Anmeldelse
Ni liv
- Log ind for at skrive kommentarer
Endnu en fremragende krimi med anklageren Jana Berzelius, der denne gang beskæftiger sig med bandekriminalitet.
En ung mand, der er kendt i bandemiljøet, filmes med et bombebælte om livet, og filmen lægges på YouTube. Mia Bolander og hendes nye makker Patrick Wiking sættes på sagen og når frem til den forladte tankstation, hvor den unge mand holdes skjult, få minutter før bomben springer. Armand Muric er det fjerde medlem fra banden Komados, der er blevet slået ihjel inden for meget kort tid, så politiet konkluderer, at sagerne hænger sammen på den ene eller den anden måde.
Jana slås stadig med et stort had til Danilo Pena, en bekendt fra fortiden, men hun er overbevist om, at han sidder indespærret på den lukkede psykiatriske afdeling. Det viser sig ikke at holde stik, og så fortsætter kampen mellem de to. Danilo er særdeles farlig og især for Jana, så hun ser ikke anden udvej end at prøve at få ham slået ihjel. Det er dog ikke så nemt.
'Ni liv' er en virkelig velskrevet og spændende krimi med et vandtæt plot og et realistisk og gennemarbejdet persongalleri, som man udvikler kendskabet til bog for bog. I denne bog fylder konflikten mellem Jana og Danilo ikke så meget, og det synes jeg er rigtig rart, da det har fyldt en del i nogle af de tidligere bind. Personernes privatliv fylder i det hele taget lige tilpas, da det efter min mening aldrig må overtage selve krimidelen.
'Ni liv' var en virkelig god læseoplevelse, og jeg glæder mig som altid til næste bog om Jana og de andre.
Brugernes anmeldelser