Mens tid er

Endnu en samling suveræne essays om litteratur og kultur fra en mester med et enestående overblik og en overvældende viden – og med elegancens sjældne gave.

Der er få danske skribenter, jeg sætter højere end Niels Birger Wamberg (f. 1930 ), der nu igennem en menneskealder har udsendt den ene gode og kloge bog efter den anden. Jeg slapper af hos Wamberg. Jeg føler mig godt tilpas hos Wamberg. Og det gør jeg, fordi hans interesser, hans værdier og hans kolossale viden om litteratur-, kunst- og kulturhistorie altid gør læsningen til en stor, berigende oplevelse. Man bliver klogere hos Wamberg. Og man bliver så elegant underholdt hos Wamberg. Man kan sige, at han ejer lethedens sjældne gave, når han uden problemer kan mobilisere fx hele den danske litterære guldalder fra Ludvig Holberg og Jens Baggesen over Adam Oehlenschläger til H.C.Andersen og Meïr Aron Goldschmidt og Holger Drachmann, som om det var den rene og skære paratviden, han blot øser af... Ubesværet. Let. Elegant. Læs blot denne samlings to essays om jøden i litteraturen og antisemitismens hæslige ansigt, "Ahasverus på gennemrejse" og "Den jødiske mirakeldrømmer" (Om sceneinstruktøren Sam Besekow).

Lad mig give et indtryk af Wambergs stil: Jeg tager ganske enkelt bogens første ord, indledningen til bogens første essay "De tidligste års poesi", om hvordan poesien melder sig med uimodståelig kraft og trænger ind hos det unge menneske, det er simpelthen så smukt beskrevet:

"Sproget kom ind alle vegne fra. Sproget var i sine enkeltdele konkret og gjorde både luften, murstenene, piletræerne og støvets partikler klarere ved at kalde deres væsen frem i lyset. Sproget indfandt sig som et myreangreb eller en oversvømmelse eller en sandstorm. Eller måske snarest som flyvende sommer. (...) Det var sproget, der lagde perspektiverne ud. Det var sproget, der lod mulighederne komme til deres ret. Og det var poesien, der trådte til og fordelte sin sødme med en suverænitet, der med det samme gik i blodet. Poesien, som er rejsende i åbenbaringer af varierende størrelser og udbud, men altså ikke desto mindre åbenbaringer."

Bogens essays spænder vidt, fra litteratur til scenekunst og runder også musikken: "Edwin Fischer og hans musik" er et stilfærdigt og smukt essay om, hvordan den verdensberømte pianist i et uventet og magisk øjeblik lukkede den beundrende Wamberg ind i sin kunst og sin professionalisme som performer – et af samlingens højdepunkter for mig.

De 16 essays har været trykt før i forskellige sammenhænge, hvor de måske kunne være vanskelige at opspore, men nu er de så heldigvis bragt under samme tag, og helt på linje og niveau med forgængeren i genren ’Forkærligheder’ fra 2010. Nyd disse øjeblikke i selskab med en meget klog og vidende mand, der begavet, elegant og vittigt ikke docerer men stiller viden og livskundskab generøst til rådighed. Åndfuldhed kunne det kaldes, på sjældent niveau, så tak for øjeblikkene, Wamberg! 

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.