Jules Verne: Reaktionære visioner!
af B.A. i historie og kunsthistorie Jesper Kurt-Nielsen, Nationalmuseet, Etnografisk Samling
Den 24. marts 2005 er det 100 år siden science fiction-forfatteren Jules Verne døde. Det markerer Litteratursiden med en artikel om den verdensberømte forfatter.
Jules Vernes liv var ikke helt så eventyrligt som de romaner han skrev. Han kom fra en velhavende baggrund, men brød med faderens ønske om at blive jurist. han oplevede at blive en anerkendt forfatter, han modtog æreslegionens kors og han blev yderst velhavende. Alligevel ligger der en melankolsk skygge over Vernes liv!
Jules Verne blev født 8. februar 1828 i byen Nantes ved Loirefloden, fødselsattesten blev ved en fejl dateret 1928, hvilket må siges at være ganske passende for en fremtidig forfatter af Vernes kaliber.
En forfatter bliver født
Jules Vernes far Pierre Verne, der var jurist, planlagde at sønnen skulle gå i hans fodspor. Verne havde helt andre planer. Fra sit vindue på øen Ille Feydeau havde han udsigt til en verden omgivet af vand. Han blev draget af fortællinger om havet og eventyr og da han senere med broderen Paul flyttede på internatskole, blev romaner af Daniel Defoe og Walter Scott da også flittigere læst end lektierne.
Jules Verne fortsatte efter internatskolen med at studere jura i Paris, en ny verden åbnede sig, med kunstnere og bohemer, det var en verden der var helt ukendt for Verne. Da Jules Verne kort tid efter pligtskyldig bestod sin juridiske embedseksamen, begyndte han straks at skrive romaner og noveller, ordene flød fra hans pen. Det var straks sværere at få dem udgivet. Til alt held fik han en stilling som sekretær ved Théatre Lyrique, midt i det pulserende parisiske teaterliv.
Verne begyndte langsomt at udvikle sine fortællinger til at indeholde tekniske elementer, science fiktion som litterær genre var ved at blive født. Mary Shelley skrev måske nok verdens første science fiction roman, "Frankenstein" i 1816, men det var Jules Verne der skabte genren.
I Amiens mødte han den unge smukke enke Honorine Anne-Hébe Morel. Verne slap for at redde hende fra enkebrændingens unævnelige rædsler, sådan som Phileas Fogg gjorde det i "Jorden Rundt i 80 Dage", Verne kunne nøjes med at fri til den unge moder til to børn. De blev gift i 1857 og Vernes fader forbarmede sig og købte sønnen ind i et parisisk vekslerfirma så den lille familie kunne få et levebrød.
I 1862 blev manuskriptet om en ballonrejse tværs over Afrika afleveret til Forlæggeren Pierre-Jules Hetzel, han blev straks begejstret for romanen. Verne blev sendt hjem for at forbedre sit manuskript, 14 dage senere var det færdigt og i 1863 udkom "Fem Uger I Ballon". Herefter udkom den ene succesroman efter den anden.
"De er ikke rigtig klog ..."
Jules Verne er for eftertiden blevet knyttet til en positiv fremtidsholdning, men i et brev fra Hetzel til Verne i 1863 skrev Hetzel om en hidtil ukendt roman, "Paris i Det 20. Århundrede"(1995) , "De er ikke rigtig klog jeg havde håbet på noget bedre fra deres hånd!".
Manuskriptet blev fundet i et pengeskab i 1986 og straks udgivet! Romanen er en dyster forudsigelse om den vestlige civilisations undergang og den uundgåelige opløsning af sociale og kulturelle normer. I en verden hvor litteratur og kunst er gået under og samfundet drevet af historieløst profitjageri, ender romanens helt forladt i snedriverne i det industrialiserede og fremtidige Paris. Jules Verne ønskede med romanen at skrive for den kulturelle elite og ikke den brede læserskare. Men han blev afvist af Hetzel. Bogens grundholdning stemmer overens med de romaner Verne skrev i sit livs efterår. Dette tyder på at Jules Vernes holdning til samtiden og fremtiden, er langt mere tvetydig end man hidtil har troet. Set i dette lys bør man i højere grad læse Vernes romaner som ironiske, karikerede og kritiske skildringer.
