Augustmennesker

Lebedev fortæller den historie, som er udeladt af den kollektive fortælling. Dysterheden og de brutale krigssituationer er pakket ind i et smukt sprog, der er i særklasse.

De russiske forfattere er exceptionelt gode til at inddrage vidnesbyrd i deres fortællinger. Sergej Lebedev er ingen undtagelse. Efter at jeg med stor glæde læste Ved glemslens rand af Lebedev, var det en fantastisk nyhed, at 'Augustmennesker' (udgivet i Rusland i 2016) nu blev oversat til dansk af enormt dygtige Lotte Jansen.

Historien starter med et manuskript, skrevet af den navnløse jeg-fortællers bedstemor Tanja. Manuskriptet er bedstemorens vidnesbyrd og er fyldt med eringeringer fra en kvinde, der har været vidne til meget: Første Verdenskrig, Borgerkrigen, 1920’erne, 1930’erne og Den Store Fædrelandskrig. Men det mest interessante for jeg-fortælleren er dog ikke, det der bliver fortalt, men derimod det, der ikke har fået en plads i bedstemorens manuskript. De uudtalte og mørke minder, som i dette tilfælde drejer sig om én bestemt person: bedstefaren Mikhail. Under Anden Verdenskrig forsvandt han. Dette fravær og jeg-fortællerens følelse af forbundethed til bedstefaren fører til en fortælling om forsøget på at finde frem til dem, der er blevet skrevet ud af historien.

Fortællingen er stykket spændende sammen, så man får en følelse af, at man er med i den navnløse jeg-fortællers forsøg på at finde de manglende puslespilsbrikker i bedstemorens, men også i sit eget liv. Historien vokser sig større, idet jeg-fortælleren, som er uddannet geolog, modtager flere eftersøgninger på personer, der forsvandt sporløst i Sovjettiden. Under parolen ”søg ikke de levende, søg de døde” forsøger jeg-fortælleren ihærdigt at finde frem til dem, der ikke er blevet set i årevis. Alt dette sker sideløbende med Ruslands krig i Tjetjenien, der var Ruslands forgæves forsøg på at genindlemme Tjetjenien, efter at de i 1991 var blevet erklæret selvstændige.

Jeg-fortællerens jagt på dem, der ikke er skrevet ind i historien flettes sammen med krigens uhyrligheder. På den måde kredser 'Augustmennesker' om mørket og krigens brutalitet, som vi alle ønsker at glemme. Lebedev fortæller os derved den historie, som aktivt er blevet udeladt af den kollektive fortælling. Dysterheden og de brutale krigssituationer er pakket smukt ind i et sprogligt og sansemættet silketæppe, idet Lebedevs univers er i en sproglig særklasse. Med sit yderst raffinerede sprog formår han at beskrive omgivelser og mennesker, så de smelter sammen. Her er naturen i mennesket og mennesket i naturen. Landskaber minder om krøllet papir, og mennesker bevæger sig som vand, skvulpende, flydende ind ad døre.

Selv om jeg havde høje forventninger til Lebedevs 'Augustmennesker' blev jeg på ingen måde skuffet. Tværtimod lukkede jeg bogen med en følelse af, at fortællingerne og forglemmelserne venter derude. Opdagelsen af dem gør os klogere på den verden, som vi hver morgen vågner op til.