Af litteraturstuderende Marie Sæhl
Umiddelbart virker det ikke særlig oplagt at sammenligne Jesus med en klovn. Faktisk er tanken blasfemisk i sig selv: den ophøjede frelser på korset sidestillet med en spraglet spøgefugl. Nej vel? Ikke desto mindre er det netop den sammenligning, Henry Miller foretager i sin lille fortælling Smilet ved Stigens Fod.
Novellen viser os nemlig, at de to figurer måske ikke ligger så fjernt fra hinanden. Klovnens primære funktion er at få mennesket til at le - ikke mindst af sig selv. Aften efter aften stiller han menneskets dumheder og dårskaber til skue for det selv. Han tjener så at sige som et levende spejl, hvori mennesket kan lære sig selv og sine fejl at kende – og i bedste fald også lære af dem.
”Hans latter er aldrig homerisk. Det er en stille latter – en glædesløs latter. Klovnen lærer os at le ad os selv. Og denne vor latter er født af tårer.”
Det publikum som grinbrølende vrider sig under klovnens optræden har så at sige misforstået hensigten med hans show. På den måde bærer klovnen på samme tid noget tragisk og noget fortrøstningsfuldt i sig – og det er netop det, som forbinder ham med Jesus. Ligesom Jesus gang på gang må gå på Jorden i håbet om at få mennesket til at indse sine fejl og derved skænke det frelsen, således må også klovnen hver aften genopstå og dø i manegen præcis med samme formål.
Det tragiske ligger i den sisyfosagtige gentagelse: publikum vil blive ved med at grine deres ureflekterede grove latter, og mennesket vil korsfæste Jesus igen og igen. Alligevel ligger der også noget fortrøstningsfuldt i de to figurer. De bærer så at sige selve håbet om menneskets frelse i sig, idet de altid genopstår.
Smilet ved Stigens Fod er en noget atypisk Miller-historie. Hans andre fortællinger er for det meste dybt realistiske – ofte inspireret af forfatterens egne oplevelser – men denne her er af nærmest filosofisk karakter. I novellen møder vi den talentfulde klovn August, hvis ambitiøse mål er ikke blot momentvis at få folk til at le, men at skænke dem evig glæde.
Hans ubeskedne ønske er altså, for nu at blive i Jesus/klovn-terminologien, at skænke sit publikum frelse og føre dem ind i selve himlen. Projektet mislykkes naturligvis. August bliver bombarderet med skældsord og skrald af publikum, som ikke forstår hans optræden, og han bæres blødende og forslået ud af manegen.
Efter en pause forsøger August sig igen som klovn, da han beder om lov til at vikariere for en af truppens andre klovne, Antoine. Men også denne gang går det grueligt galt. August udtænker en plan, som i al sin enkelthed går ud på at lave et fantastisk show i den middelmådige Antoines navn og dermed skænke Antoine sin største gave: sit store klovnetalent. Det lykkes August at fremstille et uforglemmeligt show, men det bliver på bekostning af Antoine, som stiller træskoene, da han hører om Augusts optræden, som han ved, vil blive umulig at leve op til.
August begår i novellen den samme bommert to gange. Han tror, at han gennem sin optræden kan skænke publikum den indsigt, som han som klovn selv besidder, uden at mennesket selv behøver være en del af processen. August forsøger i de to tilfælde at sætte sig i Guds sted. Han vil være selve frelseren, men han opdager, at det er at tage munden for fuld.
”Den fejl, han havde begået, var, at han var gået uden for sine sande grænser. Han havde ikke villet lade sig nøje med at få folk til at le; han havde prøvet at gøre dem glade.”
August bliver først glad ved novellens slutning, da han med Millers ord ”bliver sig selv”. Han accepterer sin skæbne som klovn. Han forstår så at sige, at hans lod på jorden er igen og igen at gentage sine klovnerier i et forsøg på at åbne menneskets øjne og lære det at se sig selv. Han er med andre ord et medie, hvorigennem mennesket kan opnå (men ikke nødvendigvis gør det) selverkendelse og frelse.
Efterordet til Smilet ved Stigens Fod er læseværdigt, da det hjælper til at skabe et noget klarere billede af den ellers temmelig komplekse tekst. Henry Miller udvider her sammenligningen mellem Jesus og klovnen til også at omfatte digteren – eller i en mindre personficeret version: digterkunsten.
”En klovn er en digter i handling. Han er den historie, han spiller.” skriver Miller. Litteraturen har altså samme funktion som klovnen og Jesus nemlig at stille mennesket over for dets egne tåbeligheder ved at mime det. Både Jesus, klovnen og litteraturen stiller altså en mulighed for selverkendelse og dermed frelse til rådighed for mennesket.
Selvom Smilet ved Stigens Fod er en tragisk fortælling, så bærer den også et håb i sig. På trods af at August til sidst må lade livet, er der noget fortrøstningsfuldt over det engleagtige smil, han har om munden. Han bærer håbet om frelsen i sig på samme måde som Jesus og litteraturen gør det. Novellens vemodigt trøstende karakter bliver måske mere forståelig, når den betragtes i sin historiske kontekst.
Den er skrevet i 1948 lige efter Holocaust, hvor det uden tvivl har været svært for mennesket at se nogen som helst mening med det hele. Novellen indfanger meget fint den sorg og fortvivlelse, som mennesket har været hensat i efter at have været vidne til en af menneskehedens største forbrydelser.
Den forsøger ikke at give svar, men den fortaber sig heller ikke i dyster pessimisme. I stedet balancerer den et sted midt imellem; den er med Millers egne ord en korsfæstelse, som bærer håbet i sig : ”a rosy crucifixion”.
Kommentarer