Hesteæderne

En mesterlig og passioneret lyrisk fortælling om individet i al sin fejlbarlighed fanget i et samfund, drevet mod kanten af sammenbrud af despoter og fanatikere på inhuman vis.

Hesteædertrilogien er helt vild. En postapokalyptisk skildring af et genkendeligt samfund, beskrevet af et digterjeg, der både vedkender sig sin ufornuft og sin ærgerrighed, sine synder og sin tvivl i en verden splittet af hykleri, kynisme og fanatisk magtmisbrug

Jeg fristes til at læse Hesteædertrilogien allegorisk med dens afstandstagen til både den politisk korrekte konsul og den fanatisk religiøse kalif. Konsulen spejler en række vestlige ledere, der ofrer frihed og demokrati i forhippelsen på at skabe terrorfri samfund, mens Kaliffen spejler en islamistisk magthaver, der ofrer modernitet og menneskelighed på religionens alter. Men konsulen og kaliffen er ikke modpoler. De spejler hinanden, og ”verdens dumhed / udfoldet i magtens / vansirede ansigter” gælder for dem begge.

Trilogien er andet og mere end den rene allegori. Den søgende spleen-tyngede fortæller insisterer rebelsk på trangen til livet med plads til vildskud, autensitet og medmenneskelighed uden nødvendigvis at rodfæste disse begreber i det allegoriske. Til andre tider serveres dog med saftig let gennemskuelige swung. Den danske lyrik-scene får for eksempel et alegorisk hip i digter-jegets rivalisering med digter kollegaen; En feteret Jørgen Leth parodi ”… patosknepper, går altid rundt med en skindpose/ zebrakød og en moleskinebog/ fyldt med æselpis […]man kan se hans trusser, det er det det handler om, hans trusser, hans dyb, hans hængerøv, hans trusser” vrænges der af de lethske lommebøger, mens det klinger af Leths diktion og titlen på hans essay i Brøndums Encyklopædi ’Kussen’.

Der løber utvivlsomt mange dybe intertekstuelle spor igennem ’Hesteæderne’. Jeg fornemmer umiddelbart Camus klaustrofobiske karantæneramte by i ’Pesten’ og hykleriet fra ’Den fremmede’, ligesom der bryder kafkanske kryb frem i fængslet, mens fortælleren fra sin celle iagttager henrettelser, der runger af Tom Kristensens ’Henrettelsen’.

Igennem trilogiens tre dele sker en mængde skred med og omkring digter-jeget. Fra klaustrofobisk kuet til at bevæge sig i en undergrund af marginaliseret slum – kunstneren blandt samfundets andre subsistensløse randeksistenser – til den endelige fængsling som trussel mod den sande guds entydighed. Skred der synes bundet til handlingsstedet. I bind 1 bevæger fortælleren sig mellem hjem og omverden, hvor han blandt andet betragter Naboen, den Datterfucker. I bind 2 driver han rundt i byens undergrund, og i bind 3, hvor han fængsles og måske finder en paradoksal accept af sin situation og sit endeligt. Fælles for fortællerstederne er den tyngende tvang og manglende frihed skabt af overvågningen og den social kontrol.

I Hesteædertrilogien slipper Thomas Boberg rejsetemaet, der løber gennem hans forfatterskab, og kaster sig over en indædt passioneret samfundsrevsende fiktion. Det indædte passionerede serveres med gloser som den nævnte ’DATTERFUCKER’, der har et eds tungt twist og gennem digtet smækkes direkte i mellemgulvet på læseren så nyrer og lever skvulper rundt og forstyrrer anløb til konform elfenbenstårns-eksileret lyrikperception. Hesteæderne er liv, oprør og insisterende frihed – og det er dæleme godt.

Oprindeligt skrevet af Frederik Schøler, Litteratursiden.