Forfatter
Herman Melville
I 2019 var det 200 år siden, en af USAs ubetinget største forfattere, Herman Melville, kom til verden. Melvilles evne til at sætte sprog på menneskets komplekse og modsætningsfyldte natur gør ham til en forfatter og digter af Shakespeareske dimensioner.
Havet og skrivepulten. Om Herman Melvilles mangetydige forfatterskab.
Litteraturhistorien rummer talrige eksempler på forfattere, der har fået deres værker omvurderet efter deres død. Oversete mesterværker er blevet gravet frem, og forfatteren har posthumt modtaget den ære og værdighed, der skulle være kommet ham eller hende til del. Det er dog sjældent, at man møder så radikal en forskel mellem samtidens og eftertidens behandling af en forfatter som i tilfældet Herman Melville (1819-1891). Nekrologen, der blev bragt i New York Times den 29. September, 1891, dagen efter hans død, siger nærmest alt: "Herman Melville døde i går i sin bolig ved 104 Twenty-sixth Street, beliggende i denne by, i en alder af 72 år. Han var forfatteren til Typee, Omoo, Moby Dick og andre sømandsfortællinger skrevet i hans tidlige år. Han efterlader sig en kone og to døtre, fru M. B. Thomas og frøken Melville."
Med disse særdeles spartanske ord blev en af Amerikas ubetinget største forfattere lagt i graven. Lidt senere, den 2. oktober, 1891, forsøgte New York Times dog at råde bod på miseren med en lille artikel, der redegjorde for Melvilles tidlige popularitet, inden han sank ned i foreløbig glemsel med de romaner, heriblandt Moby-Dick (1851), der, ironisk nok, skulle sikre hans ry i verdenslitteraturen.
Liv og værk
Herman Melville blev født ind i en rig familie. Hans far Alan Melvill (e'et blev tilføjet i 1830'erne) var en vidt berejst købmand, der havde base i New York. Desværre var han også lidt af en spekulant, og da han døde i 1832, var den engang så rige købmand gældsat for flere tusinde dollars, og familien måtte ty til hjælp fra sine fornemme forbindelser for at Melville kunne gennemføre sin skolegang. Det blev dog ikke skolen, men livet på havet, der kom til at sætte sit præg på ham og danne udgangspunkt for hans forfatterskab.
Livet på havet fylder så meget i hans bøger, at et billede har fæstnet sig af Melville som den evige sømand. Et billede, som Flemming Chr. Nielsen maner godt og grundigt i jorden i forordet til den danske oversættelse af The Confidence-Man: His Masquerade (1857), der på dansk har fået titlen Bondefangeren (2004). Her sammenfatter han Melvilles karriere på havet og konkluderer tørt, at "tæller man sammen, er manden, der opfattes som verdens hvalfangerforfatter nr. 1, blevet kommanderet op i udkigstønden i maksimalt to år af sit liv". Siden ungdommens oplevelser på havet levede han et forholdsvist stille liv bag skrivepulten, der dog blev forstyrret af tragiske hændelser i familien - hans søn, Malcolm, begik selvmord i 1867 - og dertil kom, at økonomisk usikkerhed grundet den tiltagende litterære fiasko tærede på psyken og gjorde samlivet med konen Elizabeth vanskeligt.
Forfatterkarrieren startede ellers lovende, da han i 1846 udgav Typee: A Peep at Polynesian Life (Typee - En Skizze af Livet paa Sydhavsøerne, 1852). Bogen, der trak på hans egne oplevelser som fange på øen Nuku Hiva, tilfredsstillende tidens efterspørgsel efter eksotiske rejseberetninger og blev en regulær bestseller, der blev efterfulgt af den ligeledes succesfulde Omoo: A Narrative of adventures in the South Seas (1847). Med Mardi: And a Voyage Thither (Mardi - og en rejse dertil 1849/2007), der blev publiceret i to dyre bind, udeblev læserskaren imidlertid, og Melville oplevede sit første tilbageslag. Årsagen til de manglende læsere var ikke blot tykkelsen af bogen og den dermed forhøjede pris, men også den vanskelige stil og filosofiske dybde, der aspirerede til at være langt mere end kulørt rejseunderholdning.