Jules Verne flyttede i 1866 til Crotoy ved floden Somme, omgivet af vand skrev han i 1870 sin måske bedste roman "En Verdensomsejling Under Havet" (1872). I bogen skabte han ligeledes en romanfigur med langt større psykologisk dybde end nogen af hans andre figurer. En ensom hævner og oprører, der levede i havets tyste ... kaptajn Nemo. Bogen var også et udtryk for Vernes anti-britiske holdning, idet Nemo som bekendt var en indisk fyrste, sendt i et undervandseksil af det britiske imperium.
Besøget i København
I 1871 døde Vernes far, Verne flyttede derefter til Amiens, hvor han købte en stor lystyacht, med hvilken han blandt andet sejlede til København i 1871. Mange tror, at det var på grundlag af denne rejse, at han skrev "Rejsen til Jordens indre", der delvist foregår i København. Det er ikke tilfældet. Bogen udkom i Frankrig i 1864 og baserede sig alene på skriftlige kilder, ligesom alle hans andre romaner. Efter besøget i København udgav han derimod rejseskildringen "De Rotterdam à Copenhague à bord du yacht à vapeur Saint-Michel" i 1871. Skildringen er aldrig udgivet på dansk og tilskrives i øvrigt i dag hans bror Paul Verne.
Illustreret tidende skrev om besøget: "Kommer man roende til falderebet, står ved det en middelaldrene herre med grånende hår og skæg, blå øjne og et nordisk sømandstræk i sit ansigt", hvilket ikke er helt umuligt idet Jules Verne var Bretagner, et område der ikke var ukendt område for danske vikinger. Artiklen beskriver endvidere Vernes ophold i København "[selskabet] har benyttet de få dage, dets ophold varet her, til med iver og interesse at bese vore samlinger, af hvilken det Etnografiske Museum, der er beslægtet med karakteren af Vernes litterære virksomhed, har måtte tiltale ham. Museumsdirektøren har med sædvanlig elskværdighed vejledet her, og han har fra andre sider mødt så megen interesse og venlighed, at hans besøg her i de nordiske lande, som han elsker højt, sikkert vil blive i hans erindring. Muligvis i hans værker." Det sidste blev der nu ikke noget af, bortset fra rejsebeskrivelsen "Fra Rotterdam Til København". Beretningen gav indtrykket af, at Verne nok syntes at København var en smule provinsiel. Thorvaldsens museum omtaler han som "denne billedhuggers gravmæle med nogle rædselsfulde vægmalerier udvendig!".
Verne på dansk
Der har været mange bogforlag i Danmark der har kastet sig over Verne, med mere eller mindre held. Kvaliteten af oversættelserne er af meget svingende kvalitet, "Zarens Kurér" der i Frankrig udkom i pragtlæderbind med guldtryk og mere end 300 sider, bliver ofte i Danmark udgivet på mindre end 50-100 sider og i det tarveligste omslag. Ofte sker der også en decideret fordanskning både i tekstindhold og ved brugen af navne. En del forlag har også konsekvent ryddet ud i de svære videnskabelige afsnit, som Verne brugte så meget tid på at verificere og som var med til at etablere ham som en seriøs ungdomsforfatter i Frankrig. Undskyldningen i Danmark var at Jules Verne også skulle nå ud i de mindrebemidlede familier der ikke var læsevante. Måske er det dette der gør Jules Verne så populær i Danmark. Det er tydeligt ved læsning af Vernes mange udgivelser på dansk, at forfatterens dyrkelse af det eksotiske og fjerne destinationer er helt i tråd med dansk eksotisme, der er kendetegnet ved en dyrkelse af det fremmede samtidig med at man æstetisk og mentalt omformer det til noget typisk dansk.
Populariteten hos læserne har stort set holdt til vor tid, på trods af kritik fra finkulturens bannerførere. Kritikken baserer sig mest på Vernes menneske og verdensopfattelse der med et nutidigt syn, muligvis kan opfattes en smule reaktionært. Men kritikken bør i virkeligheden rettes mod perioden Verne skrev i, hvilket jo selvfølgeligt ville være lidt absurd. Vor tids moralbegreber og samfundsopfattelse kunne Verne af åbenlyse årsager ikke forholde sig til. Jules Verne var ikke blot en fremragende fortæller men også en kulturhistorisk kilde til det sene 1800tals opfattelse af den nære fremtid, samt en til tider ganske satirisk og skarp iagttager af datidige mennesketyper.
Mod udødelighed og evig ungdom
I 1886 begyndte ulykkerne at melde sig, en sindssyg nevø skød ham i benet. Verne blev invalid og trak sig ind i sig selv. Dette blev yderligere forstærket da hans mor og Hetzel kort tid efter afgik ved døden. Hans fremtids syn blev nu åbenlyst pessimistisk, til en ven skrev han "jeg lever kun når jeg arbejder".
Jules Verne sidste novelle "L'éternel Adam", beskrev da også et dystert fremtidsbillede for menneskeheden. I Amiens 24 marts 1905, åndede den gamle forfatter ud.
På Vernes gravsted skrev man følgende Inskription: "Mod udødelighed og evig ungdom", tidens tand har ikke gnavet i Vernes romaner, de er stadig fyldt med vovemod og forunderlige fortællinger, man er aldrig gammel i Jules Vernes selskab!
Besøg Jesper Kurt-Nielsens flotte Jules Verne-hjemmeside
Skribent
12 mar.05
Jules Verne: Reaktionære visioner!
af B.A. i historie og kunsthistorie Jesper Kurt-Nielsen, Nationalmuseet, Etnografisk Samling
Den 24. marts 2005 er det 100 år siden science fiction-forfatteren Jules Verne døde. Det markerer Litteratursiden med en artikel om den verdensberømte forfatter.
Jules Vernes liv var ikke helt så eventyrligt som de romaner han skrev. Han kom fra en velhavende baggrund, men brød med faderens ønske om at blive jurist. han oplevede at blive en anerkendt forfatter, han modtog æreslegionens kors og han blev yderst velhavende. Alligevel ligger der en melankolsk skygge over Vernes liv!
Jules Verne blev født 8. februar 1828 i byen Nantes ved Loirefloden, fødselsattesten blev ved en fejl dateret 1928, hvilket må siges at være ganske passende for en fremtidig forfatter af Vernes kaliber.
En forfatter bliver født
Jules Vernes far Pierre Verne, der var jurist, planlagde at sønnen skulle gå i hans fodspor. Verne havde helt andre planer. Fra sit vindue på øen Ille Feydeau havde han udsigt til en verden omgivet af vand. Han blev draget af fortællinger om havet og eventyr og da han senere med broderen Paul flyttede på internatskole, blev romaner af Daniel Defoe og Walter Scott da også flittigere læst end lektierne.
Jules Verne fortsatte efter internatskolen med at studere jura i Paris, en ny verden åbnede sig, med kunstnere og bohemer, det var en verden der var helt ukendt for Verne. Da Jules Verne kort tid efter pligtskyldig bestod sin juridiske embedseksamen, begyndte han straks at skrive romaner og noveller, ordene flød fra hans pen. Det var straks sværere at få dem udgivet. Til alt held fik han en stilling som sekretær ved Théatre Lyrique, midt i det pulserende parisiske teaterliv.
Verne begyndte langsomt at udvikle sine fortællinger til at indeholde tekniske elementer, science fiktion som litterær genre var ved at blive født. Mary Shelley skrev måske nok verdens første science fiction roman, "Frankenstein" i 1816, men det var Jules Verne der skabte genren.
I Amiens mødte han den unge smukke enke Honorine Anne-Hébe Morel. Verne slap for at redde hende fra enkebrændingens unævnelige rædsler, sådan som Phileas Fogg gjorde det i "Jorden Rundt i 80 Dage", Verne kunne nøjes med at fri til den unge moder til to børn. De blev gift i 1857 og Vernes fader forbarmede sig og købte sønnen ind i et parisisk vekslerfirma så den lille familie kunne få et levebrød.
I 1862 blev manuskriptet om en ballonrejse tværs over Afrika afleveret til Forlæggeren Pierre-Jules Hetzel, han blev straks begejstret for romanen. Verne blev sendt hjem for at forbedre sit manuskript, 14 dage senere var det færdigt og i 1863 udkom "Fem Uger I Ballon". Herefter udkom den ene succesroman efter den anden.
"De er ikke rigtig klog ..."
Jules Verne er for eftertiden blevet knyttet til en positiv fremtidsholdning, men i et brev fra Hetzel til Verne i 1863 skrev Hetzel om en hidtil ukendt roman, "Paris i Det 20. Århundrede"(1995) , "De er ikke rigtig klog jeg havde håbet på noget bedre fra deres hånd!".
Manuskriptet blev fundet i et pengeskab i 1986 og straks udgivet! Romanen er en dyster forudsigelse om den vestlige civilisations undergang og den uundgåelige opløsning af sociale og kulturelle normer. I en verden hvor litteratur og kunst er gået under og samfundet drevet af historieløst profitjageri, ender romanens helt forladt i snedriverne i det industrialiserede og fremtidige Paris. Jules Verne ønskede med romanen at skrive for den kulturelle elite og ikke den brede læserskare. Men han blev afvist af Hetzel. Bogens grundholdning stemmer overens med de romaner Verne skrev i sit livs efterår. Dette tyder på at Jules Vernes holdning til samtiden og fremtiden, er langt mere tvetydig end man hidtil har troet. Set i dette lys bør man i højere grad læse Vernes romaner som ironiske, karikerede og kritiske skildringer.
Jules Verne flyttede i 1866 til Crotoy ved floden Somme, omgivet af vand skrev han i 1870 sin måske bedste roman "En Verdensomsejling Under Havet" (1872). I bogen skabte han ligeledes en romanfigur med langt større psykologisk dybde end nogen af hans andre figurer. En ensom hævner og oprører, der levede i havets tyste ... kaptajn Nemo. Bogen var også et udtryk for Vernes anti-britiske holdning, idet Nemo som bekendt var en indisk fyrste, sendt i et undervandseksil af det britiske imperium.
Besøget i København
I 1871 døde Vernes far, Verne flyttede derefter til Amiens, hvor han købte en stor lystyacht, med hvilken han blandt andet sejlede til København i 1871. Mange tror, at det var på grundlag af denne rejse, at han skrev "Rejsen til Jordens indre", der delvist foregår i København. Det er ikke tilfældet. Bogen udkom i Frankrig i 1864 og baserede sig alene på skriftlige kilder, ligesom alle hans andre romaner. Efter besøget i København udgav han derimod rejseskildringen "De Rotterdam à Copenhague à bord du yacht à vapeur Saint-Michel" i 1871. Skildringen er aldrig udgivet på dansk og tilskrives i øvrigt i dag hans bror Paul Verne.
Illustreret tidende skrev om besøget: "Kommer man roende til falderebet, står ved det en middelaldrene herre med grånende hår og skæg, blå øjne og et nordisk sømandstræk i sit ansigt", hvilket ikke er helt umuligt idet Jules Verne var Bretagner, et område der ikke var ukendt område for danske vikinger. Artiklen beskriver endvidere Vernes ophold i København "[selskabet] har benyttet de få dage, dets ophold varet her, til med iver og interesse at bese vore samlinger, af hvilken det Etnografiske Museum, der er beslægtet med karakteren af Vernes litterære virksomhed, har måtte tiltale ham. Museumsdirektøren har med sædvanlig elskværdighed vejledet her, og han har fra andre sider mødt så megen interesse og venlighed, at hans besøg her i de nordiske lande, som han elsker højt, sikkert vil blive i hans erindring. Muligvis i hans værker." Det sidste blev der nu ikke noget af, bortset fra rejsebeskrivelsen "Fra Rotterdam Til København". Beretningen gav indtrykket af, at Verne nok syntes at København var en smule provinsiel. Thorvaldsens museum omtaler han som "denne billedhuggers gravmæle med nogle rædselsfulde vægmalerier udvendig!".
Verne på dansk
Der har været mange bogforlag i Danmark der har kastet sig over Verne, med mere eller mindre held. Kvaliteten af oversættelserne er af meget svingende kvalitet, "Zarens Kurér" der i Frankrig udkom i pragtlæderbind med guldtryk og mere end 300 sider, bliver ofte i Danmark udgivet på mindre end 50-100 sider og i det tarveligste omslag. Ofte sker der også en decideret fordanskning både i tekstindhold og ved brugen af navne. En del forlag har også konsekvent ryddet ud i de svære videnskabelige afsnit, som Verne brugte så meget tid på at verificere og som var med til at etablere ham som en seriøs ungdomsforfatter i Frankrig. Undskyldningen i Danmark var at Jules Verne også skulle nå ud i de mindrebemidlede familier der ikke var læsevante. Måske er det dette der gør Jules Verne så populær i Danmark. Det er tydeligt ved læsning af Vernes mange udgivelser på dansk, at forfatterens dyrkelse af det eksotiske og fjerne destinationer er helt i tråd med dansk eksotisme, der er kendetegnet ved en dyrkelse af det fremmede samtidig med at man æstetisk og mentalt omformer det til noget typisk dansk.
Populariteten hos læserne har stort set holdt til vor tid, på trods af kritik fra finkulturens bannerførere. Kritikken baserer sig mest på Vernes menneske og verdensopfattelse der med et nutidigt syn, muligvis kan opfattes en smule reaktionært. Men kritikken bør i virkeligheden rettes mod perioden Verne skrev i, hvilket jo selvfølgeligt ville være lidt absurd. Vor tids moralbegreber og samfundsopfattelse kunne Verne af åbenlyse årsager ikke forholde sig til. Jules Verne var ikke blot en fremragende fortæller men også en kulturhistorisk kilde til det sene 1800tals opfattelse af den nære fremtid, samt en til tider ganske satirisk og skarp iagttager af datidige mennesketyper.
Mod udødelighed og evig ungdom
I 1886 begyndte ulykkerne at melde sig, en sindssyg nevø skød ham i benet. Verne blev invalid og trak sig ind i sig selv. Dette blev yderligere forstærket da hans mor og Hetzel kort tid efter afgik ved døden. Hans fremtids syn blev nu åbenlyst pessimistisk, til en ven skrev han "jeg lever kun når jeg arbejder".
Jules Verne sidste novelle "L'éternel Adam", beskrev da også et dystert fremtidsbillede for menneskeheden. I Amiens 24 marts 1905, åndede den gamle forfatter ud.
På Vernes gravsted skrev man følgende Inskription: "Mod udødelighed og evig ungdom", tidens tand har ikke gnavet i Vernes romaner, de er stadig fyldt med vovemod og forunderlige fortællinger, man er aldrig gammel i Jules Vernes selskab!
Besøg Jesper Kurt-Nielsens flotte Jules Verne-hjemmeside
af B.A. i historie og kunsthistorie Jesper Kurt-Nielsen, Nationalmuseet, Etnografisk Samling
Den 24. marts 2005 er det 100 år siden science fiction-forfatteren Jules Verne døde. Det markerer Litteratursiden med en artikel om den verdensberømte forfatter.
Jules Vernes liv var ikke helt så eventyrligt som de romaner han skrev. Han kom fra en velhavende baggrund, men brød med faderens ønske om at blive jurist. han oplevede at blive en anerkendt forfatter, han modtog æreslegionens kors og han blev yderst velhavende. Alligevel ligger der en melankolsk skygge over Vernes liv!
Jules Verne blev født 8. februar 1828 i byen Nantes ved Loirefloden, fødselsattesten blev ved en fejl dateret 1928, hvilket må siges at være ganske passende for en fremtidig forfatter af Vernes kaliber.
En forfatter bliver født
Jules Vernes far Pierre Verne, der var jurist, planlagde at sønnen skulle gå i hans fodspor. Verne havde helt andre planer. Fra sit vindue på øen Ille Feydeau havde han udsigt til en verden omgivet af vand. Han blev draget af fortællinger om havet og eventyr og da han senere med broderen Paul flyttede på internatskole, blev romaner af Daniel Defoe og Walter Scott da også flittigere læst end lektierne.
