Lila

Uendeligt rørende og lavmælt kærlighedshistorie om hjemløse Lila og den ældre, menneskekloge og -kærlige præst i den lille by Gilead, som vi kender fra Robinsons tidligere mesterværker.

Vi kender den lille by Gilead i Iowa fra forfatterens tidligere to romaner, 'Gilead' og 'Hjemme'.  Romanens hovedskikkelse er Lila, præsten John Ames' hustru og moderen til sønnen, som 'Gilead' er rettet til. Vi er således kronologisk tidligere end de to andre romaner, og foruden den enestående kærlighedshistorie, som bogen er, får vi et detaljeret og rystende billede af den hårde hverdag for de omrejsende landsarbejdere i USA omkring depressionen.

Lila er barn i en familie, hvor børnene er henvist til et liv dårligere end de vilde kattes. En dag får den hjemløse kvinde, Doll, øje på den 3-5-årige pige siddende om natten uden for en elendig hytte. Doll beslutter, at hun vil gøre alt for, at den lille skabning skal leve og tager hende med sig ud på vejene.

Dette liv ser Lila nu tilbage på, mens hun går og venter på sit og præstens barn. Vi følger Lila ankomme til den lille by, Gilead, hvor hun fik lidt arbejde rundt omkring på gårdene og installerede sig i et forladt skur midt i en majsmark. En dag søger hun tilflugt for et skybrud i kirken, og her møder hun præsten. De to finder hinanden som sjælevenner, og Marilynne Robinson får i skildringen af den uendelige kærlighed, der vokser op mellem de to meget forskellige mennesker, skabt et af de mest rørende billeder, jeg har mødt i en roman.

Umiddelbart er det med meget få virkemidler, men beskrivelsen af, hvordan de to mennesker lidt efter lidt kommer til at være alt for hinanden, er sjælden. Og som nævnt er Lilas tilbageblik på det hårde liv blandt de omvandrende løsarbejdere meget tankevækkende. Doll er fx på et tidspunkt væk fra gruppen så længe, at de andre når at efterlade den lille Lila som et uønsket dyr. Doll finder hende mirakuløst igen og er den eneste, der giver Lila den betingelsesløse kærlighed. Pånær selvfølgelig præsten i Lilas voksentilværelse.

Denne bog er ren læseterapi, og den lægger sig som et varmt og smukt tæppe omkring det måske krimitrætte sind. 

Originally published by Beth Høst, Litteratursiden.