Melville indså, at tiden endnu ikke var moden til at udfolde en alt for kompleks skrivestil og gav sig i kast med romanerne Redburn: His First Voyage (1849) og White-Jacket, or The World in a Man-of-War (1850), en bog, som han refererede som "intet andet end kage og øl". Der var nu ikke noget sødmefyldt over White-Jacket, der trækker på autobiografisk stof fra de fjorten måneder, han brugte som matros på fregatten United States. Med sin udpenslede skildring af det brutale liv til søs, hvor brugen af pisk var hverdagskost, blev bogen tværtimod et vigtigt indlæg i tidens debat om vilkårene for de søfarende. På trods af de dybe etiske konflikter, der gennemtrænger disse såkaldte "nemme" romaner, så var der dog intet, der kunne forberede det læsende publikum på den bog, der skulle blive hans skæbne: Moby-Dick, or The Whale (1851).
Flertydighedens mester
I 1850 kunne Melville i det litterære magasin New York Literary World publicere en fyldig anmeldelse af vennen Nathaniel Hawthornes (1804-1864) novellesamling Mosses from an Old Manse (1846) med titlen Hawthorne and his Mosses. Heri fremhævede han en sprogets kompleksitet og dybde hos Hawthorne, der sætter ham på linje med Shakespeare. Han skriver blandt andet: "Gennem mundene hos mørke karakterer som en Hamlet, Timon, Lear og Iago, siger han kraftfuldt, eller insinuerer sommetider, ting, som vi erkender som så frygtelig sande, at det vilde være galskab for en mand i ordentlig fatning at udtale eller blot antyde dem. Pint ud i desperation river den afsindige Lear masken af og udtaler med sundhedens galskab den livsvigtige sandhed". Hvad Melville beskriver her er i virkeligheden hovedpersonen i hans magnum opus Moby-Dick, kaptajn Ahab, der i tragisk dybde og flertydighed ikke står tilbage for Shakespeares Lear. Bogen med en af de berømteste åbningslinier overhovedet "kald mig Ishmael" beretter via fortælleren Ishmael om kaptajnen Ahabs håbløse jagt på den hvide hval Moby Dick.
Romanen er monstrøs og encyklopædisk og inddrager et væld af citater fra biblen, klassisk litteratur og naturvidenskabelige kilder om hvalfangst. Det er en bog, der, trods sit begrænsede emne, indeholder en hel verden, der rækker ud over sig selv og bliver en allegori over menneskets uendelige stræben efter at kontrollere sin egen skæbne. Bogen er fuld af sproglig flertydighed og ordspil, der, ligesom James Joyces (1882-1941) Ulysses (1922), vanskeligt lader sig oversætte. Flertydig er også hovedpersonen Ahab. I modsætning til det uspolerede naturmenneske Queequeg er han den mest manipulerende mand ombord på skibet, der bag et sindigt net af logiske argumenter formår at skjule sit gale projekt. På den anden side er han selv manipuleret, drevet af den vanvigtige trang til at fange den hvide hval. I al sin manipulation, og dét er det paradoksale, er Ahab ikke herre over sig selv. Han er fra starten dømt til en selvdestruktion, hvor han uundgåeligt må tage andre med i sit fald.
At foretrække at lade være
I romanerne Pierre: or The Ambiguities (Pierre eller Flertydighederne 1852/2003) og The Confidence-Man: His Masquerade (Bondefangeren 1857/2004) fortsatte Melville med undersøge, hvordan mennesket er viklet ind i et dobbeltspil af sandheder og løgne. Et grundlæggende tema bliver, hvordan samfundet er med til at oprette en facade, hvor alle bærer masker uden egentlig at vise, hvem de er. Det var ikke populært sådan at holde et troldspejl op foran læserne, der hellere ville drømme om eksotiske himmelstrøg end konfronteres med deres eget indre mørke og resultatet var da også klart: skandale, dårlige eller udeblevne anmeldelser og en svigtende læserskare. Melville vidste godt, hvor skoen trykkede, men var også nået til et punkt, hvor han ikke kunne ændre sin stil: skrivningen var blevet et eksistentielt projekt. Som han skrev til vennen Hawthorne; "Det jeg føler mig drevet til at skrive bliver bandlyst og giver ingen betaling, og dog, skrive på den anden måde kan jeg ikke." Alligevel fortsatte han i et stykke tid med at forsøge at nå læsernes gunst. Den tilgængelige historiske roman Israel Potter. His Fifty Years of Exile (Israel Potter 1855/2006) udkom i 1855 og allerede fra 1853 påbegyndte Melville sin novelleproduktion.
