Lysere dage

Hvis man nogensinde har oplevet sorgen over at blive forladt, vil fortællingens inderlige beskrivelser af smerten vække genklang. 

Romanens hovedperson er en navnløs kvindelig maler, der fortæller om sine følelser i forbindelse med bruddet med sin kæreste, der får hende til at flygte ud på landet. Hun forsøger at lukke ned for de følelser, der vil drukne hende. Den kærlighed hun føler, som ikke bliver gengældt.

Kvinden lukker alle følelser ude, også dem til andre. Hun taler med sine børns far, der kender hende godt og ved, hvilke spørgsmål han skal stille for at finde ud af, hvordan hun har det. Børnene er hos ham og vil gerne se deres mor, men hun kan ikke se dem. Til gengæld kan den bramfrie købmand Edda trænge gennem det lammede panser, og hun prøver at vække kvinden, der ikke ved, om hun endnu er klar til at vågne.

Da en af landsbyens beboere kommer på hospitalet, skal kvinden passe hans store hund Rolf, simpelthen fordi landsbyens beboere har besluttet det. Den store savlende hund åbner dørene til en masse følelser, som har været gemt af vejen, og vores hovedperson må desuden sande, at på landet får man ikke sådan lov til at sidde alene og gå i stykker. At handle bliver hendes befrielse.

Bogen er fysisk lille og utrolig smuk, men den føltes temmelig tung, da jeg havde læst de første sider. Jo mere jeg læste, des lettere føltes bogen. Særligt fordi hovedpersonen vælger at leve, og en skøn, morbid humor igen bliver en del af hendes liv. Jeg blev efterladt med en glæde over at vide, at livet kan leves efter et opslugende vakuum af "kassationssorg".