Blog
Hvad skal man læse i læsekredsene?
Jeg er lige kommet hjem fra Fanø. Engang boede jeg dernede, så det er altid som at komme hjem, når jeg er der. Det var ellers arbejde, jeg var dernede efter. En lokal læsekreds i Sønderho havde inviteret mig til at læse op fra og fortælle om Minna mangler et øvelokale. Det blev en god aften i Sønderho gamle skole. Der var kaffe, Fanøkringle og litteraturglæde.
Jeg har besøgt flere læsekredse i år, og det er godt, for jeg elsker de kredse. En bog kan hidse gemytterne op, den kan føre modsætninger sammen, give anledning til samtale, dybde og eftertanke. Læsekredsen i Sønderho havde læst min bog og nogle af mine Kantslagsnoveller til denne uge. Den næste bog, de skulle i gang med var, Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden. Jeg tror ikke, der findes en læsekreds i Danmark, som ikke har været igennem Leines bog. Og det er helt okay at læse det, de andre læser, men hvis vi altid går ind ad den sikre dør, så bliver vores verdensopfattelse derefter. Heldigvis er der mange læsekredse, som blander buketten af bøger, så de både får de store bestsellere og de knap så tykke bøger med. Læsekredsen i Sønderho er et fint eksempel på modet til at blande paletten.
Til gengæld oplevede jeg for et par år siden en læsekreds, hvor man nægtede at læse nyere dansk litteratur, eller - og lad os da bare kalde den ved dens træske navn - ”den smalle litteratur”. Og det var ikke bare ugidelighed, der afholdt særligt et af kredsens medlemmer fra at læse den slags, nej det var en art vrede. Sådan noget lort forstår jeg ikke, sagde bemeldte medlem, og det syntes jeg var så trist. Ikke, at hun ikke forstod bøgerne, for det står enhver frit for ikke at forstå. Det triste var, at hun mente, at bøgerne var noget lort, fordi hun ikke forstod dem. Jeg mindes også, at hun fremhævede sin uvidenhed, som noget hun var stolt over. Det er (synes jeg ærlig talt) lidt af en svøbe i tiden, at vi galper op om, hvor stolte vi er af alt det, vi ikke vil røre ved, fordi vi skal yde en indsats for at forstå det. Det er dannelseskultur på retræte og ret trist.
Jeg har også mødt læsekredse, hvor man kun læste krimier. Jeg gad godt deltage i et møde i sådan en kreds. Hvad snakker man om? Hvordan diskuterer man bogen? Plottets styrke? Mordenes karakter? Om man følte sig godt underholdt? For mig handler litteraturdiskussion om at tale om den slags, som vi sjældent taler om i vores overfladesøgende liv. Og den gode samtale udspringer sjældent af, om noget har underholdningsværdi eller ej. Men mine fordomme til side. Måske får man sig en god snak om døden ude i krimilæsekredsene. Hvem ved? Og om ikke andet, så er der garanteret kage til kaffen. Det tæller også.
Jeg er selv med i en læsekreds. Vi er ti forfattere i kredsen, og vi læser ikke aktuelle danske bøger, og det er ikke, fordi de ikke interesserer os, nærmest tværtimod. Men vi kender som regel dem, der har skrevet dem. Det gør det svært at læse bøgerne uden at tale om uvedkommende ting. Så vi læser i stedet de klassikere, vi ikke har nået at få læst før i vores liv: Flannery O’Connor, Jack Kerouac, Søren Kierkegaard, Tranströmer og til næste gang skal vi læse Sandemose. Andre ville finde vores møder eksotiske. Vi taler om afsnit, der godt kunne være redigeret bedre, om figurtegninger, der halter, eller også savler vi over en afdød kollegas vinkling af et tema, behandling af sproget eller den slags. Vi opdager også, at vi tit er uenige om, hvorvidt bogen er god. Det er en trøst, fordi vi alle sammen prøver at blive anmeldt, og hvis ti mennesker, der ikke laver andet end at læse og skrive, kan opleve et kanoniseret værk på ti forskellige måder, så tro pokker, at oplevelsen af at blive anmeldt kan være lidt af en karruseltur.
Men jeg kan mærke, at I sidder og tænker på ugens foto, og I har helt ret: Det forestiller en død sneppe. Min vært på Fanø var på sneppejagt. I går morges hang sneppen og dinglede uden for mit vindue. Så var det, at det slog mig, at jeg vil foreslå min læsekreds, at vi måske skal læse Tarjei Vesaas Fuglene. Snepper spiller en central rolle i bogen, og jeg har læst den en håndfuld gange. Jeg elsker den bog. Men måske har min læsekreds ikke læst den? Og det skal den da! Og det skal I andre også! I skal læse Tarjei Vesaas Fuglene, og I skal læse nyt, læse klassisk, læse dansk, læse udansk, læse sjovt og læse med og imod strømmen. Der skal være højt til loftet og kage til kaffen. Det er sådan det skal være.