Af de mange fine noveller, Melville publicerede, stikker især én ud, som må betegnes blandt hans mesterværker: Bartleby the Scrivener: A Story of Wall-Street (Kopisten Bartleby 1853/1954). Historien handler om den fåmælte, mystiske Bartleby, der bliver ansat som skriver ved et advokatkontor. I starten passer han sit job, men beslutter sig så en dag for at holde op med at arbejde og svarer siden på arbejdsgiverens forespørgsler med ordene "jeg ville foretrække at lade være". Til sidst går han helt i stå og vil end ikke flytte ud af sit kontor, da han bliver fyret, men ender med at blive smidt ud for siden at hensygne helt.
Bartleby er spejlbilledet af Ahab og samtidig hans modsætning. Begge symboliserer de det nøgne menneske, blottet for al kulturel mening, men Ahab, der kæmper i den vilde natur er en dæmonisk helt, mens Bartleby, der forstener i de støvede kontorer er en melankolsk anti-helt. Ahab er undtagelsesmennesket i dets mest ekstreme form, Bartleby er det grå hverdagsmenneske spændt ud til det yderste, så anonym, at han glider i ét med tapetet. De er yderst forskellige i deres respektive miljøer og dog fuldstændigt ens i deres tragiske håbløshed og resignerede desperation. Kopisten Bartleby foregriber med sin eksistentielle og sproglige meningsløshed Franz Kafkas (1883-1924) forfatterskab, men er samtidig også et varsel om den stilhed, der skulle sætte ind i Melvilles eget forfatterskab, hvor han efter 1857 "foretrak" at lukke skrivepulten til fordel for et arbejde ved det amerikanske toldvæsen. Helt opgav han dog ikke og i årene frem til sin død fortsatte han med at skrive digte. Battle Pieces and Aspects of the War (1866), Clarel: A Poem and Pilgrimage in the Holy Land (1876), John Marr and Other Sailors (1888) og Timoleon (1891) nåede at udkomme i hans egen levetid i ganske få eksemplarer uden at tiltrække sig nogen bevågenhed, men er siden af den indflydelsesrige litteraturprofessor Robert Penn Warren blevet betegnet som en af de mest vægtige indsatser i amerikansk poesi. Melville nåede dog, som før nævnt, ikke at opleve interessen for sine senere værker. I stedet måtte han i første omgang tage til takke med at blive husket som forfatteren til rejsebøgerne Typee og Omoo.
Billy Budd og Herman Melvilles renæssance
Den egentlige genopdagelse af Herman Melville startede ved fejringen af hundredeåret for hans fødsel i 1919, hvor der fremkom en lang række artikler, der indskrev hans position i den absolutte top af den litterære kanon, hvor han har befundet sig siden. Medvirkende til Melvilles renæssance var også opdagelsen af manuskriptet til kortromanen Billy Budd, der udkom i 1924. Når Billy Budd, Sailor (Billy Budd - fortopsgast 1924/1952) er kommet til at stå så centralt i forfatterskabet, så skyldes det, at bogen samler en række af de tematiske tråde, Melville påbegyndte med Moby-Dick, heriblandt især forholdet mellem godhed og ondskab, umiddelbarhed og manipulation.
Bogen udspiller sig på et skib, hvor våbenmanden John Claggart beskylder sømanden Billy for at anspore til mytteri. Claggart er manipulerende og drevet af en ondskab, der retter sig mod Billy, netop fordi han er god. Han er en Iago, der, fordi han ikke formår at ændre Billys personlighed, må udlevere ham i et net af sproglige løgne. Billy er ude af stand til at forholde sig verbalt til ondskab og løgne. Han reagerer i stedet fysisk ved at give Claggart et slag og slår ham ved et fatalt uheld ihjel. Konsekvensen er, at han bliver dømt til hængning, mens Claggart i aviserne fremstilles som helt og martyr, men hvem er egentlig den retfærdige? Forfatteren synes klart at være på Billys side, men samtidig er der ikke lagt op til nogen ensidig sort/hvid tolkning. Tværtimod holder Melville et spejl op for læseren og viser, hvordan den menneskelige natur er præget af tvetydighed og dæmoni. Det var dette hav af mørke motiver, Melville turde dykke ned i og konfrontere i sine svimlende skrifter, men samtidig er hans mod til at se ondskaben og meningsløsheden i øjnene også en vilje til overvinde den. Havet var for Melville tæt forbundet med skriftens evne til at begive sig ud på sjælens dybe vand i stedet for at vende sig væk i vrængende menneskefjendskhed. Godhedens dæmoni er, at det er de andre, der er de onde. Intet sted står det klarere og mere poetisk kondenseret end i en passage fra romanen Israel Potter:
"En eneboers hytte i skoven er et refugium for den snæversynede misantrop; en køje på havet er et asyl for den ædelmodigt fortvivlede. Havet er fyldt med naturens sorger og tragedier, og et menneskes sorg falder som en dråbe i havets uendelige rædsel".
