Anmeldelse
Sommerregler af Shaun Tan
- Log ind for at skrive kommentarer
Et grafisk mesterværk til større børn og voksne, hvor Shaun Tan ophæver grænserne mellem det velkendte og det ukendte, mellem natur og teknologi, tryghed og angst.
Bogen indeholder 26 billeder med 14 regler. 12 af disse regler indeholder en form for advarsel. Ikke mange ord. Kun de vigtige!
Der er ikke tale om en billedbog med et ordinært narrativt forløb. Hvis man ønsker at betragte bogens små huskeregler i en samlet historie, kan man søge sammenhængen i forholdet mellem de to drenge og ravnen, der også indgår i alle billederne. Sammen oplever drengene og ravnen de vildeste, mest skræmmende og surrealistiske ting i en form for mørk parallelverden. En verden, der skifter imellem at være industriel, middelalderagtig, krigszone og urban med kæmpestore dyr, der truende lurer i baggrunden. En stor rød skrækindjagende kanin med røde opspilede øjne, falke i massevis med vrede øjne og nautile krybdyrslignende væsner, som kan komme ind i dit hus, hvis ikke du husker ”Lad aldrig din bagdør stå åben natten over”.
De to drenge, som er vores hovedpersoner, lærer en masse den sommer. De lærer regler som ”Giv aldrig dine nøgler til en fremmed”, illustrationen viser den store dreng, der sidder med en gigantisk kat og ser fjernsyn, mens den mindste dreng kigger ind ad vinduet, og selvfølgeligt er ravnen også udenfor.
Lyset forandrer sig langt frem i historien, farver og motiver ændrer sig, så der opnås en form for forløsning hen mod slutningen. Drengene lærer reglen “Gå aldrig glip af sommerens sidste dag”, hvor de kravler op ad en lang stige, der står mod en mur. En stige, der fører fra mørket mod lyset.
Strukturen i historien, eller manglen på samme, minder om min egen barndoms tanker, som i den grad kunne være fragmentariske. I ’Sommerregler’ er de to drenge fysisk sammen og har hinanden, uanset manglen på sammenhæng - og uanset hvad de møder af fremmede landskaber og væsner.
De midterste billeder i bogen, knytter sig alle til sætningen ”Vent aldrig på en undskyldning”. Og det er en af de vigtigste sætninger, man kan knytte til sin omgang med andre mennesker.
Når ensomheden fylder, og den mindste dreng sidder i sit fængsel af det usagte og venter, kommer den store dreng, ”Hav altid en boltsaks med dig”, cyklende med sin boltsaks.
Shaun Tans bøger er taktile og sanselige og først og fremmest stor kunst.
Brugernes anmeldelser