I øjeblikket er jeg i gang med at oversætte. Jeg oversætter en svensk krimi til dansk. At oversætte er et godt supplement til en til tider usikker forfatterøkonomi. Jeg kan fortælle, at jeg tjener omtrent fire gange så meget på at oversætte en svensk krimi, som jeg gør på at skrive en bog, som for eksempel min sidste Minna mangler et øvelokale, og det selvom den lille tynde ting (altså Minna-bogen) nu kommer i andet oplag. Det gør ikke noget, at man ikke bliver rig. Pyt med det, men pengene skal jo ind på en eller anden måde.
Så jeg oversætter en svensk krimi i øjeblikket. Jeg kan godt lide at oversætte. En af de ting, jeg allerbedst kan lide ved at oversætte er følelsen af, at mit ego kan slappe af. Når man som forfatter af og til er igennem længere udgivelsesperioder, og man har været sårbar, oppe at køre, ude i tovene, anmeldt og vurderet og bedømt i hoved og dine, så er det så dejligt at sætte sig ned og oversætte et par måneder. Åh, ikke at være den, der er den. Åh, at stå i baggrunden.
I sin tid studerede jeg nordisk sprog og litteratur på universitetet. Jeg skrev speciale om svensk litteratur og elsker det svenske sprog. En af mine yndlingsbøger på denne klode, udover de åbenlyst litterære, er Valfrid Palmgren Munch-Pedersen og Ellen Hartmanns fantastiske svensk-danske ordbog fra 1954. Den er så omstændelig og encyklopædisk præcis, at det knitrer, når jeg bladrer i den. Hvis jeg er heldig får jeg lov til at slå gamle ord som for eksempel lokehavre (’flyvehavre’) skölp (’hulhjern’) og sandarv (’klæbrig hønsetarm’) op. Den er så bedaget, aflægs og lækker, den ordbog, at jeg kan finde på at bladre i den bare af lyst: Åh, at få lov at bruge min uddannelse engang imellem, og så er det ikke engang det bedste:
Det bedste er, at hver gang jeg kommer til en passage, som jeg ikke synes, forfatteren har skrevet godt nok, så er det ikke mit problem. Altså jeg kan og skal rette småfejl af redaktionel karakter, men jeg må jo ikke skrive bogen om. Det er ikke min bog. Det er ikke mig, der skal stå på mål for den, og det ikke er mig, der skal gå planken ud som skaber af værket. Mit job som oversætter er gjort godt, hvis ingen opdager, at jeg findes. Hvis jeg ikke bliver nævnt i anmeldelsen, er det en god anmeldelse for mig. Hvor jeg som forfatteren Dorthe Nors helst skal give den som påfugl, skal jeg som oversætter være lidt af en skyggetante, og det gør slet ikke noget i en periode.
Der er te på kanden, der er kat på bordet og varme i radiatoren: Valfrid og Ellen er slået op på saltsjöart (’skærgårdsart’), og skyggetanten hilser; hun er tilfreds.
Kommentarer