Blog
Go home and write!
Forfatterskolerne vælter frem i Danmark, markedet er umætteligt, siger dem, der kaster sig ud i det. Når der opstår en ny forfatterskole, bliver behovet for kurser bare endnu større. Danskerne vil lære at skrive. Eller – danskerne vil gå på forfatterskole. En af dem, der netop har åbnet en ny forfatterskole gætter på, at skrivelysten er et x-factor fænomen. Vi vil gerne udtrykke os, sætte ord på det, vi ser og tænker, skille os ud fra mængden.
Da jeg var i tyverne, havde min egen drøm om at blive forfatter allerede kogt i hovedet på mig i nogle år. Jeg gik til forfatterforedrag (der var kun én forfatterskole dengang, og den turde jeg ikke søge ind på) og talte meget med bedsteveninderne om det med at skrive. Jeg tilbragte timevis, dagevis, ugevis siddende i en bestemt vindueskarm i min lille studenterlejlighed i Århus midtby. Der sad jeg og tænkte en hel del på at skrive og også en hel del på en bestemt jazzmusiker med langt pandehår, der desværre ikke ringede eller kom forbi lige så tit, som jeg kunne ønske mig. Det var svært at være litteraturstuderende med forfatterambitioner først i 90’erne, svært få skrevet, svært at se, hvad der foregik inde bag det lange pandehår, svært at konkurrere mod en nypudset saxofon.
Jeg hørte engang om en forelæsning, den amerikanske forfatter og Nobelprismodtager Isaac Singer holdt på et universitet i USA. Han vidste, hvordan det forholdt sig med wanna be forfattere, for han indledte sin tale sådan her: ”Hvor mange af jer, der sidder her i dag, drømmer om selv at blive forfattere?” Næsten alle hænder røg tøvende i vejret. ”Det tænkte jeg nok,” sagde han. ”So what the hell are you doing here? Go home and write!” Det sværeste ved at være forfatter er al den skrift og al den disciplin, det kræver at få skrevet. Al den ro. Ensomheden. Man skal være så pokkers fokuseret, der er ingen nemme løsninger. Måske er det derfor, jeg selv skulle nå at fylde 47 år, før jeg debuterede. Alvoren gik ganske enkelt ikke op for mig, før jeg blev rigtigt voksen, på kanten til senior-voksen. Jeg ville ønske, at nogen havde vækket mig af dagdrømmen, da jeg sad der i vindueskarmen. Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at det kræver mindst 10.000 timers øvelse at blive god til noget. Der var ingen til at vække mig. Jeg var nødt til at vække mig selv, se mig selv i øjnene, tage mig selv alvorligt.
Jeg blev for nyligt spurgt af en journalist, om jeg havde et godt skriveråd til andre? ”Ja,” sagde jeg. ”Skriv!” For at blive forfatter skal man skrive. Og læse. Men det skriver jeg om næste gang. Isaac Singer (det er ham på billedet) vandt Nobelprisen i litteratur i 1978.
Forfatterskolerne vælter frem i Danmark, markedet er umætteligt, siger dem, der kaster sig ud i det. Når der opstår en ny forfatterskole, bliver behovet for kurser bare endnu større. Danskerne vil lære at skrive. Eller – danskerne vil gå på forfatterskole. En af dem, der netop har åbnet en ny forfatterskole gætter på, at skrivelysten er et x-factor fænomen. Vi vil gerne udtrykke os, sætte ord på det, vi ser og tænker, skille os ud fra mængden.
Da jeg var i tyverne, havde min egen drøm om at blive forfatter allerede kogt i hovedet på mig i nogle år. Jeg gik til forfatterforedrag (der var kun én forfatterskole dengang, og den turde jeg ikke søge ind på) og talte meget med bedsteveninderne om det med at skrive. Jeg tilbragte timevis, dagevis, ugevis siddende i en bestemt vindueskarm i min lille studenterlejlighed i Århus midtby. Der sad jeg og tænkte en hel del på at skrive og også en hel del på en bestemt jazzmusiker med langt pandehår, der desværre ikke ringede eller kom forbi lige så tit, som jeg kunne ønske mig. Det var svært at være litteraturstuderende med forfatterambitioner først i 90’erne, svært få skrevet, svært at se, hvad der foregik inde bag det lange pandehår, svært at konkurrere mod en nypudset saxofon.
Jeg hørte engang om en forelæsning, den amerikanske forfatter og Nobelprismodtager Isaac Singer holdt på et universitet i USA. Han vidste, hvordan det forholdt sig med wanna be forfattere, for han indledte sin tale sådan her: ”Hvor mange af jer, der sidder her i dag, drømmer om selv at blive forfattere?” Næsten alle hænder røg tøvende i vejret. ”Det tænkte jeg nok,” sagde han. ”So what the hell are you doing here? Go home and write!” Det sværeste ved at være forfatter er al den skrift og al den disciplin, det kræver at få skrevet. Al den ro. Ensomheden. Man skal være så pokkers fokuseret, der er ingen nemme løsninger. Måske er det derfor, jeg selv skulle nå at fylde 47 år, før jeg debuterede. Alvoren gik ganske enkelt ikke op for mig, før jeg blev rigtigt voksen, på kanten til senior-voksen. Jeg ville ønske, at nogen havde vækket mig af dagdrømmen, da jeg sad der i vindueskarmen. Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at det kræver mindst 10.000 timers øvelse at blive god til noget. Der var ingen til at vække mig. Jeg var nødt til at vække mig selv, se mig selv i øjnene, tage mig selv alvorligt.
Jeg blev for nyligt spurgt af en journalist, om jeg havde et godt skriveråd til andre? ”Ja,” sagde jeg. ”Skriv!” For at blive forfatter skal man skrive. Og læse. Men det skriver jeg om næste gang. Isaac Singer (det er ham på billedet) vandt Nobelprisen i litteratur i 1978.
Kommentarer