29 apr.19

Artikel

Deltag i debatten om 'Hungerhjerte'

Kommentarer

8 kommentarer
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfConnie Mikkelsen
tor, 30/05/2019 - 14:59

Tak for en hjertegribende historie, med et meget smukt sprog.

Jeg er glad for at den er blandt finalisterne.

Der er flere der peger på at bogen beskæftiger sig med et område der har været underprioriteret i årevis,alene af den grund er det dejligt at der sættes spot på de sindslidendes forhold og, uden at agerer reklamesøjle for avisen  Politiken ,vil jeg henlede jeres opmærksomhed på et topmøde blandt syv fagfolk,som avisen har sat stævne, og selv om der ikke er mange stemmer i psykisk syge,kan deres udmeldinger måske komme til at præge den førte politik på området ,også efter valget. Overskriften på artiklen som fik mig  til at skrive dette indlæg hedder;

Syv ildsjæle nulstiller psykiatrien

Psykiatri på afveje/politiken.dk/6786886

Spændende opløb , og held og lykke til årets jury

 

AfMarianne Träff
tir, 14/05/2019 - 14:27

”Tror I overhovedet hun har været syg”?, udbryder en af damerne og vi griner alle.
”Men det er så svært at forestille sig at Karen Fastrup har været så alvorlig syg for tre år siden”.
Hun var jo helt fantastisk!

Ishøj Bibliotek havde besøg af Karen Fastrup ugen før vi skulle tale om romanen Hungerhjerte, og 25 læsekredsmedlemmer og 35 almindelige borgerne  fik fornøjelsen af en fantastisk givende, klog og autentisk forfatter.

” Og så læser hun så smukt op”, ”det var en indsigtsfuld , genkendelig og rørende aften, sagde flere andre. Tænk man kan blive rask, det er SÅ positivt.

Vi begynder altid med at læserne giver tre ord om bogen vi har læst og her er et lille udsnit:
Levet liv, relaterbart, hjerteskærende, fantastisk erindringsværk, vigtig, humoristisk, jeg blev klogere, åbenhed, modig, intens, vedkommende, grænseoverskridende, inspirerende, lysende…
Ja det var den store klinge læserne var oppe på.

Enkelte havde det dog  svært med den tendens i litteraturen for tiden , at den lægger sig så tæt op ad virkeligheden. Det er ligesom med de sociale medier, mange synes alle skal vide alt, sagde en af læserne Virkelighedslitteraturen kedede …..skal alle forfattere skrive autofiktivt?

De flere syntes  dog at der var noget meget befriende at forfattere turde lægge sig i spidsen med åbenhed og mod  for at delagtiggøre medmennesker i livet smertepunkter. 
”At få beskrevet hvordan angsten og ensomheden kan være ens følgesvend lige siden barndommen var både rørende og smukt”. ” Og så er den så velskrevet” sagde en og her var stor set alle enige.

” Åh de skrøbelige vægge” (hos borderlinepatienter) sagde en af vores begejstrede læsere. Ønsket om at blive set og elsket og hele livet ekstremt hungrende efter kærlighed og aldrig føle sig hel, det er så trist. ”Jeg har aldrig stødt på nogen der er blevet helbredt, jeg tror det kræver et helt særligt intellekt” mente en af damerne, som havde arbejdet med borderlineunge før i tiden.

Spørgsmål fra Ishøj:

Vores læsere vi også gerne spørge dig om du har tænkt på,  hvordan romanen når ud til vores beslutningstagere? ( Thomas Korsgaard sendte sin roman til Statsministeren!)

Har du primært tænkt din roman som litterært værk, som selvhealing eller som politisk, eller …?

Er det arv eller miljø? Kunne det have været anderledes? 

Og til sidst er det skilsmissen i Tanzania, der udløser skrivekrise eller er det noget der har ligget og ulmet fordi Karen er disponeret?

Allersidst tak til Karen for en fremragende roman, du var den forfatter, der fik flest stemmer fra Ishøj og vi sender dig hermed videre til juryen. Pøj pøj d. 15 juni!

 

Mange hilsner 

DR Romanklubben Ishøj 
 

 

AfJakob Poulsen
man, 13/05/2019 - 08:22

Alle i DR Romanklubben på Hillerød Bibliotek var enige om, at Karen Fastrups sprog, indlevelse og beskrivelse af at lide under en psykisk sygdom er eminent.  De tavse og tabubelagte skæbner, der har en psykisk diagnose får en stemme i ”Hungerhjerte”. Debatten gik også på, om bogen som ”terapibog” – der i hvert fald i fiktionen! - heldigvis får en positiv slutning, egentligt vedkommer andre...? Fastrups direkte og meget intime stil blev ligeledes vendt: det er på grænsen til det uvedkommende for læseren, hvorimod hendes børn gøres uvedkommende for læseren. Vi diskuterede (igen) begrebet og genren autofiktion kontra selvbiografi, men blev enige om, at uanset hvor meget eller lidt man lægger af forfatterens liv i ”Hungerhjerte”, så er det bare en god og relevant fortælling!

”Hungerhjerte” er også et fyrtårn for andre med en psykisk diagnose, hvor kunst kan være en nøgle ud af lidelsen. Det er (sandsynligvis) kun et fåtal psykisk syge, der formår at kanalisere deres (tvangs)tanker, indre og ydre kampe med deres diagnose ud i en kunstart, som dels en aflastning, dels som et opråb om, at man ikke skal glemme de i forvaring indelukkede og fikserede…

Vi har et par spørgsmål til Karen Fastrup, som vi håber, hun vil svare på:

1) Vi fornemmer at ”Hungerhjerte” har hjulpet dig igennem et hårdt forløb i form af terapi, hvor du har genfundet sproget. Frygter du for en ”Hungerhjerte 2”.

2) ”Hungerhjerte” kan læses af alle. Det er dog ikke ensbetydende med, at alle  læser den. Kan du navngive 3 personer (eller grupper), du i sær ønsker skal læse din bog?

Med venlig hilsen

DR Romanklubben på Hillerød Bibliotek

tir, 14/05/2019 - 12:20

Som svar til af Jakob Poulsen

Kære Jakob Poulsen,

Jeg er glad for, I synes, mit sprog, min indlevelse og min beskrivelse af psykisk sygdom er eminent. Tusind tak for det!

Og det er lige præcis sproget som materiale, der har været det allervigtigste for mig. At finde et litterært sprog, at finde billeder og metaforer og rytmer, der kan gribe det syge sind. Derfor kunne jeg heller aldrig drømme om at skrive min historie som selvbiografi i et sprog, der ikke var skønlitterært. Det interesserer mig simpelthen ikke. Og det er faktisk her, jeg tænker, at man flytter en fortælling væk fra det uvedkommende til det vedkommende. Væk fra det "private" og gør det alment. Det er jo det, kunst gerne skal kunne gøre.

Men nu til jeres direkte spørgsmål:

1) Nej, jeg frygter ikke for en Hungerhjerte 2, hvis I mener det at blive syg igen :).

2) De tre grupper, jeg helst vil have, læser Hungerhjerte er: a) Litterært interesserede læsere, der læser Hungerhjerte som litterært værk og bedømmer det ud fra litterære præmisser. b) Læger, psykologer og behandlere i psykiatrien. c) Mennesker, der selv har psykisk sygdom inde på livet.

Bedste hilsener

Karen

 

AfCecilia Dybris Marini
tor, 02/05/2019 - 12:55

Karen Fastrup – Hungerhjerte. Fredericia Bibliotek

Omkring bordet var der enighed om bogens litterære kvaliteter, men smag og behag er jo forskellig, og hvor der var nogle af læserne der nød den faglige og nørdede vinkel, var der andre der fandt den som en hindring i det gode læseflow.

Bogen blotlægger et livslangt forløb med sygdom, ved at se tilbage på barn- og ungdommen, og derved sætte fokus på et bestemt adfærdsmønster. Det er spændende at følge skriftens analyse og undersøgelse af hvordan fortiden har formet nutidens Karen.

Både hendes far og mor slæber på den ene eller anden måde psykisk ustabilitet med ind i børnenes liv, selvom det selvfølgelig ikke er deres hensigt. Det er hjerteskærende at kunne iagttage hvordan, det der kan virke som små, ubetydelige valg for de voksen, kan have så stor påvirkning på et barns ve og vel. - Og ikke mindst identitetsdannelse. Fra deres egen baggrund har hverken far eller mor udviklede værktøjer til at tage hånd om de store følelser, og derfor bliver det også svært for Karen at tillære sig dette.
Vi snakkede om at det er tidstypisk for forældrene at flytte ud på landet og udleve en hippiedrøm, men desværre viser det sig en byrde for børnene absolut at skulle skille sig ud og klare sig selv.

