Paul Auster

Paul Auster (f. 1947) er én af de mest læste amerikanske forfattere her i landet. Faktisk har han af en eller anden grund opnået ekstra stor popularitet i netop Danmark, hvilket blandt andet resulterede i, at Illusionernes bog fra 2002, kom på dansk, før den blev udsendt i USA.

Det kan umiddelbart virke lidt besynderligt, at Auster skulle blive populær i Danmark. Den kulturelle baggrund i hans romaner er som regel meget specifikt amerikansk, og som dansker har man nok ikke de helt samme oplevelser forbundet med baseball og biler som en amerikaner.

Men grunden til Austers popularitet er nok netop, at han giver os noget, som vi ikke har selv. Én af de ting, som Auster giver os, er storbyen New York. New York har en tendens til at snige sig ind i hans bøger og udgøre miljøet for hans romaner - det er ikke tilfældigt, at hans tre tidlige bøger By af glas, Genfærd og Det aflåste værelse (1985-86) er blevet udsendt under den samlende titel New York trilogien.

Ét af de steder i Austers forfatterskab, hvor New York fungerer som en fascinerende ramme om fortællingen, er i den fremragende Moon Palace fra 1989. Romanen handler om en ung forældreløs med det mærkværdige navn Marco Stanley Fogg.

Han kommer til New York for at studere litteratur ved Columbia University, og herfra udvikler tingene sig hurtigt i en kritisk retning: han begynder snart at løbe tør for penge og efter at have solgt alle sine ejendele og klaret sig med at spise to æg om dagen i et godt stykke tid, har han til sidst ingenting tilbage overhovedet. Derfor flytter han ind under en busk i Central Park, hvilket imidlertid begynder at blive lidt trist, for ikke at sige livsfarligt, efterhånden som vinteren nærmer sig.

Heldigvis har Marco i sit sult-delirium formået at charmere en ung dame ved navn Kitty Wu, som ender med at redde ham ud af kniben.

Herfra udvikler sagerne sig i stadigt mere uforudsigelige og usandsynlige retninger, og hele tiden - på trods af det faktum, at Marco drømmer sig og rejser alle mulige steder hen - står New York som et fikspunkt for romanen. Det er Marcos ankomst til New York, der sætter gang i det hele, og det er herfra, historien bliver fortalt. Det er én af de ting, som gør den spændende. Hvad er mere spændende end New York anno 1965-70?

Formen på Moon Palace er nærmest noget af det mest klassiske, man kan forestille sig. Fortællingen om en ung mand, der kommer til storbyen, har Auster tilfælles med spandevis af klassiske romaner. Af hjemlige eksempler kan man pege på Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1935) og Jakob Paludans 'Jørgen Stein' (1932-35), der begge handler om unge mænd og deres oplevelser i København. Auster skriver altså tydeligvis i forhold til en bestemt, realistisk romanform, som har været på mode de sidste par hundrede år. Men han gør det på en mærkelig, flimrende måde, hvor der for eksempel opstår familiære sammenhænge, der virker totalt usandsynlige, og som næppe ville få plads i en klassisk, realistisk roman.

En anden litterær tradition, som Auster skriver i forhold til, er de amerikanske beat-forfattere, der havde deres storhedstid i 50erne og 60erne. Når han skriver om en ung litteraturstuderende ved Columbia University, som i første afsnit af 'Moon Palace' siger: "jeg havde lyst til at leve farligt, til at presse mig selv så langt ud som muligt", så er det nærmest et ekko af beat-forfatteren og Columbia-studenten Jack Kerouacs (1922-1969) kedsomhed i begyndelsen af klassikeren Vejene fra 1957.

Men Auster adskiller sig alligevel fra beat-generationen, fordi han i den grad fokuserer på nogle nært personlige forhold. Det centrale i 'Moon Palace' er Marcos rodløshed, der bunder i en manglende familie - og ikke i en mere generel kedsomhed som hos Kerouac. Det personlige fokus er i øvrigt et træk ved Auster, som strækker sig helt op til 'Illusionernes bog', der handler om en mand, som har mistet sin familie i et flystyrt.

Austers styrke ligger deri, at han er i stand til at skrive om nært personlige forhold og problemer, uden at det bliver plat. Grunden til, at det lykkes ham, er måske, at hans stil er meget nøgtern. Selv når han skriver om deciderede traumer - og i øvrigt også når han bevæger sig ud i intellektuelle betragtninger over film og sprog - bliver det præsenteret på en direkte og lavmælt måde. Det er meget sjældent, at man kan beskylde ham for at være opstyltet. Han er til gengæld meget melankolsk, hvilket her skal forstås som noget særdeles positivt.

Blandingen af den nøgterne stil, den klassiske romanform og slægtskabet til beatgenerationens umiddelbarhed er det, som giver 'Moon Palace' og Auster en særlig plads på den amerikanske, litterære scene. Mens mange andre, seriøse forfattere måske har en tendens til en lidt overdreven intellektualisme, så fortæller Auster os om det nært personlige på en måde, der virker vedkommende og alvorlig.

Af Martin Laurberg, Cand.mag.