Herman Melville var ikke en misantropisk eneboer, men en tragisk humanist, og det er hans evne til at sætte sprog på menneskets komplekse og modsætningsfyldte natur, der gør ham til en forfatter og digter af Shakespeareske dimensioner.
Hvor skal man starte?
Melvilles forfatterskab er forholdsvist overkommeligt i omfang, men kan være en hård nød at knække selv for garvede læsere på grund af den til tider noget tunge stil. I stedet for at gå lige på og hårdt med hovedværket Moby-Dick kan det anbefales at starte op med en tretrinsraket bestående af novellen Skriveren Bartleby (varierende oversættelser, f.eks. Henrik G. Poulsens fra 2000), kortromanen Billy Budd - Fortopsgast (ved Ole Storm, 1952) og endelig Moby-Dick eller Hvalen (helst Mogens Boisens oversættelse fra 1955). På den måde får man gradvist læst sig ind i Melvilles komplekse sprog og tematik. Har man først læst denne trilogi er man godt klædt på til at dykke ned i det overflødighedshorn af fremragende danske oversættelser, der er udkommet i den senere tid på forlaget Bindslev. Sidste station kunne være at læse Melville på originalsproget, og her giver nettet rig mulighed for at downloade både oplæsninger og komplette udgaver af bøgerne.
Skrevet af cand. mag. Jakob Bækgaard
I 2019 var det 200 år siden, en af USAs ubetinget største forfattere, Herman Melville, kom til verden. Melvilles evne til at sætte sprog på menneskets komplekse og modsætningsfyldte natur gør ham til en forfatter og digter af Shakespeareske dimensioner.
Havet og skrivepulten. Om Herman Melvilles mangetydige forfatterskab.
Litteraturhistorien rummer talrige eksempler på forfattere, der har fået deres værker omvurderet efter deres død. Oversete mesterværker er blevet gravet frem, og forfatteren har posthumt modtaget den ære og værdighed, der skulle være kommet ham eller hende til del. Det er dog sjældent, at man møder så radikal en forskel mellem samtidens og eftertidens behandling af en forfatter som i tilfældet Herman Melville (1819-1891). Nekrologen, der blev bragt i New York Times den 29. September, 1891, dagen efter hans død, siger nærmest alt: "Herman Melville døde i går i sin bolig ved 104 Twenty-sixth Street, beliggende i denne by, i en alder af 72 år. Han var forfatteren til Typee, Omoo, Moby Dick og andre sømandsfortællinger skrevet i hans tidlige år. Han efterlader sig en kone og to døtre, fru M. B. Thomas og frøken Melville."
Med disse særdeles spartanske ord blev en af Amerikas ubetinget største forfattere lagt i graven. Lidt senere, den 2. oktober, 1891, forsøgte New York Times dog at råde bod på miseren med en lille artikel, der redegjorde for Melvilles tidlige popularitet, inden han sank ned i foreløbig glemsel med de romaner, heriblandt Moby-Dick (1851), der, ironisk nok, skulle sikre hans ry i verdenslitteraturen.
Liv og værk
Herman Melville blev født ind i en rig familie. Hans far Alan Melvill (e'et blev tilføjet i 1830'erne) var en vidt berejst købmand, der havde base i New York. Desværre var han også lidt af en spekulant, og da han døde i 1832, var den engang så rige købmand gældsat for flere tusinde dollars, og familien måtte ty til hjælp fra sine fornemme forbindelser for at Melville kunne gennemføre sin skolegang. Det blev dog ikke skolen, men livet på havet, der kom til at sætte sit præg på ham og danne udgangspunkt for hans forfatterskab.
