Bog

Ondt Blod

Af (
2017
)

Anmeldelse

Ondt Blod af Emilie Schepp

27 feb.17

Voldsomt spændende. Tredje bind i serien om Jana Berzelius er en voldsom og hæsblæsende krimi om en morder, der har meget at hævne.

’Ondt blod’ er en forrygende krimi med anklager Jana Berzelius i hovedrollen, denne gang om en morder, der tilsyneladende har meget at hævne. I ald fald er morderne yderst voldsomme og personlige. Det er svært for efterforskerne at finde en sammenhæng mellem ofrene, selvom der ikke er tvivl om, at gerningsmanden er den samme. Langsomt udredes trådene og især én mand, ambulanceredderen Philip Engström, der er den første på gerningsstedet to gange og som tilsyneladende har en forbindelse til alle ofrene, bliver interessant for opklaringen. Samtidig bliver Jana igen indhentet af fortiden, da Danillo er stukket af fra hospitalet, hvor han endte efter deres sidste møde tre måneder tidligere. Han er eftersøgt i hele Sverige, og han ved, at Jana vil gøre meget, for at få sine gamle dagbogsnotater tilbage.

Jeg bryder mig ikke meget om Jana Berzelius – faktisk finder jeg hende temmelig usympatisk. Men derfor er hun stadig en yderst interessant hovedperson med en meget dunkel fortid, der spiller en stor rolle.

Emilie Schepp skriver utrolig godt, handlingen intensiveres bogen igennem og er fyldt med uventede drejninger, der gør det umulig at lægge bogen fra sig. Tempoet er konstant højt og hæsblæsende og det gælder om at holde fast, da fokus hele tiden skifter fra gerningssted til gerningssted og fra person til person. Samtidig er sproget utrolig flot og flydende, siderne vender sig selv og det er en ren fornøjelse at læse. Persongalleriet fungerer til perfektion, også selvom flere af karaktererne er direkte utiltalende. Både de gode og de onde er autentiske og meget realistiske, og man følger deres skæbner med spænding og uro og håber til det sidste, at det vil vise sig at være de ”rigtige”, der er de gode. Mystikken omkring Jana og Danillo og deres fælles fortid er utrolig spændende, og det giver lige et ekstra spændingsmoment til de i forvejen handlingsmættede krimier.

’Ondt blod’ er tredje bind i serien om Jana Berzelius, og de kan anbefales til læsere, der godt kan lide lidt voldsomme krimier. Selv om bøgerne er selvstændige, vil jeg anbefale at læse dem i den rigtige rækkefølge, da Janas historie er kompleks og ellers vil være noget vanskeligt at følge. Rækkefølgen er ’Mærket for Livet’, ’Hvide spor’ og ’Ondt blod’.

Bogdetaljer

Forlag
Politikens Forlag
Oversætter
Louise Ardenfelt Ravnild
Faustnummer
52905508
ISBN
-2921
Antal sider
388

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer