Livsstil

Generationsrevsende, selvransagende superdigte. Thomas Boberg har skrevet ny digtsamling

Jeg har store problemer med at læse lyrik. Tv og internet har ødelagt min evne til at sætte pris på sprogets finere elementer. Derfor er det ikke uden frygt, at jeg går i gang med Thomas Bobergs nye digtsamling. Men nogle gange lærer man bedst ved at springe ud på det dybe.

Thomas Bobergs digtsamling er inddelt i fem overordnede afsnit: Forfra, Stikord til en salme, Dæmoner, Statuevældet og Portræt af en maske. I hvert afsnit er der en form eller ”rød tråd”, der går igen.

”Livsstil” er som titlen antyder et angreb eller en hudfletning af begrebet. Digtsamlingen er også et forsøg på at udlevere eller afsløre de mennesker fra Thomas Bobergs egen generation, ”murstensmillionærerne”, som har travlt med at få hældt silikone i patterne og blive etableret.

Selvom jeg måske ikke er den største kender af lyrik, så er jeg ikke i tvivl om, at dette er stor lyrik.

Det er ikke let og luftig lyrik, men mere den eftertænksomme og underfundige slags.

Jeg vil ikke sige, at det er alle digtene, jeg bryder mig om. Men langt størstedelen kan man, selv uden den store litterære ballast, sagtens se meget, specielt sproglig, kvalitet i.

Og så synes jeg, at der er en 5-6 digte som er direkte fremragende, specielt: ”Debutantens første digt”, ”Marts 2004”, ”PM” og ”Debutantens sidste digt”.

Thomas Boberg har her lavet en yderst skarp og solid digtsamling. Jeg har stadig et par af de gode digte lagret i min hjernebark, som blot venter på at blive brugt i en eller anden sammenhæng.

Indtil da håber jeg bare på, at en eller anden tv-serie ikke kommer og kræver pladsen tilbage.

Lindhardt og Ringhof, 2005. 118 sider