Bog

Mandfolk

Af (
2020
)

Anmeldelse

Mandfolk af Mette Hegnhøj

04 dec.20

Original og skæv historie for indskolingsbørn om forskellighed.

Villy går hen til vennen Bønne for at lege, men det er i virkeligheden kun Bønnes far, han gider lege med, for Bønnes far har en masse fedt værktøj og kan bygge ting. Historien udfordrer stereotyperne om, hvordan drenge eller fædre er, og sætter forskellighederne op overfor hinanden. Børn fra 6 år kan fint få en sjov og skæv læseoplevelse ud af historien, mens det større tema om forskellighed egner sig til indskolingen og de 7-8 årige.

Fortælleren Villy er vild med vennen Bønnes far, for han er supersej, sjov at hænge ud med, og så kan han bygge alle mulige ting med sit værktøj. Det er mandfolkemandag og der skal bygges en træterrasse, brøler Bønnes far. Det er Villy klart med på, men Bønne vil hellere udforske naturen og går egentlig bare i vejen, synes Villy. Så far sender Bønne i kiosken efter bajere.

Efter et par bajere skal Villys far lige have sig en lur, og imens får Villy nogle splinter i hænder og fødder på den nye træterrasse. Men det gør ikke noget, for rigtige mandfolk får blodforgiftning, mener både Villy og Bønnes far. Bønne henter alligevel hjælp og kommer tilbage med Villys far, der er læge.

Bønnes far er en pumpet far med tatoveringer og stramme cowboybukser, som brøler i stedet for at tale, drikker bajere og smider de tomme flasker ind i busken. Han har nok heller ikke det største pædagogiske udsyn, men til gengæld er han sjov at lege med, når man er en dreng, der er vild med værktøj og at bygge ting. Omvendt er Bønne den stille dreng, som gerne vil udforske og fordybe sig i ting, ligesom det antydes, at Villys far nok også er lidt af en nørd.

Jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg blev berørt af Bønne og hans far, der ikke ”ser ham”. Heri gemmer der sig måske en lettere diffus tematik om ensomhed og om at blive holdt udenfor, men det er muligvis kun den opmærksomme voksenlæser, som vil læse det ind i fortællingen. Der er ingen løftede pegefingre i historien, der giver plads til forskellighed.

'Mandfolk' er en del af serien 'Miniværk', som er historier for og om børn i indskolingen og de problematikker, der optager målgruppen. Andre bøger i serien handler om at være alene hjemme, have mareridt og være anderledes.

Bogdetaljer

Secondary title
Miniværk
Forlag
Alinea
Graphic
Katrine Louise Jakobsen
ISBN
978-87-23-53040-0
Antal sider
21

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer