Hejren i The New Yorker

I forrige uge var Dorthe Nors' novelle 'Hejren' fra novellesamlingen 'Kantslag' i The New Yorker, og hun fortæller her lidt om, hvordan det kunne gå til.

Det er en lang historie, but here goes:

Det begyndte for fem år siden. Oversætteren Martin Aitken kontaktede mig og spurgte, om vi ikke skulle prøve at oversætte nogle af novellerne fra min samling Kantslag med henblik på at få dem i amerikanske litteraturmagasiner. Sjov ide, tænkte jeg, og fordi jeg havde et godt amerikansk netværk, var der gode folk at spørge til råds. Over de første år fik vi således noveller i en lang række litteraturmagasiner. Det er der meget godt at sige om, fordi a) litteraturmagasinerne i USA har et højt niveau b) magasinerne ofte er tilknyttet gode universiteter c) magasinerne læses af amerikanske forlag. De talentspejder i dem.

Når man skriver på et lille sprog og bor i et lille land, med små oplag og et mikroskopisk, til tider klaustrofobisk litteraturmiljø, så skal man nyde, at der er en verden udenfor Verona, en verden, der tænker anderledes om litteratur, en verden fuld af læsere, der møder ens tekster med friske øjne, og må danske forfattere godt komme ud at lege? Ja, det må danske forfattere godt.

For et par år siden indledte jeg via en amerikansk kollega, samarbejde med tidsskriftet A Public Space i New York. Jeg udgav et par noveller hos dem, jeg skrev en artikel for dem, og er i øjeblikket også gæsteredaktør på en udgave af magasinet. Og så en dag fortalte chefredaktør, Brigid Hughes (tidligere chefredaktør på The Paris Review) mig, at de nu indgik i et samarbejde med det anerkendte forlag Graywolf Press. Hun sagde også, at de gerne ville have, at min bog Kantslag blev den første udgivelse i samarbejdet. Vi er nu fem år inde i den amerikanske historie, og jeg løber rundt i Valby og er glad.

Det skal jo med, at det her er noget, man gør alene. Eller – man skal have sig en god oversætter, og så skal man gøre det uden dansk forlagsassistance. Med mindre du hedder Jussi Adler Olsen eller skriver erotiske romaner, så skal du ikke forvente, at forlagene løfter klassisk litteratur ud i verden i disse år. En bog skal kunne sælges på paller før den får nogen videre støtte i sin udlængsel. Eller den skal i hvert fald kunne sælges til en seks-syv lande ad gangen. Det er begrædeligt! Men sådan er det. Videre, videre.

Vi nærmer os nu det øjeblik, hvor jeg får en mail fra min amerikanske redaktør. Det er i juni i år, og i mailen står der: The New Yorker wants to publish The Heron. Det havde jeg ikke set komme, for blandt alle amerikanske magasiner, er The New Yorker noget nær umulig at komme i.  Magasinet har over en million abonnenter. Siden 1925 har det været et af de vigtigste magasiner i verden at få sin litteratur udgivet i. Listen af bidragydere gør en både svimmel og ydmyg, og rygtet har det, at ingen har fået en novelle i magasinet ved selv at sende ind, siden engang i 90’erne. Men nu havde mit forlag altså indsendt uden jeg vidste det, og The New Yorker ville gerne udgive min novelle Hejren. Det var stort. Og det var ikke mindre svimlende, da det viste sig, at ingen dansker før havde haft et stykke kortfiktion i bladet. Nu tænker I selvfølgelig på Baronessen, og det gjorde jeg også, men nixen bixen Karen Blixen.

Forrige mandag blev Hejren så udgivet sammen med et lille interview. Det var en stor dag, og lige siden har jeg glædet mig til at se den såkaldte cover-version; det, der lugter af tryksværte, 5th Avenue, Broadway og Jumpin’ Joe DiMaggio. Og det ankom med posten i går, og nu ligger det så der på mit danske skrivebord. Svært at kuple sin hjerne over og fantastisk at bladre i og i øjeblikket pakket omkring en fisk i Amerika. Det sker en gang i livet, og man er glad, når det sker, og så arbejder man videre.

Videre, videre.