Værd at dø for

Lee Child har som altid et godt greb i både læser og historie fra første side. Det er som at se en Hollywoodfilm.

Den tidligere militærpolitimand og nuværende vandringsmand Jack Reacher slentrer ved tilfældets lune ind på et motel i et gudsforladt amt i delstaten Nebraska i USA. Her hersker Duncan-klanen med hård hånd, hvilket naturligvis snart får ophør.  For er der en ting, Reacher ikke finder sig i, så er det bøller. Familien Duncan er om nogen bøller. Bøller med skeletter i skabet og hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys. Vores frygtløse helt Reacher hvirvles fluks ind i dramaet.

Jack Reacher er på mange måder en arketypisk amerikanske heltefigur. Han vandrer fra sted til sted, lever efter sine egne regler og ender altid lettere modvilligt med at påtage sig helterollen. Reacher opsøger ikke ballade og vil i virkeligheden helst bare passe sig selv og drikke sin kaffe i fred. Det får han heldigvis sjældent lov til. Heller ikke i ’Værd at dø for’.

Lee Child er en undervurderet forfatter. Man kan hævde, Jack Reacher er en uovervindelig, næsten karikeret heltefigur, men han ligger godt i forlængelse af den arketypiske amerikanske heltetype; den fåmælte mand med et brysk ydre og en uslukkelig indre tørst efter retfærdighed. Jeg kommer altid til at tænke på John Wayne, Clint Eastwood, og Robert E. Howards Conan, når jeg læser Childs Reacher-bøger. Det er helte, der på mange måder er uovervindelige, men som forfattere og instruktører alligevel formår at skabe spænding omkring.  Sammenligningen med John Wayne, Clint Eastwood og i nogen grad Conan er ikke mindst rammende i ’Værd at dø for’.

Som sine filmiske sidestykker er Reacher en mand af få, men velvalgte ord. En ikke atypisk svada kommer på side 249 i ’Værd at dø for’, hvor Reacher i utvetydige vendinger forklarer en lejesvend for Duncan-klanen, at der findes så mange bedre alternativer til at arbejde for Duncans. Ikke mindst fordi Reacher påtænker at krølle lejesvenden sammen, hvis han ikke finder en ny beskæftigelse. ”Man kan skovle lort på en kyllingefarm. Eller man kan hore sig træt i Tijuana. Med et æsel. Begge dele ville være bedre end at arbejde for familien Duncan.”

Det er et fornemt eksempel på tonen og den rå humor, der er i Childs bøger. Personligt elsker jeg den. Jeg ved ikke noget bedre, end når Reacher folder sig ud både verbalt og fysisk, men jeg er helt på det rene med, at ikke alle holder af den type bøger.

Reacher kommer, han brækker knogler, og vandrer videre. Det er formlen, og den holder. Også i ’Værd at dø for’.

Oprindeligt skrevet af Jan M. Johansen, Litteratursiden.