Det er fredag. Jeg sidder i en klitrække. Jeg skriver dette i min Moleskine. Den eneste grund til, jeg har iPhonen med mig, er, fordi det er den, der skal tage billedet. Jeg er kørt til Vedersø Klit. Inden jeg kørte, lukkede jeg for min Mac. Jeg lukkede på grund af mails. Der kommer mails ind hele tiden. Mailene kommer, når det passer dem. Hvad man ikke kan vågne til om morgenen af ildebrande, der skal slukkes.
Nogle gange skriver mennesker, jeg ikke kender. En dag var det en kvinde, der ville lære mig at sætte kommaer. Det er også tit en pensionistforening fra Boston, en arrangør uden penge, et forårsprogram fra FOF: Ukendte mennesker, der vil have noget af mig. Tid, litteratur eller opmærksomhed. Det er også tit folk, jeg kender. Nogle gange er det hyggeligt. Andre gange er det noget arbejde. Det værste er, når låget springer af nogen. Når folk begynder at gære. Som sene telefonopringninger frygter jeg mails forfattet ud på aftenen. Mails lige før sengetid er altid slemme, og mails er et farligt sted at blive vred og tage til genmæle. I gamle dage kunne man skændes, så folks ansigter var med. Nu får man kun ordene, and sticks and stones will hurt you, but words!
Det er alt sammen digitalt. Det digitale kan ikke pakkes om en fisk, kan ikke brændes i håndvasken, kan ikke lægges i bunden af kattebakken, kan ikke bruges til at tænde op i brændeovnen. Det digitale bliver. Det er en evigt igangværende proces, hvor ting vi burde nøjes med at tænke, bliver lagt ud i verden for evigt. Og ind i andre. Ind i deres hjerner. Vi skriver hele tiden. Vi lægger ikke fingrene imellem. Vi blotter os virtuelt, mens vi sidder gemt bag skærmene. 24 timer i døgnet er noget ved at koge over i en sms, i en kommentarboks, på en blog, inde i din computer, din telefon, som ingen ringer på længere, fordi en stemme gør en sårbar. Det er sværere at sige tingene, end at skrive tingene, og vi har ingen digital dannelse. Vi er nogle røvhuller på nettet, og vi er det, når det passer os. Ingen går fri: Alle får mails fra kommunen, fra kæresten, fra naboen, fra den, der sidder på den anden side af bordet, fra en mand i Nigeria, fra banken, kollegaerne, vennerne, chefen, fanden og hans pumpestok.
Kommunikation skulle være så sundt, men kommunikation er blevet en sygdom.
Nogle gange, når jeg sidder og arbejder, er der ord, som forsvinder. Ordene er væk. Jeg kan ikke finde dem. Jeg har en blomst i hjernen. Blomsten trænger til lys og vand. Den er ved at visne af overkommunikation, og mails, der skulle være blevet derhjemme. Den har ikke plads til det, den skal have plads til, hjernen, men nu sidder jeg her. Jeg sidder i Vedersø Klit. Solen er høj. Der er kun havet derude. Havet og marehalmen og den der bunkers til højre. Vinden blæser avnerne af mig. Jeg tæller måger over brændingen. Til jul vil jeg ønske mig en kikkert.
Kommentarer