Med hensyn til at blive ny

Fremragende debutroman om en ung kvinde, der efter morens død, farens sammenbrud og et afviklet pseudo-parforhold tager i sommerhus, hvor alt forvitres. Hende selv inklusiv.

Efter morens død, farens belastningspsykose og et forhold, der vel egentlig aldrig rigtigt var det, tager en ung kvinde alene op i farens families sommerhus. Veninden B kører hende derop, hvor hun nu overlades i sit eget selskab – i månedsvis. Det tegner til at blive en form for opløsning, hvor selv dét at opretholde livet efterhånden ikke er noget, der interesserer hende synderligt. Sideløbende med forpuppelsen i sommerhuset indvies læseren i forældrenes ægteskab med mislyde og disharmonier, morens sygdom, forelskelsen i M og venskabet med B. Og alt dette er resultatet af en fremragende, fed debutroman.

Sommerhuse kan noget. Det er set flere gange. Fx i ’Sommerhus’ af Amalie Laulund Trudsø, ’Det skete’ af Marina Cecilie Roné og ’Stormskader’ af Katrine Grünfeld. Og nu altså også i dramatiker Kirstine K. Høgsbros debutroman ’Med hensyn til at blive ny’. Jeg lod mig i første omgang narre og tænkte, at kvinden, da hun først var blevet læsset af af sin veninde, nu ville indtage sommerhuset for her at kunne tænke, restituere og komme sig ovenpå den seneste tids tab og brud. En sorgbearbejdelse med andre ord. Og måske er det også det, der sker, men i så fald ikke på den måde, jeg forventede. Hun nærmest degenererer. Måske med henblik på at blive ny?

Mens den unge kvinde lader naturen omslutte sig selv og sommerhuset, præsenteres den allerede fra start indfangede læser (det være sig mig, men forhåbentlig også en masse andre) for forældrene og deres ægteskab, som det har taget sig ud fra deres datters synsvinkel. Via dramaturgiske indslag med lokation, medvirkende og replikker tegnes et på den ene side ømt, men også skægt nøgternt, parforhold med den distancerede (og sort-humoristiske!) mor og den udholdende, kærlige far. Et sjovt og velfungerende match, der giver anledning til, at Høgsbro kan tage sine evner som dramatiker i brug. Og måske er det også disse evner, der gør, at Høgsbro – nu som skønlitterær forfatter – er så formidabel til at fremstille samværet mellem mennesker. Hun har et skarpt blik for de utallige små nuancer, der altid er til stede og altid er undervejs i en samtale eller andre former for mellemmenneskeligt samvær og kommunikation.

Som romanen skrider frem, tegnes der et billede af en kvinde, der på en eller anden måde altid har eksisteret i skyggen af andre. Det gælder både forældrene, veninden B, der er den udadvendte og sprudlende i veninde-forholdet, og forelskelsen M, der ikke er til forpligtende forhold, og som hun af flere omgange krampagtigt forsøger at matche, men uden det store held. Da fortællingen til slut tipper fra 1. til 3. person, er det stadig historien om et menneske, der kun delvis er med i sit eget liv. Som alt for tit er tilskuer fremfor deltager, og som til slut ebber ud i mørket.

En vellykket og velkonstrueret debutroman med sproglig sikkerhed og ditto overskud, der balancerer på en line spændt ud mellem hjerteskærende humor og sørgelige sandheder.