POT LUCK

Litteratursidens nye forfatterambassadør, Dorthe Nors, blogger om hvorfor det er vigtigt at netværke med internationale forfatterkolleger.

I lørdags tilbagelagde jeg strækningen Midtjylland-København med en kat i Toyotaen. Jeg kan lige så godt sige det fra begyndelsen: Den kat, og så det faktum, at jeg er ved at flytte fra København kommer til at spille en vis rolle i min tjans som ambassadør (!) for Litteratursiden. Katten har kun været i mit liv i tre uger. Den ankom utilsigtet og netop som jeg efter syv år i hovedstaden er ved at pakke sammen. Det var ikke meningen med en kat nu. Det er upraktisk, men alligevel underligt godt.

Jeg kørte altså med katten gennem Danmark i lørdags. På vej hjem fra et ophold med internationale forfattere på Hald, og jeg havde ikke en kat med derover. Katten kom til mig der. Den kom på terrassen, mjavende af sult og med en perlekrans af tæger om halsen. Der var intet at forelske sig i. En tam, men forfærdeligt forladt killing. En af mine medrefugianere, en japansk forfatter ved navn Mariko Nagai, foreslog, at vi skulle kalde den Karen Blixen. Jeg synes egentlig, det var passende, for den lignede Blixen: Lille, sygelig og med en underlig udtale. Problemet er bare, at jeg er bange for Karen Blixen, og under ingen omstændigheder vil have hende til at rende i hælene på mig. Amerikaneren på Hald kaldte katten Kitty og gik tur med den, mens sloveneren smuglede ost ud til den, når ingen så det, og han var ikke den eneste, der var forelsket i det sølle dyr: Det var danske Cindy Lynn Brown og jeg også. Vi fodrede den i dølgsmål. Vi skiftedes til at gå tur med den. Vi lod, som om den ikke var vores problem officielt, men så snart myndighederne ikke kiggede, hang vi ud med katten. Det navnløse dyr adopterede os. Og så adopterede jeg den. Det er tre uger siden. Katten har været i pension hos mine forældre, og hvis den ikke var en kat, ville jeg sige, at den efterhånden er ved at ligne et rigtigt menneske. Jeg kørte gennem Danmark med det rigtige menneske i lørdags. Mennesket mjavede.

Det var rammende, at katten kom midt i et internationalt ophold. Den slags afholder Hald en gang om året, og der burde stå danske forfattere i kø for at deltage. Men det gør der vist ikke, og det selvom de udenlandske forfattere, som udvælges, er weltklasse. Jeg tror, det skyldes, at danske forfattere forestiller sig, at internationalt samarbejde er noget, der sker gennem forlag og agenturer, men med mindre du hedder Jussi, skal du ikke regne med det. Du har kun dig selv, dine tekster og dit ønske om at møde bogfolk fra andre egne af kloden med så stor åbenhed som muligt. Slå dig ned ved bordet. Vær dig selv. Åbn op og lær noget. Det er sådan det sker, og katten vidste det. Den deltog i opholdet på fuld skrue, og en aften holdt vi ’pot luck’ i parken. Pot luck er det amerikanske ord for ’sammenskudsgilde’, og katten var med. Katten spiste af alles tallerkner (undtagen britens). I et uset øjeblik gik den løs på chokoladekagen, og sådan skal det magre dyr nok ende med at blive fed og lykkelig med tiden. Jeg gav den navnet Pot Luck.

Pot Luck og jeg kørte altså til København i lørdags. Mig bag rattet, Pot Luck i en luksuskasse fra en dyrehandel i Viborg. Vi skal leve sammen i fryd og gammen, og selvom katten er virkelig nok, må I gerne se den som en metafor: Den er et billede på, hvordan gode ting kan ske, hvis man deltager i et sammenskudsgilde. Man kan få sig et nyt hjem, og det kommer jeg nok også til at skrive om her på Litteratursiden: Hvordan jeg ligesom katten har fundet mig et nyt hjem til min litteratur i Amerika. Ja, sådan bliver det: Pot Luck, flytning – dansk litteratur i mødet med omverden; de tre emner kommer jeg nok til at vende tilbage til. Men derom senere, for Pot Luck mangler kattegrus, og Pot Luck ligner en, der skal tisse.

Foto: Sara Skaarup