Bog

Storbysagaer

Af (
2009
)

Anmeldelse

Storbysagaer af Danny Wattin

01 jun.10

Skægge, skæve, originale noveller om moderne menneskers liv i storbyen.

Jeg har godt nok moret mig mange gange under læsningen af svenske Danny Wattins debutbog fra 2007. Novellerne, der stort set alle foregår i Stockholm (bogen hedder på svensk ”Stockholmssägner”) er satiriske og samfundskritiske på en meget underholdende måde.

Døden går igen i flere af novellerne, men han er ikke længere iklædt kutte og le. Han er nemlig blevet tjenestemand i ”Menneskeservicedivisionen” i ”Forvaltningen for Universal Udvikling”, og dér er der fælles dresscode; sort jakke, grå skjorte, brun mappe og gult slips. Tidligere rejste Døden rundt og udførte sit håndværk. Nu kan han blot ved at trykke på en tast give folk et hjerteanfald. Det er meget utilfredsstillende for ham.

Gud derimod sidder på en bænk i parken og drikker hjemmebrændt sprit sammen med de andre alkoholikere. Én af dem vil vide, hvad meningen med det hele egentlig er. ”Spise, sove, bolle” er Guds svar, og han ser ingen grund til, at mennesker gør livet mere kompliceret, end det er.

Men det gør de, de moderne storbymennesker i Danny Wattins noveller: De knokler rundt for at forsøge at opnå skønhed, rigdom, evig ungdom, lykke, det perfekte liv. Spørgsmålet er, om det lykkes. I ”Storbysagaer” er der nogle ret absurde eksempler på, at det ikke gør.

Der er f.eks. den unge læge, der tidligere har arbejdet på intensivafdelingen på Karolinska Sygehus, hvor han har lappet børn sammen, der var kommet til skade i trafikken, og hvor han har set mennesker dø. Nu laver han Britney Spears bryster, silikonelæber, fedtsugninger på smukke mennesker, der alligevel aldrig bliver tilfredse med deres udseende.

Der er også den unge Micke, hvis liv er fyldt med terminer, renter og regninger, og som en dag får mulighed for at deltage i Spillet, hvor han vinder et nyt liv med masser af penge. Efter tre uger ønsker han sig sit gamle liv tilbage.

Novellerne er spøjse, skæve og meget originale, og personer fra en novelle dukker op igen i andre noveller.  I en af novellerne optræder den administrerende direktør for firmaet Pickle Pää Productions, Hr, Wattin. Og hvis jeg går ind på forlagets hjemmeside, kan jeg læse om forfatteren Danny Wattin, at han bl.a. er medlem af musikkollektivet Pickle Pää Productions. Og sådan er der så mange underfundige, drillende lag i Hr. Wattins bog, som du kan glæde dig til at læse!

Bogdetaljer

Forlag
Elg. & Co.
Oversætter
Eva Maria Fredensborg
Faustnummer
27715281
ISBN
9788791818066
Antal sider
179

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer