Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard
Man kan spore et skift i nyere amerikansk romanlitteratur, der angår undersøgelsen af forholdet mellem individ og samfund. Store postmoderne forfattere som John Barth (f. 1930), Don DeLillo (f. 1936) og Thomas Pynchon (f. 1937) beskriver ofte det amerikanske samfunds skjulte kontrol af det enkelte menneske gennem mediernes fabrikation af løgn og livsstil og bagvedliggende, uigennemskuelige økonomisk-politiske alliancer.
Der er derfor et næsten paranoidt skær over en del af deres bøger (f.eks. Pynchons Vineland (1980) og DeLillos Libra (1988), der handler om Kennedymordet og foreslår, at CIA står bag). Alle fra postbude til præsidenter er fanget i et konspiratorisk net, som de umuligt kan overskue eller optrevle, og som gennemtrænger og bestemmer deres skæbner.
En ny generation af amerikanske forfattere, repræsenteret af blandt andet David Foster Wallace (f. 1963), Dave Eggers (f. 1970), Rick Moody (f. 1961) og Jonathan Franzen (f. 1959), beskriver et amerikansk samfund, der på mange måder har ændret sig siden da. Hvor det engang kunne være forfatterens opgave at afsløre et politisk-økonomisk System og dets utallige fangarme, er det I dag ikke en specielt krævende intellektuel bedrift at erkende, at det kapitalistiske samfunds top manipulerer borgerne. Det er blevet tydeligt for enhver.
Finansskandaler, der blotlægger lyssky aftaler, hører til dagens orden, og det overbeviser næppe ret mange, når man forsikrer om, at det er beklagelige undtagelser. Den seneste tids officielle krigsretorik om de gode og de onde, frihed og ondskabens akse er så hjerteskærende idiotisk, at den næsten ikke kan tages alvorligt. At Californien nu endelig har ønsket sig én af deres egne Hollywoodproducerede actionhelte som politisk leder, spejler blot det verdensomspændende faktum, at den politiske magt er blevet en farce, der sælges som let underholdning for dem, der ikke i fjerne lande lider under den.
På den baggrund er det forståeligt, at de ovennævnte forfattere ikke som deres postmoderne forgængere overgiver sig til pessimistiske ironiseringer over magtens skjulte virke. De erkender og kritiserer samfundets åbenlyst bizarre træk gennem grotesk parodi (især David Foster Wallace i den fabelagtige, endnu ikke oversatte Infinite Jest (1996), men også Jonathan Franzen), men leder samtidigt andetsteds efter de virkelige, meningsfyldte bånd, der knytter mennesker sammen på trods af politikere og storkapital.
Jonathan Franzen fokuserer således i sin tredje, internationalt gennembrydende roman Korrektioner fra 2001 (originaltitel The Corrections, oversat til dansk 2002) på familien som et sted, hvor de menneskelige relationer måske endnu ikke helt er blevet forvandlet til skuespil og økonomi.
Forældrene i Lambert-familien, som man følger gennem Franzens roman, er to midtvestlige middelklasseborgere i dagens USA, Enid og Alfred, der ikke vil andre det ondt og gerne sig selv det godt. Alfred Lambert var en hårdarbejdende, retskaffen jerbaneingeniør, men nu er han pensioneret, og hans tiltagende demens forværres af begyndende Parkinson.
Enid er hjemmegående husmor, der forsøger at få tiden til at gå, efter at børnene er fløjet fra den lille by St. Jude. Men tiden går ikke rigtigt. Den snegler sig tavst og trykkende ad sted. Det er som om, de har glemt, hvordan de skal tale til hinanden og elske hinanden. Eller også har de aldrig gjort det.
Måske har de bare levet det liv, alle mulige andre ønskede, at de levede, og troet, at deres beskedne drømme og mainstreamholdninger og hårde arbejde var udslag af deres egne ideer om et godt liv, og ikke noget samfundet påduttede dem. For nu, hvor de endelig har tid til hinanden, ser Alfred lokalnyheder og sover i sin blå lænestol. Også Enid lukker øjnene. Hun bilder sig ind, at alt stort set er fint. Og at hvis det ikke altid var eller er det alligevel, mangler der bare et par små korrektioner.
Deres tre børn, der alle forsøger at gøre karriere inden for forskellige områder, har tydeligvis også deres at slås med. Datteren Denise er mesterkok i Philadelphia. Da hun bliver fyret, er det ikke kun fordi, hun først havde et forhold til sin chef, og så forlod ham for en anden.
Det er mest fordi, denne anden er chefens kone. Inderst inde ved Enid godt, at hendes datter er biseksuel, men hun vil ikke høre tale om det. Deres ældste søn Gary er uden tvivl klinisk deprimeret, men han er også succesfuld forretningsmand og har en smuk kone, og så kan man jo sagtens lade som om, at alt er fryd og gammen.
Det er jo sådan, de siger, det gode liv ser ud. Og Chip, deres yngste, han blev i hvert fald ikke afskediget fra universitetet, fordi han havde en affære med en studerende. Der er intet i vejen. Alt er så godt, mener Enid. Ingen af de tre er virkeligt i stand til at løse deres personlige problemer. Desperate, halvdøde af kedsomhed og mangel på nærhed og anerkendelse begraver Denise sig i arbejde, Gary sig i alkohol og Chip sig i stoffer og substansløse projekter. De forsøger hele tiden at korrigere deres liv, men de tager aldrig ondet ved dets rod og gør noget.
Selvom Enid lader som om, hun ikke ved, at tingene ikke glider smertefrit, forstår hun alligevel at manipulere med sine børn ved at insinuere, at de fejler fælt, og at hun er skuffet. Hun driver dem ind i et udmattende kredsløb af skyld, raseri og løgne med aldrig udtalte beskyldninger og afpresser dem således følelsesmæssigt til at komme hjem til St. Jude og holde en sidste, fantastisk jul, så alting kan blive, som det altid skulle have været. Men den jul bliver heller ikke ganske, som hun havde håbet.
Det er således ikke ligefrem en velfungerende familie, Franzen tegner et humoristisk og skarpt billede af. Men han forstår at vise, at medlemmernes forskellige problemer er spejlinger af et usundt samfunds krav og normer. En tiltagende individualisme og materialisme gør dem ensomme og famlende i deres forsøg på at nå hinanden på en anden måde.
Franzén idealiserer bestemt ikke kernefamilien – det er der ingen grund til – men han er meget opmærksom på de lakuner af medmenneskelighed og skrøbelig nærhed, der viser en vej frem for nogle af Lambertfamiliens medlemmer. Han kredser så fintfølende om disse små, lidende, forvirrede håb mellem mennesker, som intet politisk styre kan udrydde, at det er en gribende fryd.
Franzéns roman er altså på en gang psykologisk fintfølende, ualmindeligt velskreven, grotesk morsom og samfundskritisk – alt hvad man efter min mening kan håbe på af en roman. Korrektioner er simpelthen en gave til enhver læser fra en af samtidens helt store forfattere.
Kommentarer