Livet på havet fylder så meget i hans bøger, at et billede har fæstnet sig af Melville som den evige sømand. Et billede, som Flemming Chr. Nielsen maner godt og grundigt i jorden i forordet til den danske oversættelse af The Confidence-Man: His Masquerade (1857), der på dansk har fået titlen Bondefangeren (2004). Her sammenfatter han Melvilles karriere på havet og konkluderer tørt, at "tæller man sammen, er manden, der opfattes som verdens hvalfangerforfatter nr. 1, blevet kommanderet op i udkigstønden i maksimalt to år af sit liv". Siden ungdommens oplevelser på havet levede han et forholdsvist stille liv bag skrivepulten, der dog blev forstyrret af tragiske hændelser i familien - hans søn, Malcolm, begik selvmord i 1867 - og dertil kom, at økonomisk usikkerhed grundet den tiltagende litterære fiasko tærede på psyken og gjorde samlivet med konen Elizabeth vanskeligt.
Forfatterkarrieren startede ellers lovende, da han i 1846 udgav Typee: A Peep at Polynesian Life (Typee - En Skizze af Livet paa Sydhavsøerne, 1852). Bogen, der trak på hans egne oplevelser som fange på øen Nuku Hiva, tilfredsstillende tidens efterspørgsel efter eksotiske rejseberetninger og blev en regulær bestseller, der blev efterfulgt af den ligeledes succesfulde Omoo: A Narrative of adventures in the South Seas (1847). Med Mardi: And a Voyage Thither (Mardi - og en rejse dertil 1849/2007), der blev publiceret i to dyre bind, udeblev læserskaren imidlertid, og Melville oplevede sit første tilbageslag. Årsagen til de manglende læsere var ikke blot tykkelsen af bogen og den dermed forhøjede pris, men også den vanskelige stil og filosofiske dybde, der aspirerede til at være langt mere end kulørt rejseunderholdning.
Melville indså, at tiden endnu ikke var moden til at udfolde en alt for kompleks skrivestil og gav sig i kast med romanerne Redburn: His First Voyage (1849) og White-Jacket, or The World in a Man-of-War (1850), en bog, som han refererede som "intet andet end kage og øl". Der var nu ikke noget sødmefyldt over White-Jacket, der trækker på autobiografisk stof fra de fjorten måneder, han brugte som matros på fregatten United States. Med sin udpenslede skildring af det brutale liv til søs, hvor brugen af pisk var hverdagskost, blev bogen tværtimod et vigtigt indlæg i tidens debat om vilkårene for de søfarende. På trods af de dybe etiske konflikter, der gennemtrænger disse såkaldte "nemme" romaner, så var der dog intet, der kunne forberede det læsende publikum på den bog, der skulle blive hans skæbne: Moby-Dick, or The Whale (1851).
Flertydighedens mester
I 1850 kunne Melville i det litterære magasin New York Literary World publicere en fyldig anmeldelse af vennen Nathaniel Hawthornes (1804-1864) novellesamling Mosses from an Old Manse (1846) med titlen Hawthorne and his Mosses. Heri fremhævede han en sprogets kompleksitet og dybde hos Hawthorne, der sætter ham på linje med Shakespeare. Han skriver blandt andet: "Gennem mundene hos mørke karakterer som en Hamlet, Timon, Lear og Iago, siger han kraftfuldt, eller insinuerer sommetider, ting, som vi erkender som så frygtelig sande, at det vilde være galskab for en mand i ordentlig fatning at udtale eller blot antyde dem. Pint ud i desperation river den afsindige Lear masken af og udtaler med sundhedens galskab den livsvigtige sandhed". Hvad Melville beskriver her er i virkeligheden hovedpersonen i hans magnum opus Moby-Dick, kaptajn Ahab, der i tragisk dybde og flertydighed ikke står tilbage for Shakespeares Lear. Bogen med en af de berømteste åbningslinier overhovedet "kald mig Ishmael" beretter via fortælleren Ishmael om kaptajnen Ahabs håbløse jagt på den hvide hval Moby Dick.
