sig og sove bagefter. Hanne Vibeke Holst isolerer sig i sit hus ved Sjællands Odde i mange måneder (år vist ligefrem). Hun siger nej tak til alle invitationer og gode tilbud, sidder bare og skriver med udsigt til havet, flittigt og ensomt, indtil en bog materialiserer sig. Carsten Jensen siger, at hans metode er ikke at have en metode. Kafka satte sig ned, når han kom hjem fra forsikringsselskabet og skrev formfuldendte sætninger, der blev til formfuldendte noveller og romaner. Hans manuskripter skulle efter sigende være så perfekte og gennemarbejdede, at al redigering var unødvendig. Han var ekstremt selvkritisk og kunne bruge en dag på en sætning – til gengæld var hans sætninger så perfekte, at de er gået over i verdenshistorien. Tænk bare på, hvordan han åbner Forvandlingen: ”Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb.” Kafka skrev mørkt og dystert og vanvittigt morsomt. Murakami skriver aldrig det samme ord to gange på samme side. Så hvis der står himmel eller løbesko på side 1, må himlen eller løbeskoen først optræde igen under samme navn på side 2. Han varierer sproget, for han ønsker ikke at kede sin læser. Når Hemingway blev ramt af skræk for ikke at kunne skrive, sagde han til sig selv: “All you have to do is write one true sentence. Write the truest sentence that you know.”
Jeg har lært meget af alle de forfattere, jeg har lyttet til og læst gennem årene. Jeg har taget deres erfaringer og skriveråd til mig, men jeg har også lært en hel del af min elegante fransklærer, der forstod at få samlet aftenen for en hel aula fuld af tavse nordjyder. Hun var et forfriskende element derude på savannen, jeg mener marken. Hun skabte liv i forfatterens øjne og satte gang i resten af selskabet, fordi hun havde øje for helheden, hun rakte ud og fik historierne frem. Hun var empatisk og givende, helt sin egen og helt ligeglad: ”Jeg er frygtelig nysgerrig, kan du ikke fortælle os lidt om, hvordan du arbejder? Hvordan er din skriveproces?”
De næste par måneder kan jeg kalde mig forfatterambassadør her på Litteratursiden. Det er muligvis det fineste, jeg nogensinde kommer til at kunne kalde mig selv, og jeg vil gøre mit bedste for at leve op til titlen.
Jeg vil starte med at fortælle om en litteraturaften, jeg aldrig har glemt. Da jeg var 17 år, tog jeg til mit første forfatterforedrag. Kirsten Holst skulle holde oplæg om sit forfatterskab på mit gymnasium, der lå på en forblæst mark i en lille nordjysk stationsby. Jeg mødte op, selvom jeg aldrig havde læst hendes bøger, uden helt selv at vide hvorfor. Der var bare noget ved det hele, der trak, jeg ville gerne opleve en rigtig, levende forfatter! Efter foredraget indtrådte et akavet øjeblik, da arrangøren spurgte, om der var nogle spørgsmål fra salen. Ikke en lyd, ikke en bevægelse i rummet. Nordjyder kan være meget tavse mennesker. Der var ingen, der turde eller havde lyst til at komme forfatteren og arrangøren i møde og åbne snakken, den kolde vinteraften på det nybyggede gymnasium ude på marken.
Heldigvis var min eksotiske fransklærer til stede. Anni Klein, hed hun. Hun var anderledes end de andre hippie-gymnasielærere – og anderledes end nogen, jeg nogensinde havde mødt før, mere ligesom dem på film og i fjernsynet. Hun gik i kropsnære kjoler og sko med høje hæle og havde langt, gråt hår. Hun kunne endda finde på at komme i skole med hat! Hun var fra København, mildt excentrisk, kultiveret og helt ligeglad med konventionerne. Jeg tror, hun så det som en mission (eller overlevelsesstrategi?) at puste lidt liv i de tavse nordjyder, hun levede blandt. Da ingen andre havde noget at spørge forfatteren om, rakte min fransklærer hånden i vejret og sagde på sit syngende hurtige københavnske: ”Jeg er frygteligt nysgerrig, kan du ikke fortælle os lidt om, hvordan du arbejder? Hvordan er din skriveproces?” Skriveproces! Alene ordet var nyt og fremmed. Vi var mange, der stirrede på hende. Men hendes spørgsmål reddede aftenen, for netop det ville Kirsten Holst rigtig gerne tale om. Hun havde masser af spændende ting at fortælle om sin skriveproces, og hendes fortælling affødte flere spørgsmål og rundede aftenen smukt af for hele forsamlingen.
Siden da har jeg været til masser af forfatterforedrag, og hvis tavsheden sænker sig, når ordet er frit, kan jeg godt finde på at lave en Anni Klein: ”Altså, jeg er frygteligt nysgerrig, kan du ikke fortælle os lidt om, hvordan du arbejder? Hvordan er din skriveproces?” For forfatterne vil altid gerne dele ud af deres skriveråd og metoder, og det er SÅ interessant at høre, hvordan de gør! Og de gør det altid på vidt forskellige måder, så man har svært ved at kapere, at det i bund og grund er den samme (skrive)handling, de taler om.
Suzanne Brøgger skriver ud fra princippet first things first. Skrivning først – derefter bad, påklædning, gåtur i mosen, læsning, musiceren, andre mennesker. ”At skrive er det første, man gør, når man slår gluggerne op om morgenen.(…)Lidt yoga kan måske gå an, en kop te eller kaffe. Alle andre aktiviteter er den rene gift for det spirituelle arbejde”, skriver hun et sted. Merete Pryds Helle skriver intenst og koncentreret i hånden i to timer, og energiudladningen er så voldsom, at hun er nødt til at lægge sig og sove bagefter. Hanne Vibeke Holst isolerer sig i sit hus ved Sjællands Odde i mange måneder (år vist ligefrem). Hun siger nej tak til alle invitationer og gode tilbud, sidder bare og skriver med udsigt til havet, flittigt og ensomt, indtil en bog materialiserer sig. Carsten Jensen siger, at hans metode er ikke at have en metode. Kafka satte sig ned, når han kom hjem fra forsikringsselskabet og skrev formfuldendte sætninger, der blev til formfuldendte noveller og romaner. Hans manuskripter skulle efter sigende være så perfekte og gennemarbejdede, at al redigering var unødvendig. Han var ekstremt selvkritisk og kunne bruge en dag på en sætning – til gengæld var hans sætninger så perfekte, at de er gået over i verdenshistorien. Tænk bare på, hvordan han åbner Forvandlingen: ”Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb.” Kafka skrev mørkt og dystert og vanvittigt morsomt. Murakami skriver aldrig det samme ord to gange på samme side. Så hvis der står himmel eller løbesko på side 1, må himlen eller løbeskoen først optræde igen under samme navn på side 2. Han varierer sproget, for han ønsker ikke at kede sin læser. Når Hemingway blev ramt af skræk for ikke at kunne skrive, sagde han til sig selv: “All you have to do is write one true sentence. Write the truest sentence that you know.”
Jeg har lært meget af alle de forfattere, jeg har lyttet til og læst gennem årene. Jeg har taget deres erfaringer og skriveråd til mig, men jeg har også lært en hel del af min elegante fransklærer, der forstod at få samlet aftenen for en hel aula fuld af tavse nordjyder. Hun var et forfriskende element derude på savannen, jeg mener marken. Hun skabte liv i forfatterens øjne og satte gang i resten af selskabet, fordi hun havde øje for helheden, hun rakte ud og fik historierne frem. Hun var empatisk og givende, helt sin egen og helt ligeglad: ”Jeg er frygtelig nysgerrig, kan du ikke fortælle os lidt om, hvordan du arbejder? Hvordan er din skriveproces?”
Kommentarer