Rosens labyrint

Stort anlagt og meget ambitiøs spændingsbog, som med sit indhold af mysterier og gåder og suppleret med en romantisk kærlighedshistorie helt sikkert vil appellere til rigtig mange læsere.

Astrologen, matematikeren og spionen John Dee, som levede i 1600-tallets England, skjulte kort før sin død en samling vigtige papirer, som han ikke turde offentliggøre i sin samtid.

Igennem 17 generationer har hans kvindelige efterkommere bevogtet hans hemmelighed, men i foråret 2003 dør den sidste af hans kvindelige efterkommere.

Hun videregiver nu den gådefulde arv til sin yngste søn Will. Arven, som består af en sølvnøgle og et gådefuldt brev, får Will til at starte en rejse Europa rundt, bl.a. til katedralen i Chartres, som spiller en vigtig rolle i forståelsen af det mystiske dokument.

Imens i London venter den alvorligt syge Lucy på et nyt hjerte. Hendes læge er Wills bror Alex, og de tre personer skal snart få deres skæbner lænket sammen for altid, mens de hvirvles ind i de mystiske gåder og farlige hemmeligheder.

Andre er stærkt interesserede i at få fat i den mystiske arv, og de har deres helt egen dagsorden.

Der er bestemt ikke sparet på temaer og elementer i denne historie - Virkelige historiske personer (bl.a. Shakespeare), inkvisitionen, religion, kunst og litteratur, søgen efter sandhed og oplysning, esoterisme, yderligtgående kristne, kærlighed og skumle skurke.

Samtidig er der i bogen indlagt 36 kort med gåder og tegninger, som har betydning for handlingen. Disse gåder kan læseren selv forsøge at løse undervejs, og oven i købet få hjælp til det via hjemmesiden Rosens labyrint.

Det hele starter da også egentlig ganske udmærket, og forfatteren er tydeligvis godt inde i de mange emner og har lavet en omfattende research, men hun formår desværre ikke at formidle de mange gode intentioner, så læseren føler sig på omgangshøjde.

Det virker hurtigt som om forfatteren farer vild i alle sine temaer, og det hele ender underligt uforløst og meget forvirrende.

Som spændingsroman dumper romanen med et brag, fordi man hurtigt begynder at kede sig i alle gåderne og alle de indlagte forklaringer - og helt klart også fordi personerne aldrig når at blive vedkommende.

Sproget, som virker højtideligt og lidt gammeldags, er dog egentlig ganske fint, og især i beskrivelserne af den engelske countryside bliver det ligefrem helt poetisk.