Selv om Dorthe Nors er slået igennem og til daglig arbejder i New York, sidder hun i den danske vandkant og nyder successen. Men hvordan?
Hver dag, når jeg arbejder i New York, går jeg ind på mit kontor i Vedersø ved Vesterhavet, tænder for min Mac, venter til klokken bliver 14.00 dansk tid, for så er de vågne derovre. Hver dag når jeg går på arbejde i New York, sidder jeg og kigger på den flade slette før klitterne, mens de mennesker, jeg arbejder sammen med, er stukket af vejen i brownstonehuse og i nedlagte mekanikerværksteder i Brooklyn – eller, for det er også en del af at arbejde i New York – måske går én af dem ned ad Washington Avenue i Minneapolis. Mit forlag, Graywolf Press, ligger nemlig i Minneapolis, mens min redaktør er i New York, og jeg sidder på mit kontor i Vestjylland, og er ikke alene om at være hægtet på verden. Alle involverede i det at arbejde i New York opholder sig i den fra det sted, hvor de nu engang fysisk måtte befinde sig. Internettet opløser geografiske – og litterære – grænser.
Lidt forhistorie er nødvendig: Sommeren 2006 opholdt jeg mig i New York for at skrive på en slags interviewbog. Bogen skulle bestå af samtaler med folk på gadeplan, men værket blev trods utallige tilfældige møder på Manhattan aldrig til noget, og så rejste jeg hjem til Danmark og flyttede fra Fanø til København, hvor jeg så skrev en novellesamling i stedet. Novellesamlingen, Kantslag, fik jeg oversat novelle for novelle, og de følgende seks år blev novellerne så udgivet i amerikanske litteraturmagasiner. Den første af dem kom i Boston Review i 2009. En af de sidste af novellerne fra Kantslag blev udgivet i The New Yorker i 2013. Siden har jeg skrevet og udgivet nye noveller i USA, blandt andet i Harper’s Magazine og The New Yorker igen. Det er blevet en del af mit arbejde at tænke mine korttekster ud i amerikansk regi, inden jeg overvejer, om de kan bruges til noget i Danmark. Den måde at arbejde på er vital for mig, et privilegium. At kunne gøre det afhænger dog af, at man er flydende på engelsk, og at man har en god oversætter, der er fleksibel og har lyst til at lege med. Jeg har, siden jeg var barn, elsket engelsk som var det mit andet modersmål, og jeg arbejder i øjeblikket sammen med den amerikanske oversætter Misha Hoekstra. Essays og kortere artikler skriver jeg selv på engelsk, men når det kommer til min litteratur, er det Misha, der så smukt forvalter magien. Jeg læser med, vi taler om det, men det er ham, der drømmer på engelsk om natten og dermed ham, der synger for. Og det gør han godt.
I de otte år, jeg har arbejdet i New York, har jeg efterhånden udviklet gode kontakter til litteraturfolk i byen. Jeg fik via mine noveller blandt andet et særligt forhold til litteraturmagasinet A Public Space, hvor jeg også fik lov at være gæsteredaktør. A Public Space’s chefredaktør, Brigid Hughes, er tidligere chefredaktør på det legendariske The Paris Review, og ad den vej kom jeg, uden at vide det selv, tæt ind på det litterære New Yorks magtcentrum. Men i den periode, hvor alle frøene blev sået, altså fra 2006-2013, var jeg ikke en eneste gang i New York. Jeg arbejdede uafladeligt i byen – og andre steder i USA – men mit arbejde foregik på engelsk via min Mac i Danmark.
Det skulle dog ændre sig, da A Public Space indgik et samarbejde med det uafhængige forlag Graywolf Press. Graywolf har til huse i en gammel fabriksbygning i Minneapolis og poster prisvindende litteratur ud i verden, som Mississippi River (der løber igennem Minneapolis) poster vand ned gennem staterne. De to huse besluttede sig for at udgive min novellesamling Kantslag i fællesskab. Det var i øvrigt også dem, der i 2013 sendte min novelle til The New Yorker og ikke mig selv. Det er en vigtig detalje dels i historien om, hvordan jeg som den første dansker kom gennem nåleøjet til magasinet, men også generelt for det at udgive i USA: Nogle gange kræver det en redaktør eller en agent og særligt, når det kommer til de virkeligt bonede gulve. Efter eksponeringen i The New Yorker fik Kantslag til manges overraskelse (ved gud også min egen) et internationalt gennembrud, og siden har jeg været i USA flere gange. I skrivende stund forbereder jeg udgivelsen af mine kortromaner Minna mangler et øvelokale og Dage i USA. De udkommer derovre til juni, og så skal jeg på turné. Det bliver en vild rejse fra østkyst til vestkyst, og som det er skik og brug, lægger jeg ud med optrædener i New York. Det sker sammen med kollegaer som britiske Max Porter (Sorg er et væsen med fjer) og amerikanske Leslie Jamison (The Empathy Exams). Jeg nævner det, fordi én af de ting, jeg holder allermest af ved at have New York som base for den internationale del af mit arbejde, er, at jeg får lov til ikke blot i USA, men også andre steder i verden, at optræde med gode, udenlandske kollegaer. Det er forfattere fra andre lande, der de sidste ti år har udgjort forskellen i mit arbejdsliv. Når man mødes på tværs af skriftkulturer, begrænses samtalen ikke til at fokusere på lokale trakasserier. Man er tvunget til at tale om litterær essens. Det er vigtigt, og det var ikke sket for mig uden New York og engelsksproget litteratur som sådan.
