Sangen for livet

Storslået episk fortælling om inuitterne på Grønland gennem mere end 1000 år ...

For mere end 20 år siden præsenterede min far mig for Jørn Riels forfatterskab, og siden har jeg været stor fan. Især har jeg holdt af hans skrøner fra Nordøstgrønland og ikke mindst af de tre fremragende fortællinger samlet i ”Sangen for livet”, som jeg har genlæst gang på gang.

”Sangen for livet” er en eskimoisk saga, som strækker sig fra inuitternes vandring fra Alaska til Grønland for mere end 1000 år siden og frem til nutiden.

Historien starter med Shanuqs fortælling. Som ung blev hun taget til fange af indianere og levede som slave hos deres medicinmand i en årrække. Her fødte hun sønnen Heq, men det lykkedes hende til sidst at flygte, og Heq voksede op og blev en stor åndemaner blandt eskimoerne. Siden giftede han sig med en indiansk kvinde, og de blev stamfædre til slægten, som vi følger resten af bogen.

Fra Heqs tid springer historien frem til 1500-tallet, hvor nordboerne er tæt på at uddø i Grønland. Her er hovedpersonen Arluk, der sammen med søsteren vokser op som forældreløse. Ligesom Heq bliver Arluk en dygtig åndemaner, og i et syn får han at vide, at han skal rejse og opleve alle jordens lande. Som voksen tager han derfor på en lang rejse, og her møder han bl.a. nordbokvinden Svava, som har mistet sin familie efter et inuitoverfald på gården.

Den sidste del af romanen foregår i nutiden, hvor pigen Soré vokser op hos sin farbror, Lûtivik, efter at faren har slået moren ihjel i fuldskab og siden hængt sig. Da Soré begynder i skolen, kommer hun i pleje hos en dansk familie, og hun tager også en uddannelse i Danmark, men det grønlandske trækker, og som voksen vender hun tilbage for at genfinde sin grønlandske identitet.

Jørn Riel er en gudbenådet fortæller, og man sidder skiftevis og trækker på smilebåndet og fælder en tåre under læsningen. Hans store kærlighed til Grønland og eskimoerne skinner tydeligt igennem fortællingen, og med sit store menneskekendskab er hans personbeskrivelser fantastiske. Disse lattermilde mennesker, som lever under utrolig barske forhold, har en tilgang til livet, som vi kunne lære meget af. Alt er naturligvis ikke idyl, men deres generelle menneskesyn og syn på vores eksistens maner i hvert fald hos mig til eftertanke.

”Nu var Shanuq gammel. Brysterne lå som tomme skindlapper op ad brystkassen, og ungdommens sødme havde forladt hendes kinder. Hun havde stadig lyst til at dele briks med mænd, en lyst som var tung at leve med og som ikke mildnede alderdommens forfald. I det store hele var Shanuq dog tilfreds. Hun syntes, at hun livet igennem havde været mere tilfreds end utilfreds, for hendes liv havde været så omskifteligt og fyldt med så mange utrolige hændelser. Det havde været en tilværelse med omvæltninger, krige, flugt, vældige jagter, hunger og med megen kærlighed. Der havde slet ikke været tid til utilfredshed.”

”Sangen for livet” er en smuk fortælling om mennesker. Jeg kan kun anbefale den på det allervarmeste.