Det er i kampen om at blive accepteret som menneske og i hendes higen efter kærlighed fra alle sider, at Karen mister grebet om sin egen identitet. Vores egen lille analyse på Karen liv, er at hun gennem et langt ægteskab med børn, har fundet en stabilitet, kærlighed og en genkendelse, der har gjort det ud for hendes voksenidentitet. Men skilsmisse, rejsen til Afrika og et forhold til en mand der ikke kan rumme alt det hun bærer rundt på, er dét der sætter skub i at få diagnosen op til overfladen. Vi tror på at diagnosen sagtens kunne være blevet stillet i hendes unge år, men er blevet skubbet langt op i voksenlivet i stedet.

Vi snakkede også om at Karen er heldig at have et godt netværk, nogle forstående søskende, kloge børn og hovedet godt skruet på. I en helt anden livsbane kunne denne sygdomshistorie sætte voksne mennesker på gaden, eller det der er værre.

Vi har en enkelt undren til Karen: Titlen er jo smuk og forståelig i sin reference, men vi synes også den fastholder sygdommen, og pege på den, i stedet for at frigøre sig fra den, som Karen jo ellers gør til sidst i bogen.

Ellers: tusind tak for en smuk og rørende læseoplevelse.

tir, 14/05/2019 - 12:03

Som svar til af cecilia.marini

Kære Cecilia Dybris Marina,

Jeg er glad for, I synes, titlen er smuk. Og ja, den er jo umiddelbart let forståelig i sin reference til det syge: Til trangen (sulten/hungeren) efter at høre til i det menneskelige fællesskab, efter at blive elsket, efter ikke at opleve kærlighedstab og afvisning.

Men for mig peger den også væk fra sygdommen og hen mod noget stærkt og positivt, der løber som et spor gennem hele romanen: Det at kunne skrive. Hvor vigtigt, det er for Karen. Dels fordi det er en væsentlig del af hendes identitetsfølelse. Dels fordi hun altid har haft en stærk trang til at udtrykke sig. Især gennem sproget.

Flettet sammen med sproget går synet – det at se. Det at sanse og se verden. Sådan som det beskrives i romanens allersidste kapitel til faren. Det er noget, hun slet ikke kan lade være med. Det er vel en del af hendes gode følsomhed – den følsomhed i forhold til at sanse og registrere som jo gør, at hun overhovedet kan skrive.

Bedste hilsener

Karen

 

AfTina Karina Mortensen
ons, 01/05/2019 - 12:10

Velkommen til debatten om "Hungerhjerte"
Karen Fastrup rammer med sin åbenhjertige roman lige ned i autofiktionen. Hun rammer også den verserende debat om ressourcer til og samfundssynet på psykiatrien. Mon det er en samfundskritisk roman vi har med at gøre her? Det synes jeg, kunne være interessant at debattere.

- Og som den dog rammer, den roman.
Efter endt læsning sidder jeg med en fornemmelse af, at det kunne være mig, som var hovedpersonen. Måske ikke lige med den diagnose, men evt. med en anden diagnose eller med et livsvilkår, som ville sætte mig i forbindelse med psykiatrien. 
Jeg glæder mig til at se, hvad I synes om bogen og den oplevelse I har fået ved at læse den.
Vi er så heldige at Karen Fastrup selv hopper ind i debatten senere på måneden.
- Sikken luksus vi har her i DR Romanklubben.
Mange hilsner
Tina

tir, 14/05/2019 - 11:50

Som svar til af Tina Karina Mo…

Kære Tina Karina Mortensen,

Jeg synes, det er interessant, at du stiller spørgsmålet, om "Hungerhjerte" mon er en samfundskritisk roman, og kommer straks til at tænke på Brandes, der jo sagde: "En levende litteratur kendes på, at den sætter problemer under debat."

For ja, jeg tænker bestemt "Hungerhjerte" som en politisk roman, der gerne vil sætte problemer under debat og gøre opmærksom på, at vi har indrettet et samfund, der ikke prioriterer behandlingen af psykiske lidelser, som det prioriterer behandlingen af somatiske lidelser. Hvilket måske til dels kan skyldes, at psykiske lidelser er så tabuiserede, at der endnu ikke har rejst sig et folkeligt pres mod vores politikere i forhold til at tage problemet mere alvorligt: Hver tredje dansker kommer i løbet af livet i kontakt med det psykiatriske system.

Men det vigtigste for mig har nu alene været at skrive et skønlitterært værk, der var så stærkt som muligt. Som roman og sprogværk. Sproget betyder så utrolig meget for mig – og det har været et stort arbejde at prøve at indfange det syge sind i sproglige billeder, metaforer og rytmer.

Mange hilsener

Karen