At optræde i New York er selvfølgelig cool. Byen kaster et skær over det meste. Dertil har litteraturen en anden status derovre, end den har herhjemme i Danmark. En taxichauffør, jeg engang kørte med, spurgte mig, efter jeg havde givet ham den adresse jeg skulle hen til, nysgerrigt om, hvorfor jeg skulle besøge en boghandel i Brooklyn om aftenen: Do you need a book? spurgte han, og jeg forklarede, at jeg skulle læse op i boghandlen. Så sukkede han saligt og sagde: In America we love actors and writers, ’cus you struggle. At forfatteren og litteraturen har en anden status i USA end mange andre steder, gør, at det forventes, at man kan tale for sig, når man optræder. Man skal have tænkt over sit stof, og man skal forstå at formidle det på en måde, så publikum føler sig imødekommet. Man skal kort sagt helst have en lille ’performer’ gemt i sig. Hvor man i Tyskland rask væk kan tillade sig at trætte sin tilhører med oplæsninger af op til en halv times varighed, skal man ikke satse på at læse højt i mere end 6-8 minutter ad gangen i New York. Det handler ikke kun om ”short attention spans”, det handler også om, at forfatterens rolle i USA er en anden. Forfatteren skal indgå i en dialog, og man skal være skåret godt for tungen, for hvis ikke man har noget at sige om sit værk, så udfylder man ikke sin rolle. Hvis man bliver for selvhøjtidelig, går det ikke, og samtidigt skal man levere varen intellektuelt. Jeg elsker balancen mellem både at levere kompliceret stof og samtidigt have et givende og åbent møde med læserne. Generøsiteten i den litterære optræden i USA tiltaler mig. Man er ikke så fedtet med sig selv; man vil ud over kanten til de andre. Nogle gange, når jeg optræder i Danmark glemmer jeg, at vi ikke praktiserer litteraturen på helt samme måde her. Efter en oplæsning på Louisiana Literature i Humlebæk sagde en dansk kollega til mig: ”Ja, den er god nok, du er amerikaner”, og jeg spekulerer stadig på, om det var et kompliment.
Jeg er jo ikke amerikaner. Jeg er en dansk forfatter og vil altid være det. Det er i det danske, jeg skriver mine værker, og selvom det er skønt at få lov at have et andet sprog at lege med, så er dansk det eneste sprog, jeg kender til marven. En dag kan mine internationale opgaver være slut. Tag ikke fejl; det er et vildt maskineri, og det kan være jeg bliver spyttet ud af det om lidt. I Danmark forbliver jeg dog, her har jeg mine tilhørsforhold. Men de sidste otte år har mit skrivebord været placeret i verden, og verden smitter, og jeg tror kun, det er godt, at den gør det. Verden tilføjer skriften en anden afsøgning af virkeligheden. Det giver noget tilbage til den kultur, jeg er født i og skriver ind i. De billedkunstnere, som i 18- og 1900-tallet drog ud i verden og tog indtryk og nye formtraditioner med sig hjem, gav os noget uvurderligt. Hverken vores kunst- eller designhistorie ville have været noget uden kunstnere, der var optaget af andre udtryksformer end de lokale (altså de danske). Man tager noget med sig ud i verden, og man kommer ikke tomhændet hjem. Det tror jeg er godt for dansk litteratur, og jo længere jeg kan få lov til at være en del af den udveksling, jo mere taknemmelig er jeg.
For mig er New York ikke længere kun et verdenscentrum på den anden side af Atlanterhavet. New York er et sted, man kan indtage via fingerspidserne og tastaturet. Den er der, hvor du er, hvis du vel at mærke har fundet din vej ind i den. Det er det sidste, der er det svære, og jeg ved næsten ikke, hvordan jeg gjorde det, bortset fra, at det var sjovt, og at jeg følte mig som en lille orm i et stort æble. Og stadig gør det. Jeg ved godt, for alle i USA siger det til mig, at det er uhyggeligt svært at trænge igennem i New York. Amerikanske kollegaer ser på mig med mistro, når de hører min historie, for det er lidt som med humlebien, der flyver, selvom den ikke ved, at den ikke kan. For mig blev New York af uransagelige grunde et frirum og et eksklusivt sted at møde op på arbejde uanset, om jeg skal besøge min redaktør på Dean Street, læse op på East 47th Street, eller om jeg klokken 14.00 sætter mig ved mit skrivebord på Vesterhavsvej i Vedersø og indtaster ordene: Hey friends, how are you?
Kommentarer