God læselyst derude.
Jeg er lige kommet hjem fra Fanø. Engang boede jeg dernede, så det er altid som at komme hjem, når jeg er der. Det var ellers arbejde, jeg var dernede efter. En lokal læsekreds i Sønderho havde inviteret mig til at læse op fra og fortælle om Minna mangler et øvelokale. Det blev en god aften i Sønderho gamle skole. Der var kaffe, Fanøkringle og litteraturglæde.
Jeg har besøgt flere læsekredse i år, og det er godt, for jeg elsker de kredse. En bog kan hidse gemytterne op, den kan føre modsætninger sammen, give anledning til samtale, dybde og eftertanke. Læsekredsen i Sønderho havde læst min bog og nogle af mine Kantslagsnoveller til denne uge. Den næste bog, de skulle i gang med var, Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden. Jeg tror ikke, der findes en læsekreds i Danmark, som ikke har været igennem Leines bog. Og det er helt okay at læse det, de andre læser, men hvis vi altid går ind ad den sikre dør, så bliver vores verdensopfattelse derefter. Heldigvis er der mange læsekredse, som blander buketten af bøger, så de både får de store bestsellere og de knap så tykke bøger med. Læsekredsen i Sønderho er et fint eksempel på modet til at blande paletten.
Til gengæld oplevede jeg for et par år siden en læsekreds, hvor man nægtede at læse nyere dansk litteratur, eller - og lad os da bare kalde den ved dens træske navn - ”den smalle litteratur”. Og det var ikke bare ugidelighed, der afholdt særligt et af kredsens medlemmer fra at læse den slags, nej det var en art vrede. Sådan noget lort forstår jeg ikke, sagde bemeldte medlem, og det syntes jeg var så trist. Ikke, at hun ikke forstod bøgerne, for det står enhver frit for ikke at forstå. Det triste var, at hun mente, at bøgerne var noget lort, fordi hun ikke forstod dem. Jeg mindes også, at hun fremhævede sin uvidenhed, som noget hun var stolt over. Det er (synes jeg ærlig talt) lidt af en svøbe i tiden, at vi galper op om, hvor stolte vi er af alt det, vi ikke vil røre ved, fordi vi skal yde en indsats for at forstå det. Det er dannelseskultur på retræte og ret trist.
Jeg har også mødt læsekredse, hvor man kun læste krimier. Jeg gad godt deltage i et møde i sådan en kreds. Hvad snakker man om? Hvordan diskuterer man bogen? Plottets styrke? Mordenes karakter? Om man følte sig godt underholdt? For mig handler litteraturdiskussion om at tale om den slags, som vi sjældent taler om i vores overfladesøgende liv. Og den gode samtale udspringer sjældent af, om noget har underholdningsværdi eller ej. Men mine fordomme til side. Måske får man sig en god snak om døden ude i krimilæsekredsene. Hvem ved? Og om ikke andet, så er der garanteret kage til kaffen. Det tæller også.
Jeg er selv med i en læsekreds. Vi er ti forfattere i kredsen, og vi læser ikke aktuelle danske bøger, og det er ikke, fordi de ikke interesserer os, nærmest tværtimod. Men vi kender som regel dem, der har skrevet dem. Det gør det svært at læse bøgerne uden at tale om uvedkommende ting. Så vi læser i stedet de klassikere, vi ikke har nået at få læst før i vores liv: Flannery O’Connor, Jack Kerouac, Søren Kierkegaard, Tranströmer og til næste gang skal vi læse Sandemose. Andre ville finde vores møder eksotiske. Vi taler om afsnit, der godt kunne være redigeret bedre, om figurtegninger, der halter, eller også savler vi over en afdød kollegas vinkling af et tema, behandling af sproget eller den slags. Vi opdager også, at vi tit er uenige om, hvorvidt bogen er god. Det er en trøst, fordi vi alle sammen prøver at blive anmeldt, og hvis ti mennesker, der ikke laver andet end at læse og skrive, kan opleve et kanoniseret værk på ti forskellige måder, så tro pokker, at oplevelsen af at blive anmeldt kan være lidt af en karruseltur.
Men jeg kan mærke, at I sidder og tænker på ugens foto, og I har helt ret: Det forestiller en død sneppe. Min vært på Fanø var på sneppejagt. I går morges hang sneppen og dinglede uden for mit vindue. Så var det, at det slog mig, at jeg vil foreslå min læsekreds, at vi måske skal læse Tarjei Vesaas Fuglene. Snepper spiller en central rolle i bogen, og jeg har læst den en håndfuld gange. Jeg elsker den bog. Men måske har min læsekreds ikke læst den? Og det skal den da! Og det skal I andre også! I skal læse Tarjei Vesaas Fuglene, og I skal læse nyt, læse klassisk, læse dansk, læse udansk, læse sjovt og læse med og imod strømmen. Der skal være højt til loftet og kage til kaffen. Det er sådan det skal være.
God læselyst derude.
Kommentarer