Romanen er monstrøs og encyklopædisk og inddrager et væld af citater fra biblen, klassisk litteratur og naturvidenskabelige kilder om hvalfangst. Det er en bog, der, trods sit begrænsede emne, indeholder en hel verden, der rækker ud over sig selv og bliver en allegori over menneskets uendelige stræben efter at kontrollere sin egen skæbne. Bogen er fuld af sproglig flertydighed og ordspil, der, ligesom James Joyces (1882-1941) Ulysses (1922), vanskeligt lader sig oversætte. Flertydig er også hovedpersonen Ahab. I modsætning til det uspolerede naturmenneske Queequeg er han den mest manipulerende mand ombord på skibet, der bag et sindigt net af logiske argumenter formår at skjule sit gale projekt. På den anden side er han selv manipuleret, drevet af den vanvigtige trang til at fange den hvide hval. I al sin manipulation, og dét er det paradoksale, er Ahab ikke herre over sig selv. Han er fra starten dømt til en selvdestruktion, hvor han uundgåeligt må tage andre med i sit fald.
At foretrække at lade være
I romanerne Pierre: or The Ambiguities (Pierre eller Flertydighederne 1852/2003) og The Confidence-Man: His Masquerade (Bondefangeren 1857/2004) fortsatte Melville med undersøge, hvordan mennesket er viklet ind i et dobbeltspil af sandheder og løgne. Et grundlæggende tema bliver, hvordan samfundet er med til at oprette en facade, hvor alle bærer masker uden egentlig at vise, hvem de er. Det var ikke populært sådan at holde et troldspejl op foran læserne, der hellere ville drømme om eksotiske himmelstrøg end konfronteres med deres eget indre mørke og resultatet var da også klart: skandale, dårlige eller udeblevne anmeldelser og en svigtende læserskare. Melville vidste godt, hvor skoen trykkede, men var også nået til et punkt, hvor han ikke kunne ændre sin stil: skrivningen var blevet et eksistentielt projekt. Som han skrev til vennen Hawthorne; "Det jeg føler mig drevet til at skrive bliver bandlyst og giver ingen betaling, og dog, skrive på den anden måde kan jeg ikke." Alligevel fortsatte han i et stykke tid med at forsøge at nå læsernes gunst. Den tilgængelige historiske roman Israel Potter. His Fifty Years of Exile (Israel Potter 1855/2006) udkom i 1855 og allerede fra 1853 påbegyndte Melville sin novelleproduktion.
Af de mange fine noveller, Melville publicerede, stikker især én ud, som må betegnes blandt hans mesterværker: Bartleby the Scrivener: A Story of Wall-Street (Kopisten Bartleby 1853/1954). Historien handler om den fåmælte, mystiske Bartleby, der bliver ansat som skriver ved et advokatkontor. I starten passer han sit job, men beslutter sig så en dag for at holde op med at arbejde og svarer siden på arbejdsgiverens forespørgsler med ordene "jeg ville foretrække at lade være". Til sidst går han helt i stå og vil end ikke flytte ud af sit kontor, da han bliver fyret, men ender med at blive smidt ud for siden at hensygne helt.
Bartleby er spejlbilledet af Ahab og samtidig hans modsætning. Begge symboliserer de det nøgne menneske, blottet for al kulturel mening, men Ahab, der kæmper i den vilde natur er en dæmonisk helt, mens Bartleby, der forstener i de støvede kontorer er en melankolsk anti-helt. Ahab er undtagelsesmennesket i dets mest ekstreme form, Bartleby er det grå hverdagsmenneske spændt ud til det yderste, så anonym, at han glider i ét med tapetet. De er yderst forskellige i deres respektive miljøer og dog fuldstændigt ens i deres tragiske håbløshed og resignerede desperation. Kopisten Bartleby foregriber med sin eksistentielle og sproglige meningsløshed Franz Kafkas (1883-1924) forfatterskab, men er samtidig også et varsel om den stilhed, der skulle sætte ind i Melvilles eget forfatterskab, hvor han efter 1857 "foretrak" at lukke skrivepulten til fordel for et arbejde ved det amerikanske toldvæsen. Helt opgav han dog ikke og i årene frem til sin død fortsatte han med at skrive digte. Battle Pieces and Aspects of the War (1866), Clarel: A Poem and Pilgrimage in the Holy Land (1876), John Marr and Other Sailors (1888) og Timoleon (1891) nåede at udkomme i hans egen levetid i ganske få eksemplarer uden at tiltrække sig nogen bevågenhed, men er siden af den indflydelsesrige litteraturprofessor Robert Penn Warren blevet betegnet som en af de mest vægtige indsatser i amerikansk poesi. Melville nåede dog, som før nævnt, ikke at opleve interessen for sine senere værker. I stedet måtte han i første omgang tage til takke med at blive husket som forfatteren til rejsebøgerne Typee og Omoo.
