Snestormen

Russisk litteraturs enfant terrible Vladimir Sorokin er kendt for sin beske kritik af Putins Rusland. En kritik han knivskarpt og med overrumplende taktik viderefører i ’Snestormen’.

’Snestormen’ er rent handlingsmæssigt relativt enstrenget, og et kort resumé er på sin plads: Lægen Platon Garin hyrer en ensom brystsyg, impotent brødkusk til at køre sig til byen Dolgoje, der ligger blot 20 km fra den poststation, hvor lægen befinder sig. Der er pest i byen, og lægen skal give byens beboere en vaccine mod sygdommen. Det er vigtigt for lægen at nå frem, ikke primært for at redde beboerne, men mest for at kunne dupere en anden læge, han kender. Uanset bevæggrunde så har han under alle omstændigheder voldsomt travlt, men der er en skrækkelig snestorm, der gør at turen varer flere dage. Og som om det ikke var nok, så går næsten alt helt galt kort før de når frem (- hvis jeg skrev, at han møder en 6 meter høj snemand med et kæmpe stort erigeret lem, som han ikke kunne komme udenom, ville I alligevel ikke tro mig, så det undlader jeg...).

Øv, har han nu lige fortalt hele handlingen? Ja mere eller mindre, men kun fordi det netop ikke handler om handlingen i denne bog. Den ydre handling er blot et skelet til det, der virkelig ligger Sorokin på sinde, nemlig en allegori på det nutidige, og i hans øjne stærkt kritisable, russiske samfund. Hvad allegorien mere præcis henviser til, må være op til hin enkelte at fortolke.

Det er en mærkelig bog, en rigtig god bog, men heldigvis mærkelig. Bedst som man tror, at der er tale om tung, velkendt, russisk realisme, der trækker tråde tilbage til såvel russiske som andre europæiske litteraturforfædre, så skyder der pludselig små underlige gennemsigtige pyramider op af jorden, de møder gnomer på en halv meters højde, døde stormennesker med øreringe på 30 kilo og omrejsende ”vitaminesere”, der varmer pyramiderne op, så de giver vilde hallucinationer; og for ligesom at toppe det hele garneres handlingen med beskrivelser af hologram-ure og telte på spray –  vel noget som typisk kun hører til i en sci-fi roman.

Men det er faktisk ikke det mærkeligste. Det mærkeligste og bedste er, at Sorokin formår at blande det hele sammen, så man under læsningen næsten ikke tænker, at det er mærkeligt. Den syrede handling forekommer nærmest naturlig. Og det er Sorokins virkelige merit i denne bog; det er her, han for alvor viser, at han er en af de helt store figurer i nutidig europæisk litteratur. Alting i bogen er drevet helt ud over kanten. Fuldstændig absurd og alligevel helt fornuftigt mens man læser. Det samme som måske netop gør sig gældende i dagens Rusland – et helt absurd samfund ude af proportioner, der alligevel virker næsten helt acceptabelt mens man er i det – kunne være en af Sorokins hovedpointer.  Rusland som en hallucination.