Lille fugl fra himlen

Der er ofte i Oates’ bøger meget amerikansk virkelighed, meget seksualitet i dyster forening med vold og maskulin aggressivitet.

Det gælder også denne, som er opkaldt efter en countrysang, og er mere stilistisk eksperimenterede end vanligt.

Vi er i et lille forarmet amerikansk samfund, den fiktive arbejderby Sparta, hvor tilværelsen er hård. Og vi får historien om Zoe Kruller og om mordet på hende! Zoe, der forlod sin mand og sin søn for at forfølge drømmen om at blive countrysangerinde – men som endte som luder og servitrice og narkoman og fraskilt og myrdet! Men før det var så smuk og skøn og livsglad og charmerende og sexet, at enhver (mand) måtte elske hende!

Og der sladres!

Der er to hovedmistænkte til mordet: er det Aarons far, den voldelige, alkoholiske ægtemand, Delray – eller er det Kristas far, elskeren, den voldelige, alkoholiske  Eddy Kruller? Fædrenes to børn: lille lyse Krista og mørke og grove kvart-indianer, Aaron, fortæller hver deres historie, de tiltrækkes også af hinanden, ja, de er nærmest besat af hinanden, og de håber og tror, at det er den andens far, der har begået mordet. Det er ligesom et skæbnefællesskab, der udvikler sig mellem dem, børn af aldrig dømte, men altid mistænkte fædre. De er om nogen ofre for det grusomme mord. De mødes igen som voksne, og om de lykkes med at bryde mønstret og få et andet og bedre liv end deres forældre, og hvem morderen i øvrigt er, skal ikke røbes her!

Joyce Carol Oates’ personer er også i denne roman yderst sårbare, både hvad angår deres sociale placering og deres økonomi, og af samme grund betyder kærlighed, tryghed, pænhed så meget for dem, for der er så kort til volden og deklasseringen. Bogen kommer rundt om mange temaer: magtmisbrug og andre misbrug, racespændinger, uro mellem socialklasserne, kærlighed, passion, seksuel vold, især på kvinder. Der løber simpelthen en intens, dødelig og destruktiv indgang til sex og kærlighed gennem bogen som en mørk understrøm.

Joyce Carol Oates bliver indimellem næsten helt socialrealistisk, men der er også klare mindelser om fortidens store sydstatsforfattere, William Faulkner og Flannery O’Connor. Der er så meget at komme efter i hendes forfatterskab, også i denne roman, selvom der også her slås mere melodramatiske strenge an! Men skidt nu med det – hun er for mange dejlig at læse på! Men også – og det er svært at definere præcist –  samtidig for stor og for lille. For meget tekst, for mange detaljer, for mange gentagelser – og trods mange ord lidt overfladisk. Jeg sidder næsten altid tilbage lidt kølig og uengageret efter ord fra Oates! Men hun er også passioneret, tung, tragisk og poetisk! Og fuld af skyld, angst, løgn og svigt på sine personers vegne! Ja, læser, hvad vil du mer’? Måske lidt formildende ironi og humor kunne gøre forskellen? Men den slags er ikke Oates’ vej!

Joyce Carol Oates er nok den mest produktive af de amerikanske forfattere, vi kan læse på dansk. Hun er næsten lige så berømt for sin produktivitet som for sine romaner. Hun har siden debuten i 1964 skrevet mere end 50 romaner – og digte, dramaer, noveller og essays.
Og hun har i mange år været bookmakernes favorit til Nobelprisen.