Jules Verne fortsatte efter internatskolen med at studere jura i Paris, en ny verden åbnede sig, med kunstnere og bohemer, det var en verden der var helt ukendt for Verne. Da Jules Verne kort tid efter pligtskyldig bestod sin juridiske embedseksamen, begyndte han straks at skrive romaner og noveller, ordene flød fra hans pen. Det var straks sværere at få dem udgivet. Til alt held fik han en stilling som sekretær ved Théatre Lyrique, midt i det pulserende parisiske teaterliv.
Verne begyndte langsomt at udvikle sine fortællinger til at indeholde tekniske elementer, science fiktion som litterær genre var ved at blive født. Mary Shelley skrev måske nok verdens første science fiction roman, "Frankenstein" i 1816, men det var Jules Verne der skabte genren.
I Amiens mødte han den unge smukke enke Honorine Anne-Hébe Morel. Verne slap for at redde hende fra enkebrændingens unævnelige rædsler, sådan som Phileas Fogg gjorde det i "Jorden Rundt i 80 Dage", Verne kunne nøjes med at fri til den unge moder til to børn. De blev gift i 1857 og Vernes fader forbarmede sig og købte sønnen ind i et parisisk vekslerfirma så den lille familie kunne få et levebrød.
I 1862 blev manuskriptet om en ballonrejse tværs over Afrika afleveret til Forlæggeren Pierre-Jules Hetzel, han blev straks begejstret for romanen. Verne blev sendt hjem for at forbedre sit manuskript, 14 dage senere var det færdigt og i 1863 udkom "Fem Uger I Ballon". Herefter udkom den ene succesroman efter den anden.
"De er ikke rigtig klog ..."
Jules Verne er for eftertiden blevet knyttet til en positiv fremtidsholdning, men i et brev fra Hetzel til Verne i 1863 skrev Hetzel om en hidtil ukendt roman, "Paris i Det 20. Århundrede"(1995) , "De er ikke rigtig klog jeg havde håbet på noget bedre fra deres hånd!".
Manuskriptet blev fundet i et pengeskab i 1986 og straks udgivet! Romanen er en dyster forudsigelse om den vestlige civilisations undergang og den uundgåelige opløsning af sociale og kulturelle normer. I en verden hvor litteratur og kunst er gået under og samfundet drevet af historieløst profitjageri, ender romanens helt forladt i snedriverne i det industrialiserede og fremtidige Paris. Jules Verne ønskede med romanen at skrive for den kulturelle elite og ikke den brede læserskare. Men han blev afvist af Hetzel. Bogens grundholdning stemmer overens med de romaner Verne skrev i sit livs efterår. Dette tyder på at Jules Vernes holdning til samtiden og fremtiden, er langt mere tvetydig end man hidtil har troet. Set i dette lys bør man i højere grad læse Vernes romaner som ironiske, karikerede og kritiske skildringer.
Jules Verne flyttede i 1866 til Crotoy ved floden Somme, omgivet af vand skrev han i 1870 sin måske bedste roman "En Verdensomsejling Under Havet" (1872). I bogen skabte han ligeledes en romanfigur med langt større psykologisk dybde end nogen af hans andre figurer. En ensom hævner og oprører, der levede i havets tyste ... kaptajn Nemo. Bogen var også et udtryk for Vernes anti-britiske holdning, idet Nemo som bekendt var en indisk fyrste, sendt i et undervandseksil af det britiske imperium.
Besøget i København
I 1871 døde Vernes far, Verne flyttede derefter til Amiens, hvor han købte en stor lystyacht, med hvilken han blandt andet sejlede til København i 1871. Mange tror, at det var på grundlag af denne rejse, at han skrev "Rejsen til Jordens indre", der delvist foregår i København. Det er ikke tilfældet. Bogen udkom i Frankrig i 1864 og baserede sig alene på skriftlige kilder, ligesom alle hans andre romaner. Efter besøget i København udgav han derimod rejseskildringen "De Rotterdam à Copenhague à bord du yacht à vapeur Saint-Michel" i 1871. Skildringen er aldrig udgivet på dansk og tilskrives i øvrigt i dag hans bror Paul Verne.
