Krigere uden vaaben

Morten Nielsen har en helt særlig, nærmest ikon status i 40’ernes digtning. Digtsamlingen 'Krigere uden Vaaben' udtrykte en indædt livsvilje, som stadig føles vedkommende og tidsløs.

”Den, som kæmper, taber aldrig helt” hedder det et sted i Morten Nielsens debut fra 1943, digtsamlingen 'Krigere uden Vaaben'. Ordene virker næsten profetiske, når man ved, at forfatteren året efter døde i modstandskamp, 22 år gammel. Morten Nielsen nåede derfor kun at udgive denne ene digtsamling, som dog to år senere blev fulgt op af 'Efterladte Digte', udvalgt og udgivet af Poul la Cour. Den dramatiske baggrundshistorie har uden tvivl medvirket til at placere Morten Nielsen centralt i dansk litteraturhistorie, og 'Krigere uden Vaaben' er da også en digtsamling, der lægger op til heltedyrkelse og store følelser med dens mængder af patos, kærlighed og lidenskab. Ikke desto mindre er digtene stærke nok til at stå alene. De bæres frem af et fortættet udtryk og en indædt livsvilje, som stadig føles vedkommende og tidløs.

'Krigere uden Vaaben' fremstår som et fascinerende møde mellem to digterstemmer: den purunge og eksperimenterende, som er ved at sprænges af liv og trods, over for den modne og eftertænksomme, der tager livtag med døden, krigen og håbløsheden. De to stemmer mødes i den gentagne tematisering af kampen, rettet mod skiftevis indre og ydre fjender. Digtene er ikke for ingenting skrevet i skyggen af 2. Verdenskrig, men Morten Nielsen vil mere end at skildre den aktuelle situation. Insisterende og kompromisløst søger han at afdække kampens psykologi og indbyggede dobbelthed. Det kan meget vel være, at man efter slaget, skænderiet eller det indre opgør står tilbage med titel af sejrherre, men en sådan status kan bestå i, at man har skændet det besejrede uopretteligt eller skjule et dybereliggende nederlag: ”Og det er den Sejr du har vundet, / og det er din Overmagt; / At alting er endt. Og intet / tilendebragt”, som digterjeg’et udtrykker det i 'Redegørelse'.

Morten Nielsen er en stilsikker digter, der har overskud til at afsøge en mængde forskellige digteriske udtryk og eksperimentere med rim, enjambement og diverse metriske former som f.eks. sonetten, der ellers ikke var i høj kurs i hans samtid. Nogle steder lægger han sig tæt op ad Tom Kristensens og Emil Bønnelyckes blaserte fanden-i-voldskhed, som når han i 'Vi sender dansemusik om natten' proklamerer: ”Jeg er Cigarettens Glød / og Jazzmusikkens Rytme / hurtig, let, men med en Underklang / af Død”. Men netop denne underklang af død afslører ham: Morten Nielsen er ingen nonchalant verdensmand. Som digter fornyer og fortolker han snarere den romantiske tradition, hvor alt smukt og attråværdigt viser sig at gemme på en uudsigelig og mørk hemmelighed, som kun det privilegerede øje kan ane.

Syndefaldet varieres på fantasifulde måder, og vi følger kærlighedsforhold, drømmebilleder og idealer blive sunget ud, for sekundet efter at smuldre og glide ud mellem jeg'ets fingre: ”Flyver der Solskin med Blæsten / og staar du og ler i Græsset (...) // Aanej... / Du staar i et mørkt lille Kammer”, som det hedder i 'Møde'. Stort set alle digte opererer på denne måde med et kontrastprincip, hvor det høje og det lave, håbet og skuffelsen, lyset og mørket støder sammen.

Sammenstillingen mellem fylde og tomhed gentages i en række digte, der tematiserer sprogligheden: ”Aa Gud, hvor vi taler og taler, / Vi kender saa mange Ord, / (...) og taler os væk fra hinanden / i Ord som er kloge, kloge –” hedder det i 'Opgør', og i 'Tak for det': ”Tak for det – at du ingenting sae, / kun var en Duft som af ungt, sundt Blod”. Digterjeg’et længes efter stilheden, efter samhørigheden uden ord – og er samtidig smerteligt klar over, at netop ordene er digterens råstof og derfor uomgængelige. I flere digte udtrykker jeget da også en længsel efter at gribe og tilegne sig en ganske særlig stemme som i Der er lys og nogen venter: ”saa vender alle Sanser sig paany / mod en Røst der raaber. // Jeg er ene med en Stemme i det tomme”. Det er næppe et religiøst ærinde, Morten Nielsen er ude i. Snarere skildrer han her selve digterprocessen: Hvordan han, sin tilsyneladende sikkerhed til trods, stadig kæmper for at finde sin stemme og komme overens med de modsatrettede bevægelser, der er så massivt til stede.

I samlingens bedste digte er der imidlertid ingen tvivl om, at Morten Nielsen havde fundet sin stemme – eller måske snarere formået at få de to stemmer, han besad, til at mødes. Når det ungdommelige håb om kærlighedens eksistens møder den modne accept af tingenes tilstand, er resultatet uovertruffent: ”Jeg blændes lidt igen ved at se dig / og standser og staar stille for dit Nik. / Du er ny som dit eget nye Foraar / og som Lyset der brydes i dit Blik”, som det hedder i 'Gensyn'. Smukkere kan det næppe formidles. Ingen bør snyde sig selv for et gensyn med Morten Nielsens udtryksfulde digte.