Billy Budd og Herman Melvilles renæssance
Den egentlige genopdagelse af Herman Melville startede ved fejringen af hundredeåret for hans fødsel i 1919, hvor der fremkom en lang række artikler, der indskrev hans position i den absolutte top af den litterære kanon, hvor han har befundet sig siden. Medvirkende til Melvilles renæssance var også opdagelsen af manuskriptet til kortromanen Billy Budd, der udkom i 1924. Når Billy Budd, Sailor (Billy Budd - fortopsgast 1924/1952) er kommet til at stå så centralt i forfatterskabet, så skyldes det, at bogen samler en række af de tematiske tråde, Melville påbegyndte med Moby-Dick, heriblandt især forholdet mellem godhed og ondskab, umiddelbarhed og manipulation.
Bogen udspiller sig på et skib, hvor våbenmanden John Claggart beskylder sømanden Billy for at anspore til mytteri. Claggart er manipulerende og drevet af en ondskab, der retter sig mod Billy, netop fordi han er god. Han er en Iago, der, fordi han ikke formår at ændre Billys personlighed, må udlevere ham i et net af sproglige løgne. Billy er ude af stand til at forholde sig verbalt til ondskab og løgne. Han reagerer i stedet fysisk ved at give Claggart et slag og slår ham ved et fatalt uheld ihjel. Konsekvensen er, at han bliver dømt til hængning, mens Claggart i aviserne fremstilles som helt og martyr, men hvem er egentlig den retfærdige? Forfatteren synes klart at være på Billys side, men samtidig er der ikke lagt op til nogen ensidig sort/hvid tolkning. Tværtimod holder Melville et spejl op for læseren og viser, hvordan den menneskelige natur er præget af tvetydighed og dæmoni. Det var dette hav af mørke motiver, Melville turde dykke ned i og konfrontere i sine svimlende skrifter, men samtidig er hans mod til at se ondskaben og meningsløsheden i øjnene også en vilje til overvinde den. Havet var for Melville tæt forbundet med skriftens evne til at begive sig ud på sjælens dybe vand i stedet for at vende sig væk i vrængende menneskefjendskhed. Godhedens dæmoni er, at det er de andre, der er de onde. Intet sted står det klarere og mere poetisk kondenseret end i en passage fra romanen Israel Potter:
"En eneboers hytte i skoven er et refugium for den snæversynede misantrop; en køje på havet er et asyl for den ædelmodigt fortvivlede. Havet er fyldt med naturens sorger og tragedier, og et menneskes sorg falder som en dråbe i havets uendelige rædsel".
Herman Melville var ikke en misantropisk eneboer, men en tragisk humanist, og det er hans evne til at sætte sprog på menneskets komplekse og modsætningsfyldte natur, der gør ham til en forfatter og digter af Shakespeareske dimensioner.
Hvor skal man starte?
Melvilles forfatterskab er forholdsvist overkommeligt i omfang, men kan være en hård nød at knække selv for garvede læsere på grund af den til tider noget tunge stil. I stedet for at gå lige på og hårdt med hovedværket Moby-Dick kan det anbefales at starte op med en tretrinsraket bestående af novellen Skriveren Bartleby (varierende oversættelser, f.eks. Henrik G. Poulsens fra 2000), kortromanen Billy Budd - Fortopsgast (ved Ole Storm, 1952) og endelig Moby-Dick eller Hvalen (helst Mogens Boisens oversættelse fra 1955). På den måde får man gradvist læst sig ind i Melvilles komplekse sprog og tematik. Har man først læst denne trilogi er man godt klædt på til at dykke ned i det overflødighedshorn af fremragende danske oversættelser, der er udkommet i den senere tid på forlaget Bindslev. Sidste station kunne være at læse Melville på originalsproget, og her giver nettet rig mulighed for at downloade både oplæsninger og komplette udgaver af bøgerne.
Skrevet af cand. mag. Jakob Bækgaard