Illustreret tidende skrev om besøget: "Kommer man roende til falderebet, står ved det en middelaldrene herre med grånende hår og skæg, blå øjne og et nordisk sømandstræk i sit ansigt", hvilket ikke er helt umuligt idet Jules Verne var Bretagner, et område der ikke var ukendt område for danske vikinger. Artiklen beskriver endvidere Vernes ophold i København "[selskabet] har benyttet de få dage, dets ophold varet her, til med iver og interesse at bese vore samlinger, af hvilken det Etnografiske Museum, der er beslægtet med karakteren af Vernes litterære virksomhed, har måtte tiltale ham. Museumsdirektøren har med sædvanlig elskværdighed vejledet her, og han har fra andre sider mødt så megen interesse og venlighed, at hans besøg her i de nordiske lande, som han elsker højt, sikkert vil blive i hans erindring. Muligvis i hans værker." Det sidste blev der nu ikke noget af, bortset fra rejsebeskrivelsen "Fra Rotterdam Til København". Beretningen gav indtrykket af, at Verne nok syntes at København var en smule provinsiel. Thorvaldsens museum omtaler han som "denne billedhuggers gravmæle med nogle rædselsfulde vægmalerier udvendig!".
Verne på dansk
Der har været mange bogforlag i Danmark der har kastet sig over Verne, med mere eller mindre held. Kvaliteten af oversættelserne er af meget svingende kvalitet, "Zarens Kurér" der i Frankrig udkom i pragtlæderbind med guldtryk og mere end 300 sider, bliver ofte i Danmark udgivet på mindre end 50-100 sider og i det tarveligste omslag. Ofte sker der også en decideret fordanskning både i tekstindhold og ved brugen af navne. En del forlag har også konsekvent ryddet ud i de svære videnskabelige afsnit, som Verne brugte så meget tid på at verificere og som var med til at etablere ham som en seriøs ungdomsforfatter i Frankrig. Undskyldningen i Danmark var at Jules Verne også skulle nå ud i de mindrebemidlede familier der ikke var læsevante. Måske er det dette der gør Jules Verne så populær i Danmark. Det er tydeligt ved læsning af Vernes mange udgivelser på dansk, at forfatterens dyrkelse af det eksotiske og fjerne destinationer er helt i tråd med dansk eksotisme, der er kendetegnet ved en dyrkelse af det fremmede samtidig med at man æstetisk og mentalt omformer det til noget typisk dansk.
Populariteten hos læserne har stort set holdt til vor tid, på trods af kritik fra finkulturens bannerførere. Kritikken baserer sig mest på Vernes menneske og verdensopfattelse der med et nutidigt syn, muligvis kan opfattes en smule reaktionært. Men kritikken bør i virkeligheden rettes mod perioden Verne skrev i, hvilket jo selvfølgeligt ville være lidt absurd. Vor tids moralbegreber og samfundsopfattelse kunne Verne af åbenlyse årsager ikke forholde sig til. Jules Verne var ikke blot en fremragende fortæller men også en kulturhistorisk kilde til det sene 1800tals opfattelse af den nære fremtid, samt en til tider ganske satirisk og skarp iagttager af datidige mennesketyper.
Mod udødelighed og evig ungdom
I 1886 begyndte ulykkerne at melde sig, en sindssyg nevø skød ham i benet. Verne blev invalid og trak sig ind i sig selv. Dette blev yderligere forstærket da hans mor og Hetzel kort tid efter afgik ved døden. Hans fremtids syn blev nu åbenlyst pessimistisk, til en ven skrev han "jeg lever kun når jeg arbejder".
Jules Verne sidste novelle "L'éternel Adam", beskrev da også et dystert fremtidsbillede for menneskeheden. I Amiens 24 marts 1905, åndede den gamle forfatter ud.
På Vernes gravsted skrev man følgende Inskription: "Mod udødelighed og evig ungdom", tidens tand har ikke gnavet i Vernes romaner, de er stadig fyldt med vovemod og forunderlige fortællinger, man er aldrig gammel i Jules Vernes selskab!
Besøg Jesper Kurt-Nielsens flotte Jules Verne-hjemmeside
Kommentarer