Strindbergs stjerne

Jagten på videnskabsmanden Nils Strindbergs forsvundne instrument: stjernen, udvikler sig til en hæsblæsende menneskejagt gennem Europa

En amatørdykker gør et gruopvækkende fund, da han under en dykkerekspedition finder en underjordisk mineskakt med et velbevaret lig. På væggene i skakten er der nogle gamle inskriptioner, der peger i retning af Asa-tro. Dykkeren tager derfor kontakt til lægen og historikeren Don Titelman, der er specialist i historiske symboler. Dykkeren påstår, at han har fundet noget ved liget, der vil interessere Titelman.

Titelman opsøger dykkeren, som han finder myrdet, og i løbet af ingen tid, er han anklaget for mordet og på flugt. Han får uventet hjælp af den gådefulde advokat Eva Stand, der følger ham på flugten gennem Europa.

Fundet i minen peger tilbage mod en mislykket ballonfærd i 1897, hvor videnskabsmanden Nils Strindberg forulykkede sammen med to andre forskere ved Nordpolen. Ligene blev først fundet 30 år senere. Og var det overhovedet de rigtige lig?

Det går der udad. Handlingen skifter mellem Titelmans flugt, beretninger om den mislykkede ballonfærd, et homoseksuelt(?) forhold under 1. verdenskrig, hemmelige broderskaber, menneskets jagt på evigt ungdom samt nazisterne storhedsvanvid og forkærlighed for nordisk mytologi.

Langt hen læner romanen sig op ad historiske kendsgerninger. Strindbergs mislykkede ballonfærd er historisk korrekt, og meget af handlingen bygger på en efterladt dagbog. Nazisternes drømme om det ariske verdensherredømme, personificeret ved Heinrich Himmlers Mittepunkt der Welt i borgen Wiewelsburg, hvor en del af handlingen udspilles, er ligeledes historisk korrekt. De historiske kendsgerninger håndteres dog meget frit. Centralt i romanen står jagten Strindbergs stjerne, der sammen hans kors skulle have haft magiske kræfter. Korset dukker hurtigt op, men hvor er stjernen?

Romanen er Jan Wallentins debut, og den har fået en lidt blandet modtagelse i Sverige, hvor én anmelde kaldte den ”en bleg kopi af Da Vinci mysteriet”. Jeg synes, bogen er periodisk rigtig spændende, men den vil for meget. Der er for mange sideløbende handlinger og unødvendige horrorelementer så som åbningen af en gammel grav. Jagten på evig ungdom mødte vi allerede i ’Tabte horisonter’ af James Hilton i 1937.

Der har været en enorm interesse for mysterie-bøger efter Da Vinci mysteriet, og jeg er sikker på, at målgruppen skal findes her.