Dorthe Nors

Litteratursidens nye forfatterambassadør, Dorthe Nors, blogger om hvorfor det er vigtigt at netværke med internationale forfatterkolleger.

Forfatterambassadør Dorthe Nors er ved at flytte og blogger om at pakke og sortere i de mange bøger hun har samlet.

Jeg er ved at flytte, og dagene går med at pakke og smide ud. Efter syv år i min lejlighed i København er det lykkedes mig at få samlet meget mere, end jeg ville. Særligt bøger, og det bliver alligevel lettere når engang E-bogs-bølgen får rigtig fat. Der kan man tale om en bogreol, der er til at få med sig.

Ugens indlæg fra forfatterambassadør, Dorthe Nors, er et uddrag fra et igangværende manuskript. Når jeg har valgt at donere dette lille potente stykke skyldes det, at jeg i tirsdags efter syv år i København flyttede tilbage til Jylland. Det er jeg glad for, men jeg er, hånd på hjerte, ikke særlig glad for den måde, man kører bil på i Jylland. Jeg har savnet heden og havet, og så man må tage … og nu kan jeg ikke komme på et bedre ord, så nu siger jeg det bare … pikketheden i privatbilismen med.

I forrige uge var Dorthe Nors' novelle 'Hejren' fra novellesamlingen 'Kantslag' i The New Yorker, og hun fortæller her lidt om, hvordan det kunne gå til.

Det er en lang historie, but here goes:

Det er fredag. Jeg sidder i en klitrække. Jeg skriver dette i min Moleskine. Den eneste grund til, jeg har iPhonen med mig, er, fordi det er den, der skal tage billedet. Jeg er kørt til Vedersø Klit. Inden jeg kørte, lukkede jeg for min Mac. Jeg lukkede på grund af mails. Der kommer mails ind hele tiden. Mailene kommer, når det passer dem. Hvad man ikke kan vågne til om morgenen af ildebrande, der skal slukkes.

I øjeblikket er jeg i gang med at oversætte. Jeg oversætter en svensk krimi til dansk. At oversætte er et godt supplement til en til tider usikker forfatterøkonomi. Jeg kan fortælle, at jeg tjener omtrent fire gange så meget på at oversætte en svensk krimi, som jeg gør på at skrive en bog, som for eksempel min sidste Minna mangler et øvelokale, og det selvom den lille tynde ting (altså Minna-bogen) nu kommer i andet oplag. Det gør ikke noget, at man ikke bliver rig. Pyt med det, men pengene skal jo ind på en eller anden måde.

Jeg er lige kommet hjem fra Fanø. Engang boede jeg dernede, så det er altid som at komme hjem, når jeg er der. Det var ellers arbejde, jeg var dernede efter. En lokal læsekreds i Sønderho havde inviteret mig til at læse op fra og fortælle om Minna mangler et øvelokale. Det blev en god aften i Sønderho gamle skole. Der var kaffe, Fanøkringle og litteraturglæde.