Hvide spor

Vellykket og spændende femi-krimi, hvor den hårdkogte anklager Jana Berzelius kommer meget tæt på sin fortid i jagten på skruppelløse narkobagmænd.

Det er en meget grum og overordentlig spændende historie, Emilie Schepp har skruet sammen i ’Hvide spor’. Handlingen sættes i gang, da en ganske ung pige af asiatisk herkomst findes død i et tog på vej til Norrköping. Hun er død af en overdosis efter at have slugt adskillige kapsler med narkotika. Den chokerede togfører har set en anden kvinde kalde på hende, men denne kvinde er sporløst forsvundet. Nu går jagten ind både på den forsvundne kvinde og på de bagmænd, som smugler narko ved hjælp af de såkaldte ”slugere” – som oftest unge piger, der sluger kapsler med narkotika og transporterer den i kroppen.

Ligesom i debutromanen ’Mærket for livet’ er det den dygtige og til tider særdeles kontroversielle anklager Jana Berzelius, der er omdrejningspunktet, og hun arbejder igen sammen kriminalkommissærerne Mia Bolander og Henrik Levin. Vi fik bidder af Janas historie i ’Mærket for livet’, hvor vi bl.a. fik at vide, at hun som barn er blevet adopteret af den stenrige offentlige anklager Karl Berzelius og hans hustru Margareta, at hun har en tatovering i nakken, som faren tvang hende til at skjule, og at hun har et helt specielt had-kærlighedsforhold til en mand ved navn Danilo Peña.

Jana omgiver sig fortsat med den rigdom, hun er vokset op med. Hun kører bl.a. i en dyr BMW og går klædt i eksklusive mærkevarer, men hun har svært ved at knytte sig til andre mennesker, og hun er ikke bange for at gå sine egne veje, også selv om det får folk – herunder hendes kolleger – til at tage afstand fra hende. Specielt har hun et anstrengt forhold til den lidt kantede kollega Mia, som higer efter en tilværelse, der ligner Janas. Mia har svært ved at skjule sin jalousi overfor Jana og hendes rigdom, hvilket gør, at hun ind imellem foretager sig ugennemtænkte ting.

Jana er ikke nogen ”pæn pige”. Hun har en fortid og går ikke af vejen for noget, hvis det truer hendes hemmeligheder eller hendes privatliv. Jana er en af den nye type af heltinder i den skandinaviske femi-krimi, som man fx også ser i ’Leona’ af Jenny Rogneby. Hvor de gamle heltinder måske nok tog sig visse friheder og måske tog sig en elsker i ny næ, så balancerer de nye heltinder på en knivskarp æg mellem lovligt og ulovligt.

Janas personlige historie kommer til at spille en væsentlig rolle i opklaringsarbejdet, som kommer til at afsløre mange brodne kar indenfor politiets og retsvæsenets egne rækker.  Man kan godt læse ’Hvide spor’ uden at have læst ’Mærket for livet’, men jeg tror, man vil sidde tilbage med temmelig mange spørgsmål og løse ender, som ’Hvide spor’ ikke giver svar på. Der kommer helt sikkert flere romaner om Jana Berzelius, for vi har slet ikke fået hele hendes historie. Det vil jeg glæde mig til, for det er den slags krimier, man kun nødigt lægger fra sig. Det skulle da lige være for at se et afsnit af ’Broen’, der har noget af den samme stemning som ’Hvide spor’.